Den Danske Sprogkreds
Blog
Mette, læg dit spin-dansk på hylden og brug dit eget sprog
Statsministerens nytårstale til de danske seere i et sprogligt perspektiv
Da Mette Frederiksen blev statsminister vakte det forargelse, at hun ansatte så mange og så dyre kommunikationseksperter. Statsministerens nytårstale den 1. januar er en tradition, og talen transmitteres ud til hele befolkningen. Mette Frederiksens rådgivere har sandsynligvis arbejdet på den i flere måneder. Det er en oplagt mulighed for at statsministeren kan profilere sig, og kommunikationseksperterne kan vise, hvad de dur til.
Statsministerens tale var lang
Statsministeren er blevet kritiseret for at have talt for længe. Dronningens tale var planlagt til at vare 20 minutter, og den varede 20 minutter. Alt var tilrettelagt, klart og vel gennemført.
Statsministerens tale var programsat til et kvarter, men den varede også 20 minutter.
Det forekommer usandsynligt, at statsministerens kommunikationseksperter ikke har sat sig ind i, hvor lang tid en statsministers nytårstale skal vare, så mit gæt er, at Mette Frederiksens fremførelse af talen tog længere tid end beregnet. Mette Frederiksen talte meget klart og smukt, men hun talte meget langsomt, og hun holdt en dramatisk pause ved hvert eneste punktum i hele manuskriptet. Hun ønskede nok at betone vigtigheden af det, hun sagde, men ved at betone alle elementerne forsvinder pointen ved betoningen.
Sætningerne blev hakket op i løsrevne elementer
En anden grund til, at Mette Frederiksensen tale føltes lang, skyldes måden at strukturere teksten i sætninger på. Hvor dronningens sætninger gennemsnitligt indeholdt 20 ord, var der kun 8 ord i gennemsnit i Mette Frederiksens sætninger. Det er et tal, der ligger langt under det niveau, som man finder i avistekster og romaner. Så korte sætninger findes mest i børnebøger, digte og reklamesprog. Lad os tage et eksempel:
God aften.
Vi har taget hul på et nyt år. Og det kan kun blive bedre end det gamle.
2020 var et hårdt år. Et usikkert år. Pandemiens år.
Men det var også et fælles år på en måde, vi sjældent oplever.
På tværs af generationer. På tværs af landet. På tværs af de forskellige mennesker, vi nu engang er – har vi stået med hinandens liv i vores hænder. Det har vi ganske enkelt aldrig prøvet før.
Sætningerne hugges op i små enheder ofte uden konjunktioner. I den opbrudte form undlader Mette Frederiksen meget ofte konjunktioner, så det kan være svært at finde ud af, hvad der hænger sammen.
Hvad mener hun med udtrykket at stå med hinandens liv i vores hænder? Taler hun om nødvendigheden af at bruge håndsprit og forhindre smitten i at brede sig?
Sådan er danskerne, sådan er du
Mette Frederiksen er tidligere blevet kritiseret for at bruge udtrykket ”danskerne” for meget. Hvorfor taler hun kun til danskerne, har kritikken lydt fra især den venstreorienterede del af hendes vælgere. Udtrykket danskere udelukker herboende udlændinge, der ikke er danske statsborgere, hed det sig. Det er patetisk og gammeldags, lød det fra anden side. I årets nytårstale brugte hun kun ordet ”danskere” tre gange, men når hun så gjorde det, var det med fynd og klem som f.eks. her:
2020 skriver sig ind i historien som et år, der har haft mange helte. På en helt særlig måde.
For vores heltedåd under pandemien er også det, vi ikke gjorde.
At vi ikke gav hånd. At vi udskød en fest.
Den måde at være ”helt” på ligger nok godt til os danskere.
Vi er ikke til store armbevægelser. Men vi forstår at tage ansvar og passe på hinanden. Med alle de små handlinger, som summer op til den store bedrift.
Derfor kan jeg i aften sige det, som det var og er:
Du, der ser med i aften – du har reddet menneskeliv!
Forestillingen helt særlige danske helte knytter an til Grundtvigs ”Vi er ikke skabte til højhed og fest, ved jorden at blive, det tjener os bedst” fra sangen ”Langt højere bjerge” i 1820, Kaalunds ”På det jævne, på det jævne, ikke i det himmelblå” (1877) og Halfdan Rasmussens helt særlige helte, som han beskrev i ”verdens mindste heltekvad” (”Noget om helte” fra 1955.) Mette Frederiksen går imidlertid skridtet videre end de nævnte forfattere. For hende bliver danskere helte ved at undlade at gøre noget.
