Matematiske forestillinger

Forestillingsevnen hænger nøje sammen med hukommelsen, som giver os erfaring, så vi bliver bedre til at planlægge vores næste skridt både på et mikro- og makroplan. Det sker helt automatisk, at vi bliver mere opmærksomme hvis vi har begået en fejl som fx at snuble ned ad trapperne eller sætte sig forkert på en stol, så man vælter. Kroppen lærer hele tiden af sine fejltagelser, nogle hurtigere end andre.

Vores hukommelse gemmer både kropslige, semantiske og episodiske erfaringer, hvor de semantiske erfaringer har at gøre med alle de facts vi lærer gennem livet, hænger de episodiske erfaringer sammen med de situationer vi oplever. En kombination af det episodiske og det semantiske lagrer sig således som erindring om den situation (episode), hvor man lærte noget semantisk.

Anvendelse af forestillinger i forberedelsen

Når vi forbereder os på noget - det kan være undervisning, en vigtig samtale, en fest etc. – gør vi os ofte forestillinger om, hvordan det kan gå - men ofte er disse forberedelser lidt overfladiske. Alligevel skaber vi forventninger på baggrund af disse forestillinger. Så længe vores forventninger så nogenlunde holder stik, så er alt fint, men bliver de ikke indfriet, og man oplever skuffelser og irritation, så er det værd at se på hvilke forestillinger og forforståelser, man tog for givet og begynde at arbejde med forestillinger som en metode til at gå lidt dybere ind i, hvordan vi kan forberede os bedre via udviklede forestillinger. Det kan vi bl.a. bruge i vores forberedelse af undervisningen.

Når vi forbereder vores undervisning kan det ske på mange måder og niveauer. Vi skal vælge det faglige område, hvordan vi vil organisere selve undervisningen og hvilke læringsmål eleverne vil opnå med den pågældende undervisning. Måske har vi også et ønske om at opnå nogle forskellige sociale konstellationer i form af noget fællesskabende didaktik. Nu er det tid til at blive i sin forestilling.

Forestillingsbilleder

Hvordan vil jeg indlede undervisningen? Skal jeg samle dem og gennemgå noget fagligt eller skal de bare informeres om, hvordan de skal arbejde og med hvad? Hvad sker der, hvis jeg gør det ene, og hvad vil der ske, hvis jeg gør det andet? Hvor længe skal samlingen vare? Kan alle være med på den, hvad sker der, hvis nogle ikke kan, hvordan vil jeg så reagere på det? Og endelig må jeg overveje, hvordan jeg kan opnå mine mål for eleverne gennem de valg, jeg foretager mig.

Hvordan tager jeg højde for eventuelle sociale konstellationer? Er det muligt med dette område at skabe et fællesskab, hvor de bliver afhængige af hinanden på en positiv måde? Er det muligt at skabe et scenarium, hvor man eventuelt bruger noget rollespil eller stiller en opgave, de skal løse i fællesskab? Hvordan forestiller jeg mig at det vil gå, hvis jeg gør det på den ene eller anden måde?

Hvordan afveksler jeg undervisningen? Hvor længe kan de pågældende elever blive i samme aktivitet og stadig opretholde et vist niveau af energi? Hvad kan ske i de forskellige scenarier? Og hvad er min rolle i at få det til at ske, som jeg forestiller mig. Hvordan kan jeg være rollemodel i disse scenarier?

Og endelige skal jeg forestille mig, hvordan jeg bedst afslutter undervisningen. Hvilken form for afslutning passer bedst til dagens undervisning? Og hvad vil jeg bruge den til? Er det en hurtig evaluering eller er det en opsamling på pointer i undervisningen? Hvordan er min forestilling om, hvordan jeg slutter undervisningen bedste muligt. Faktisk viser forskning at den sidste følelse, altså måden man afslutter på, er meget afgørende for, hvordan man oplever og husker hele forløbet. Og det gælder både lærere og elever. Man kan forstille sig flere scenarier hele tiden, og her er det en god ide at gå dybere ind i de enkelte og forestille sig flere detaljer i forhold til, hvad der kan ske og hvorfor.

Elevernes forestillinger

Måske man også kan bruge elevernes forestillinger i selve undervisningen. I stedet for at spørge om rigtige facit, kan man måske spørge ind til, hvordan de forestiller sig at andre vil svare, en lillesøster eller storebror eller en kammerat – eller nogle helt andre. Man kan måske også få dem til at forestille sig, hvordan de måske vil bruge den lærte matematik. Børn har let ved at gå ud og ind af forestillinger og ved godt, hvornår de er det ene sted, og hvornår de er det andet sted. Det kan muligvis også bruges konstruktivt i undervisningen.

Afslutningsvis vil jeg nævne at vi alle går og laver os forestillinger, måske også oftere end vi selv tænker, måske som dagdrømmeri, måske som forestillinger om, hvordan en situation kunne være gået bedre, hvis man havde sagt det eller det i stedet. Forestillinger har en stærk iboende kraft, så måske kan vi få glæde af at bruge den bevidst.