Hænger overbevisninger og undervisning sammen?

Mange forestiller sig at vi lever op til vores egne overbevisninger, eller måske ved vi godt et sted, at det ikke altid lykkes? De fleste undervisere kender oplevelsen af at den planlagte undervisning ikke går helt som planlagt. Spørgsmålet er, på hvilket punkt man skifter planen ud med noget andet og hvorfor.

Overbevisninger

Vi kan have overbevisninger – på engelsk beliefs - om mere overordnede ting som fx hvordan vi ønsker at undervise, for at eleverne lærer mest muligt. Det kan være bestemte måder at præsentere det pågældende stof, eller hvornår elevernes egne strategier skal på banen. Det kunne fx være, hvordan vi forestiller os, at eleverne bedst lærer lad os sige addition i de små klasser. Skal eleverne kunne den lille additionstabel udenad, eller er det nok at de kan regne sig frem til resultaterne? Vi kan være overbeviste om det ene eller andet, og når vi så underviser i addition, kan vi komme til at gøre noget, der ikke stemmer overens med vores overbevisning. Ofte er vi slet ikke klar over det, men ind i mellem ved vi godt, at vi fik lavet noget som stred imod vores overbevisninger.

Hvad sker der?

Er det nu vores overbevisninger, der er noget galt med, siden vi fraveg dem eller er det, fordi vi af en eller anden årsag ikke var i stand til at gennemføre vores plan? Eller var det fordi vi fandt ud af at noget andet var bedre? Er vores overbevisninger plastiske eller er de skåret ud i granit?

Set fa et kognitivt perspektiv er vores overbevisninger til forhandling, hvis vi bliver overbevist om noget bedre. Vi husker måske en statsministers (Jens Otto Kragh) ord om at ’man har et standpunkt indtil man tager et nyt’.  Hvis vi kommer til at handle i modstrid med vores overbevisninger, viser det sig det måske, at det var en bedre måde at handle på.

Hjernens arkitektur bliver i flere neurovidenskabelige sammenhænge beskrevet som en forudsigelsesmaskine. Hjernen bruger energi på at forudsige/forberede, at vi sætter os på stolen og ikke ved siden af, at vi ved hvornår trappen ender, og at der ikke kommer en bil, når vi krydser vejen. En del af dette arbejde foregår helt automatisk og ryger først op i den bevidste opmærksomhed, hvis vi begår en fejl.

Undervisning og læring

Også når vi underviser, arbejder hjernen med at forudse, hvad der sker som kausalitet af noget andet. En hel del foregår også automatisk her, og vi ved måske ikke helt, hvorfor vi lige gør det ene eller andet, hvis det ellers foregår vellykket. Men hvis vi oplever at gøre noget nyt, som vi ikke lige havde planlagt, er vi hurtige til at overtage dette nye, hvis det virker.  Lad mig bruge eksemplet med den lille additionstabel igen. Lad os sige, at vi er overbeviste om, at eleverne ikke behøver at lære den udenad, men blot kunne bruge tid på at finde svaret. Men i undervisningen sker der det, at vi hurtigt stiller spørgsmål med små additionsstykker, som vi forventer at eleverne også kan svare på hurtigt. Og så viser det sig, at de elever, som faktisk kan den lille additionstabel udenad, klarer sig bedst.  Hvad gør man så? Fraviger sine overbevisninger og beslutter at hele klassen skal lære den udenad eller beslutter at give eleverne længere tid til at finde svaret på de små additionsopgaver?

Det er her vores erfaringer kommer ind i billedet. Nogle gange kan vi ikke ændre vores overbevisninger, selvom der er gode grunde til det, mens vi andre gange er åbne overfor at skifte holdning. Det er underviserens udfordring.

Men det gælder også for eleverne, som kan være helt overbeviste om at de ikke er gode til matematik. Det kan være en udfordring for både eleven og læreren, hvordan vi får ændret den overbevisning. Men en udfordring, som det er umagen værd at arbejde med.

Og så håber jeg stadig, at denne blog kan kvalificere egen opmærksom på, hvorfor vi vælger at gøre det ene frem for det andet og at turde fejle og ændre overbevisninger for at finde og vælge det bedste resultat.