Teknologiforståelse
Blog
Teknologiforståelse – en ny faglighed i Folkeskolen
Et projekt, der undersøger, hvordan vi kan indføre teknologiforståelse som ny faglighed i folkeskolen er skudt i gang. Denne blog fortæller om de gode oplevelser, udfordringerne, tips og tricks, og hvad der egentlig foregår i teknologiforståelsestimerne. Indtil videre skrives bloggene af Lis Zacho og Malte von Sehested, men flere kommer til løbende.
Projekt teknologiforståelse blev for alvor skudt i gang i december 2018, hvor lærere og konsortium mødtes for første gang. Så fulgte en periode med videre forberedelser indtil undervisning af eleverne gik i gang i marts 2019.
Undervisningen
Jeg underviser på mellemtrinnet i 4. klasse som fag, hvilket betyder, at jeg underviser 4. Klasse i teknologiforståelse 2 timer hver uge i deres understøttende undervisningstimer. Undervisningen tager udgangspunkt i prototyper, der er udarbejdet af fagudviklere tilknyttet projektet. Prototyper er en form for undervisningsmateriale, der dog skal tilpasses mine elever. Prototyperne kan findes på tekforsøget.dk
Prototyperne
Det viste sig hurtigt, at det var en udfordring at få en prototype stukket ud, som man skulle undervise efter. Normalt udvælger vi selv vores undervisningsmaterialer, og der er altid nogle at tage af, der allerede er didaktiserede. Men til teknologiforståelse findes der ikke færdige undervisningsmaterialer, det er noget man selv må rode med. På min skole klarer vi den udfordring ved at lave undervisningsmaterialerne i Office 365, hvor vi arbejder i den samme ”PowerPoint online”, som vi så bagefter i fællesskab laver tilføjelser og rettelser i. Det er en anden rutine end den, som vi alle anvender til de andre fag, vi også underviser i, men det er langt nemmere for os, at didaktisere prototyperne sammen som team end alene.
Fællesskab
Med vores deltagelse i projekt teknologiforståelse har fællesskab og team fået en ny og meget mere alvorlig betydning. Det er godt at føle, at man ikke er alene. Det er dejligt at uddelegere arbejdet og det er fantastisk med det tætte samarbejde omkring udvikling af god undervisning.
Vi kan kun udvikle faget teknologiforståelse i fællesskaber.