Teknologiforståelse
Blog
Plads til teknologiforståelse
Når vi nu skal have teknologiforståelse på skoleskemaet, hvad skal vi så ikke have?
Det nærmer sig hver dag. Vi kommer hele tiden tættere på dagen, hvor der kommer en form for teknologiforståelse på skoleskemaet. Men hvad skal så udgå? Hvad skal vi ikke mere undervise i?
Kampen om hvilket fag, der så skulle udgå, ville med garanti være rigtig irriterende. Så det er nok ikke vejen frem. Flere timer på et allerede for omfattende ugeskema for eleverne, vil heller ikke skabe nye rammer for et nødvendigt fag. Og det er heller ikke en mulighed at aflyse teknologiforståelse, og ikke indføre det som fag.
Men en oprydning i alle skolens fag, hvor elementer, der ikke taler ind i fremtiden, kunne sagtens gennemføres. Alle fag kunne godt finde 10 timers årlig undervisning, der kunne erstattes af teknologiforståelse. Vi kunne tænke skemaet anderledes, indføre flere undersøgende tværfaglige projekter, der nok også kunne skaffe tid og timer. Hvis vi så kombinerede med de timer eleverne anvender i skolen til lektier, kunne vi hurtigt få ordentlig plads til det nye fag. I stedet for at læse lektier på skolen – er det efterhånden ikke også lidt gammeldags – så kunne de, der havde brug for det få timer til det efter skole, eller hvor det ellers gav god lokal mening. Det er bare om at finde løsninger hurtigst muligt, for lige pludselig er forsøget færdigt, evalueret og et nyt fag født.
Det er tid til at blande kortene.