Inspiration fra NY-times

I alle klasser er der nogen der taler mere end andre, og nogle der altid har hånden oppe, mens andre sjældent ønsker at markere sig. Måske forældre er bekymrede for deres mere stille børn, der som elever måske ikke ønsker at opløfte deres røst så tit.

Hvis det er et problem, er der forskellige måder at afhjælpe det på. En lærer fortæller om, hvordan han deler kort ud til sine elever. Hver gang en af dem taler, skal vedkommende lægge et kort på bordet foran sig. Ingen elever må have to kort liggende før alle har ét kort på bordet. Det er en måde at få alle til at sige noget og ingen til at få lov til at svare eller tale hele tiden.

Tildeling af tid

Jeg husker fra min tid som lærer, at vi arbejdede med begrebet tid. I den forbindelse havde vi anskaffet en masse skakure fra en skakklub, nok til en hele klasse.

Alle blev introduceret til reglerne, som gik ud på, at man startede uret hver gang, man havde en bemærkning – man viste det ved håndsrækning og fik tildelt ordet – og standsede det igen, når man var færdig. Hver elev havde præcis 2 minutter at tale i. Temaet var forskellige oplevelser med enten begrebet tid eller med tid i almindelighed, hvornår man følte at tiden gik langsom, hurtigt eller hvordan man regnede med tiden. Reglerne blev godt overholdt, alle holdt lidt øje med hinanden, at man ikke fik mere taletid end der var tildelt. Det var som om, ordene blev vejet på en guldvægt. Det virkede også som om, det var en sjov og lærerig oplevelse. Hvad der var mindre sjovt var de to piger, der til sidst sad hver med halvanden minut, som de skulle bruge, mens alle kammeraterne var løbet tør for tid, og nu kun ventede på at netop de to piger skulle bruge deres tale. Og de blev nødt til at bruge dem. Det ville være for uetisk at slutte, før de fik muligheden, men det var svært for dem. De var ikke vant til at tale så længe, og pludselig blev de to minutter meget lang tid; de samme to minutter som for nogen var ganske kort tid. Vi brugte kun urene denne ene gang – og lærte alle ganske meget af det. Det er ikke nødvendigvis retfærdigt, at alle skal have lige lang taletid.

Flere gode råd

Andre gode råd fra NY-times er at skrive. Hvis der kommer en hel skov af hænder på et spørgsmål stillet af læreren, den ene mere ivrig efter at svare end den anden, så kan det være en god ide at bede eleverne skrive deres svar, så blive alle aktiveret på en gang. Samtidig kan læreren faktisk få et overblik over, hvem der skriver hvad og give nogle kommentarer undervejs, som igen støtter til den efterfølgende opsamlende samtale.

Et andet råd drejer sig om stilhed, at der efter et lærer-spørgsmål skal være stille i måske 30 sekunder, før man svarer. Det kræver nok nogle spørgsmål, som kan hjælpe den enkelte til at tænke og reflektere over noget relevant, men samtidig giver det også mulighed for refleksion, og for at elever med en svagere arbejdshukommelse får en chance for at være med. Mange har svært ved den form for tavshed, men lærer man sig at bruge denne metode, kan den virkelig befordre den ro, der skal til for at lære at tænke. Endelig kan man sige, at for læreren, som skal forvalte sin egen planlægning, lytte til eleverne og selv kunne svare på en tilfredsstillende måde, kan det være en god ide at få tempoet lidt ned, så der bliver åbnet for lidt eftertænksomhed.  

Disse råd kan bruges af matematiklærere, men andre er også velkomne.