Hvem opfatter vi som de ’gode elever’?

Når læreren planlægger sin undervisning sker det vel oftest ud fra en forestilling om, at den enkelte elev skal lære mest muligt af det faglige stof alene og i fællesskab. Spørgsmålet er, hvilke betingelserne for læring der er til stede, og i hvor høj grad de rammer elevernes behov for noget der giver mening. Normer hænger sammen med kultur og der er ikke altid overensstemmelse mellem lærerens kultur-normer og elevernes samme. Vi ser at det går galt, når elever gør modstand, når de bliver skole-uvildige. Det kan de udtrykke på mange forskellige måder, men en fællesnævner er, at de ikke kan se mening i det, der foregår i skolen.

Helle taler om skoleuvillighedens fire P’er (Hansen in press):

• Passivitet. Når elever bare akkurat holder ud uden at holde af (Kun kroppen sendes i skole);
• Performance. Når elever spiller med uden rigtig at gide;
• Pjæk. Dem som bare bliver væk (OECD 2016: 33% danske elever pjækker jævnligt i 9.klasse (fjerdehøjeste plads ud af 42 lande, med den ringeste højest);
• Protest. Eleverne konstant er i opposition/kamp/vrede.

P’erne skal mest forstås som fænomener, og ikke som typer. Fænomenerne kan så og sige også sætte sig på tværs af alle fire former. Passive elever kan fx godt finde på at pjække, det samme kan protesteleverne.

Er der mon nogen af disse P-elever, som opfattes som den gode elev? Eller lader de læreren magtesløs i al deres utilpassethed?

Er det muligt at rumme alle disse P-elever i et fagligt fællesskab?

Det er noget Helle og jeg ofte diskuterer, og vores fælles forestillinger drejer sig ofte om, hvordan man kan skabe en form for fællesskabende didaktik, der giver mening for det lærende fællesskab, der kan opstå i en gruppe og i klassens grupper. Vi ved, at mange af de unge P-elever fungerer i andre grupper end skolens. De finder og skaber grupper udenfor, hvor de får status og finder en mening med det de laver. Det er den følelse, vi skal have tilbage i klassen, og det er i første omgang lærerens opgave at finde ud af, hvordan det gøres. Læringen skal bygges op så de enkelte elever bliver afhængige af hinanden i et lærende fællesskab, samtidig med at den enkelte får status i det arbejde, der skal udføres. Der skal skabes rum for at de enkelte elevers erfaring bliver brugt konstruktivt og uenigheder skal frem i lyset og måske blive til grænseoverskridende nytænkning.

Hvornår giver læring mening?

Når vi lærer sker det både i sociale og i biologiske systemer. De sociale betingelser er klassen og de muligheder og betingelser der kan vokse frem her, mens de biologiske drejer sig om, hvordan den enkelte finder mening i sin egen forståelse af omverden. Der er en konstant vekselvirkning, som er med til at forme elevernes tilblivelse og livsbane, hvor vi har alle brug for at være en del af et fællesskab. Det er lærerens normer, der er med til at afgøre, hvem der er ’de gode elever’ og hvem der ikke passer ind. Og det er en alvorlig sag, fordi mange af de elever der bliver udelukket fra et skolefællesskab finder andre fællesskaber, som benytter sig af normer, der kan være ganske skadelige for vores samfund.

Jeg har set mange eksempler på at det kan lykkes. Det være sig gennem forskellige former for rollespil, skuespil eller en legende adgang til læring, hvor respekt og status følges ad. Men det er ikke bare nemt, man skal udvikle redskaber, modeller og opgaver, der kan kombineres med den faglighed, som skal udvikles. Det er netop fagligheden, som skal binde det hele sammen. Der er ingen opskrift, men mange komponenter, der kan sættes sammen på forskellig vis, så det virker. Vi har en hel sommerferie til at tænke over det i.

Hansen, R.H. (in press 2017). We don’t need no education.