Hvad tager man med hjem fra en matematik-konference?

Foredrag

Der var hver morgen et foredrag for alle. Af disse vil jeg nævne nogle få elementer fra Bill Bartons, New Zealand, foredrag. Han mindede os om, hvor stor en rolle matematikken spiller som det fag, der skiller fårene fra bukkene. Matematik er faget, der dumper mange mennesker hvert år og faget, der er nødvendigt for at komme på ind på diverse uddannelser – selvom der måske slet ikke er brug for specielle matematikkompetencerne indenfor den ønskede uddannelse. Han opfordrede os alle til at øve os i at skifte perspektiv og se situationen fra den studerendes side, og så opfordrede han til at matematikundervisningen blev sjov. Begge disse opfordringer er værd at tænke over og måske efterkomme om muligt.

Neuroscience og matematikundervisning

Der var så mange valgmuligheder. Det var måske noget af det sværeste, for mange af tilbuddene var interessante, og da de lå parallelt, kunne man jo kun deltage i en enkelt. Som ’Discussion group’ valgte jeg ’Neuroscience and Mathematics Education’ og det fortrød jeg ikke. Jeg hørte bl.a. et oplæg af Michael von Aster, som er en af de kendte forskere indenfor dyskalkuli. Han sagde at det var en myte at dyskalkuli er en medfødt hjernedefekt, men at det snarere var et epigenetisk fænomen. Med andre ord at det er miljøet, der for den enkelte har skabt den manglende sans for tal, som kendetegner det, vi forstår ved dyskalkuli. Så blev vi så meget klogere eller forvirret. Endnu en gang blev det bekræftet at neuroscience ikke har svarene som en til en i forhold til undervisning. Det er et lang sejt træk, at skulle transformere viden fra neuroscience til undervisning, og det kan kun foregå gennem kommunikation og samarbejde med respekt fra begge parter.

Aritmetik

Der var 54 forskellige ’topic study groups’ at vælge mellem. Jeg deltog i gruppen om aritmetik, hvor der var adskillige oplæg fra flere forskellige lande om studier i elevers afhængighed af sproget i forhold til begrebsforståelse af tal. Og alle studier pegede på, at det kinesiske mandarinsprogs logiske måde at opbygge tallene på var en stor fordel for elevers forståelse af tal og talstørrelse, at talnavnet betyder noget for forståelsen af tallet. Det lå helt på linje med projektet på Husum Skole, hvor vi ændrede talnavnene i matematiktimerne til at kunne læses fra venstre mod højre: 11 som en-ti-en, 23 som to-ti-tre, 56 som fem-ti-seks osv. Det var bekræftende at høre og diskutere.

Jeg havde et projekt med om fællesskabende matematikundervisning. Det var der stor interesse for, men det er en anden historie.

Opsamling

Det storslåede ved denne konference var, at der var folk fra hele verden til stede. Jeg fik således mulighed for at diskutere matematikdidaktik med forskere fra andre lande og kulturer, hvor vi kunne udveksle værdier, ideer og meninger. Det var meget inspirerende, og jeg kom hjem med gode oplevelser og kontakter i rygsækken. Det var også en frustrerende oplevelse, fordi der var så mange muligheder samlet, så hver gang man valgte en ting, så valgte man også en hel masse andet fra, selvom man er lige ved siden af det. Men sådan er det, og konferencen er der kun – ligesom Olympiaden - hvert fjerde år, så det er bare om være der, når muligheden tilbyder sig.