Matematikangst – samarbejde mellem forskere fra kognition og undervisning

Forskningsfeltet ’Undervisning og Kognition’ har mange indbyggede udfordringer, som kan vanskeliggøre et samarbejde. Kognitions- og neuroscience-forskere er optaget af at finde ud af, hvordan hjernen fungerer i relation til læring af matematik. De anvender faktisk udelukkende kvantitative metoder, når de skal behandle de data, som fremkommer. Det kan fx være hjerneskanninger, eye tracking (man måler, hvordan øjnene bevæger sig) eller test på computere. Data bliver indsamlet i laboratorier, hvor forsøg og tests er udtænkt til at foregå. Resultaterne fortæller noget om, hvad der sker i hjernen, når man arbejder med matematik. Det handler om at forstå hvordan det enkelte menneske lærer matematik, men intet om hvordan man kan tilrettelægge en undervisning, hvor man anvender alle disse interessante resultater.

Forskere i undervisning

Forskere i matematikdidaktik er også optaget af læring, men det er i forhold til, hvordan man skal benytte denne viden i forhold til at undervise i matematik. Vi forskere i matematikdidaktik er en slags ingeniører og benytter os i høj grad af kvalitative forskningsmetoder. Vi observerer og interviewer, samtidig med at vi indgår i direkte samarbejde med underviserne i praksis. Det er autentisk og dermed også mere kaotisk, fordi det genstandsfelt vi bevæger os i er mere uforudsigeligt. Og det tager vi selvfølgelig højde for i vores forskning.  Alligevel er det svært for de to forskellige forskergrupper at udveksle data, fordi kvalitativ forskning ikke rigtig forstås af kognitive forskere og måske heller ikke respekteres.

Samarbejde mellem forskere i undervisning og kognition

Det er helt nødvendigt at vi lærer at arbejde sammen. Vi har brug for hinandens data, selvom vi kan have svært ved at forstå og anvende dem.

Den konference, jeg var inviteret til, er et sted, hvor vi prøver at udvikle et samarbejde og sætte fokus på hvor problemerne ligger, så vi kan finde løsningsforslag til et konstruktivt samarbejde.

Flere af oplæggene drejede sig matematikangst. Matematikangst er en konstruktion, som drejer sig om at beskrive de elever, der oplever en stor emotionel modvilje mod matematik. Denne kraftige emotion kan udvikle sig til angst for alt, der har med tal at gøre. Det kan medføre at ens liv kan blive voldsomt begrænset, fordi personen med matematikangst undgår alt, hvad der kan fremkalde denne angst. Præsentationerne fik os til at diskutere i hvor høj grad emotionerne spillede en rolle i matematikundervisningen, og hvad der blev gjort i forhold til undervisning i matematik, så man kunne undgå at elever udvikler matematikangst og spotte dem, der eventuelt måtte være.

Hvad gør man i Danmark?

I den forbindelse blev jeg spurgt, hvad man gjorde i Danmark i forhold til elever med matematikangst. Og faktisk blev jeg svar skyldig. Det er ikke noget, jeg har set meget af, når jeg været rundt på skoler. Hvad jeg derimod har set er lærere, som er så pressede i tid og andre udfordringer i undervisningen, at de ikke har specielt fokus på matematikangst og at der sagtens kan sidde en elev med matematikangst, som bliver set som noget andet. Mit svar til spørgsmålet på konferencen var at danske lærere siden reformen og arbejdstidsloven – og ikke arbejdstidsaftalen -  havde fået reduceret deres arbejdsforhold så kraftigt at de ikke havde overskud til også at fange disse elever. Det var der flere, der var ret rystede over – og jeg vil lige nævnte, at jeg var den eneste dansker på konferencer. Der var repræsentanter fra hele Europa, USA og Canada. Hvis mit svar var helt forkert, vil jeg meget gerne høre fra lærere, som har erfaringer med området.