Den Danske Sprogkreds

Blog

Bro, bro brille, klokken ringer "elve" - eller er det nu "elleve", den ringer?

De danske talord har været udsat for en række indbyrdes modstridende reformer siden 1955.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis du har en gammel Retskrivningsordbog stående på hylden, så skynd dig at smide den i skraldespanden. Det samme gælder selvfølgelig også, hvis du har en danskbog på hylden, som du brugte, da du gik i skole. Ud med den. Den er garanteret forældet. Men hvad så med din hjerne? Der, hvor du har lagret din viden om dansk retskrivning? Den må have en gang hovedrengøring med jævne mellemrum.

Lyder det barskt? Ja, det gør det. Og det er det. Og det er endnu mere barskt. I Danmark skal Retskrivningsordbogen følges af alle offentlige myndigheder, herunder ministerier og skoler. Dansk retskrivning er en del af den danske lov. Men hvis man vil følge loven, må man være vaks ved havelågen.

Lad os tage et ret simpelt eksempel: de danske talord.

Den Danske Sprogkreds

Den Danske Sprogkreds arbejder med dansk sprog og sprogpolitik. Her vil sprogkredsens formand, Lise Bostrup, der er cand. mag. i dansk og tysk, forfatter til en række lærebøger i dansk for udenlandske studerende og leder af Forlaget Bostrup, med ujævne mellemrum bringe mindre indlæg som inspiration til diskussion i klasserne og blandt kollegerne.

Ringer klokken elve eller elleve?

Hvis jeg tager den tykke, lysegrønne udgave af Retskrivningsordbogen, der står på hylden og slår op under elve, får jeg at vide, at formen er korrekt, men at jeg også kan skrive elleve. Hvis jeg slår op under elleve, får jeg at vide, at det er korrekt, men at jeg også kan skrive elve.

Den lysegrønne udgave er fra 1986, og en af grundene til, at den var stort set dobbelt så tyk som den mørkegrønne fra 1955, var, at der var indført en hel masse dobbeltformer.

Ifølge Sprognævnets medarbejdere følger de godt med i det skriftsprog, der reelt produceres og normgiver herefter. Ideen med at operere med flere stavemåder af det samme ord er, at der hersker en begrundet formodning om, at den nye form vil slå an, og så vil den gamle langsomt kunne udfases. Hvis man efter 1986 ville være med på noderne, skulle man altså skrive elve, elvetiden, elvefrikvarter, elver, elvetal og ordenstallet elvte, og så ville man kunne se lidt bedrevidende på dem, der blev ved med at skrive elleve.

Dobbeltformerne blev gentaget i Retskrivningsordbogens udgaver i 1996 og 2001, men i 2012 var festen forbi, og det var ikke den gamle form, der blev udfaset. Staveformen elve blev afskaffet, og siden har elleve været eneste korrekte form.

Tager vi ham tredie gang eller tredje gang?

Hvis vi tager en sangbog for børn eller finder Bro, bro brille på Bornesiden.dk / Ugle.dk / Dagens.dk / Festklaveret.dk eller lignende, angives det sidste vers sådan:

første gang så la’r vi ham gå,

anden gang så lige så,

men tredie gang så tager vi ham

og putter ham i gryden.

Alle redaktørerne af disse sider har åbenbart sovet i 65 år, for ordenstallet 3. har siden Retskrivningsordbogens udgave i 1955, skullet staves tredje, og her er ikke noget med indfasning af den nye form. Stavemåden tredie er direkte forkert.

En simpel søgning på nettet med begge former viser, at der er ca. 10 gange så mange forekomster af den forældede form med tredie, som af den korrekte med j.

Varede tredveårskrigen tredive år?

Egentlig kunne man vel godt argumentere for, at formerne tredie og tredive hørte sammen, og at tredje og tredve passede til hinanden. Men hvorfor dog indføre noget så systematisk?

Stavemåden tredve blev først indført som parallelform til tredive i 1986, og herefter kunne man så skrive tredvte i stedet for tredivte, og man kunne altså også være i tredverne, kende andre i tredveårsalderen og læse om tredveårskrigen i skolen.

Også i dette tilfælde blev friheden rullet tilbage. Næsten 30 år efter indførelsen af stavemåden tredve, altså i 2012, blev formen trukket tilbage. Nu skulle det hedde tredive, trediverne, trediveårsalderen og trediveårskrigen. Men formen tredie var stadig helt og aldeles forkert.

Halvtredsende eller halvtredsindstyvende?

Anderledes held havde Sprognævnet med forkortelserne af de lange danske ordenstal.

Tallene fra 10 til 40 er i dansk som i de øvrige indoeuropæiske sprog afledt af tallene fra 1 til 9 og 10: femten er fem plus 10, seksten er seks plus 10 osv.

Fra 1300-tallet skilte det danske sprog sig ud fra dette system, og tallene fra 50 til 99 er baseret på snese, altså et 20-talssystem: Tre-sinds-tyve er 3 gange 20, i dag forkortet til tres, og firsindstyve er 4 gange 20, i dag forkortet til firs.

Ligesom vi på dansk siger, at klokken er halv 5, hvor man på engelsk siger half past 4, skal tallet 50 forstås som halv 3, altså 2,5 gange 20, halvtredsindstyve. I dag forkortet til halvtreds. 90 er halv 5 sinds tyve, altså 4,5 gange 20, halvfemsindstyve. I dag forkortet til halvfems.

De første 31 ordenstal bruger vi til datoangivelser, og de forekommer derfor meget ofte, men det er kun sjældent nødvendigt at tale om og skrive f.eks. Svend og Astrids halvtredsindstyvende bryllupsdag,enkedronning Caroline Amalies firsindstyvende fødselsdag og svinedrengen, der fik det seksogfirsindstyvende kys, og da der i disse tilfælde ofte er tale om et lidt patetisk og gammeldags sprog, kan det ikke undre, at de former, der blev indført i 1986 ikke blev mødt med begejstring. Formerne var: halvtredsende, tressende, halvfjerdsende, firsende og halvfemsende i stedet for halvtredsindstyvende, tresindstyvende, halvfjerdsindstyvende og halvfemsindstyvende.

I dag er der frit valg mellem formerne, men formerne fra 1986 bruges endnu sjældnere end de traditionelle former.

Hvad blev der af Ali Babas fyrretyve røvere?

Historien om Ali Baba og de fyrretyve røvere er en del af klassikeren Tusind og en nats eventyr. Hervor gifter en sultan sig med den ene kvinde efter den anden og lader dem henrette efter bryllupsnatten. På et tidspunkt gifter han sig med den smukke fortællerske Scheherazade, der hver nat begynder at fortælle ham et eventyr, der er så spændende, at han må lade hende leve, så han kan høre fortsættelsen af historien næste nat.

Tusind og en nats eventyr er blevet oversat til dansk flere gange. Nogle gange er historierne oversat fra fransk, andre gange fra arabisk. Nogle gange er de blevet renset for erotiske motiver, andre gange har det erotiske fået ekstra gas. Nogle gange er den blevet oversat ret videnskabeligt, andre gange med henblik på højtlæsning for børn. Der er kort sagt mange variationer af teksten, men uanset hvad har Ali Baba altid haft fyrretyve røvere.

Udtrykket fyrretyve er ret interessant på dansk. Man kan jo tro, at det betyder fire gange tyve, men fire gange tyve er jo firsindstyve, forkortet til firs? Forklaringen er, at fyrretyve er fire tiere forvansket med analogi til det nævnte system med snese til fyrretyve.

Det er lidt indviklet, og de seneste 65 er det også blevet uinteressant. Formen fyrretyve er slet og ret forkert. Siden Retskrivningsordbogen af 1955 skal det hedde Ali Baba og de fyrre røvere. Vi må have et behjertet forlag til at udgive en opdateret version af historien.

Kan det koste hundred kroner?

98, 99, 100. Hvordan staver vi talordet 100? Siden 1986 har vi haft frit valg mellem hundred og hundrede. Retskrivningsordbogen anfører under opslagsordet hundred eksemplerne over hundred, hundred gange,hundred og niogtyve. Der var over hundred personer til demonstrationen? Det ligner fejl, men det er det altså ikke længere.

Sprognævnet skaber mere forvirring end klarhed

Når Dansk Sprognævn begrunder behovet for de hyppige udgivelser af nye udgaver af Retskrivningsordbogen og de mange ændringer, der forekommer mellem de officielle udgaver, handler det altid om nødvendigheden af at følge med i dagens sprogbrug.

Når vi ser på normeringen af talordene, må vi konkludere, at sprogbrugerne er mere konservative end Sprognævnet.

Desværre er det mit indtryk, at der blandt sprogfolkene hersker en opfattelse af, at sprogbrugernes konservatisme handler om manglende indsigt og vanskeligheder ved at følge med tiden.

Sprognævnet har i de forskellige udgaver af Retskrivningsordbogens angivelser af de centrale ord i kategorien talord siden 1955 haft en række problematiske ændringer:

Fire af dem er blevet trukket tilbage: Tilføjelsen af parallelformerne elve, elvte, tredve og tredvte.

Formen tredie, der blev slettet i 1955, anvendes hyppigt af både professionelle og mindre professionelle sprogbrugere.

Formerne halvtredsende, tressende, halvfjerdsende,firsende og halvfemsende blev indført i 1986, men anvendes stort set aldrig.

Ordet fyrretyve, der blev slettet i 1955, bruges litterært, i skåltaler, festsange og som navn på et værtshus i Aarhus, og det tilsvarende ordenstal fyrretyvende er med i Retskrivningsordbogen 2012.

Dansk Sprognævn elsker at fortælle historien om ordet bjørnetjeneste fra La Fontaines fabel Gartneren og bjørnen. Ordet bjørnetjeneste er efter nævnets mening et pendulord, der i dag bruges i betydningen en meget stor tjeneste.

Egentlig er det karakteristiske ved et pendul vel, at det svinger frem – og tilbage, så betegnelsen ville vist være mere berettiget i forbindelse med talord, der først skal staves på én måde, hernæst kan staves på to måder for herefter at skulle staves på den første måde igen, – og argumentet med, at nævnet blot følger med den faktiske måde at stave ordene på, holder ikke i dette tilfælde. Folk er generelt langt mere konservative end Sprognævnets eksperter.

Ved de mange ændringer og en række tilbagetrækninger skaber Sprognævnet faktisk mere forvirring end klarhed inden for området danske talord.

Powered by Labrador CMS