Pronomener og synsvinkler
Statsministerens brug af pronomener er ret overraskende. Efter seks gange at have understreget danskernes fællesskab, som inkluderer både hende og folket, bryder hun med formen i et klimaks, hvor hun skiller jeg ud og bliver til ”jeg”, og seerne smelter sammen til et ”du”. Hvorfor ikke bruge flertalsformen ”I”? Og hvad mener hun med, at det er dem, der så programmet fredag aften, der har reddet menneskeliv?
Mette Frederiksen bruger ordet ”vi” ikke mindre end 68 gange i løbet af sin ret korte tale.
Det lille uskyldigt udseende pronomen ”vi” er ganske interessant. Mette Frederiksen bruger det på tre forskellige måder.
Mette Frederiksens ”vi” kan betegne hende selv og dem, hun taler til:
Alle har ofret noget. Alle har ydet deres. Vi er i samme båd.
Men hun bruger også et ”vi”, der ikke inkluderer dem, hun taler til:
Vi ved, hvad der virker.
Vi forhindrede, at det gik så galt. Vi viste, at sundhed og økonomi hænger tæt sammen. Fordi det at begrænse smitten er helt afgørende for trygheden. Og dermed for, at der kommer gang i forbruget og økonomien igen.
Det er faktisk uklart om hun taler på regeringens vegne eller blot refererer til sig selv, når hun f.eks. siger ”Vi ved, hvad der virker.” Man kunne godt komme til at tænke på Frederik den 6.s ”Vi alene vide”.
Endelig bruger Mette Frederiksen ”vi” i betydningen "du" eller "I", altså en variant, hvor hun ikke selv er inkluderet:
Når vi bliver utålmodige – og det bliver vi – så håber jeg, vi husker. At mørket er tættest, lige før solen bryder frem.
Mette Frederiksen skifter mellem de forskellige varianter fra sætning til sætning, og det er svært at undgå at blive forvirret. Måske har Mette Frederiksens kommunikationsrådgivere direkte ønsket at lade statsministeren, regeringen og folket smelte sammen i et stort ”vi”? Det er i hvert fald svært at vide, hvad det er for et ”vi”, der er på spil i den centrale sætning:
Vi kan allerede skimte daggryet forude.
Er det Mette Frederiksen, der kan skimte det, er det regeringen eller skal seerne føle, at det også er dem?
Brugen af ikke
Et sidste karakteristisk træk i Mette Frederiksens retorik er knyttet til ordet ”ikke”. Ordet forekommer hele 38 gange, og hver gang tillægges det fuld betoning. Her er nogle eksempler:
alt det, vi ikke gjorde.
at vi ikke gav hånd
Vi er ikke til store armbevægelser.
Jeg tror – jeg håber – at påsken bliver vores vendepunkt. Ikke en afslutning.
Det er ikke afstemningerne, der er demokratiets egentlige styrke. At vi har klaret den indtil nu, er ikke tilfældigt. Det skyldes de valg, vi traf sammen.
Vi må ikke acceptere, at demokratiet lægges for had i parallelsamfund.
Radikalisering skal ikke beskyttes. Den skal afsløres.
Men det er ikke udvikling. Det er mange steder afvikling.
Og det kan vi ændre – hvis vi vil. På en måde, hvor vi ikke behøver at skabe falske modsætninger.
Den sidst citerede sætning er interessant. Statsministeren vil stoppe afviklingen af Udkantsdanmark ”på en måde, hvor vi ikke behøver at skabe falske modsætninger”. Hvad mener hun med det? Er det normalt at føre en politik, der skaber falske modsætninger? Den lidt pudsige sætning, kan let få en til at tænke over, om det, hun gør i denne tale ikke netop er at skabe falske modsætninger. Hun får det til at lyde, som om der er tale om enten at have et vendepunkt eller en afslutning, enten at beskytte eller at afsløre, enten at udvikle eller at afvikle. Der er imidlertid ikke tale om sort-hvide modsætninger her. En udvikling kan fortsætte, radikalisering kan ignoreres. De binære modsætninger, statsministeren stiller op er faktisk falske modsætninger, modsætninger hun bygger op for at få sin politik til at virke indlysende.
Når Mette Frederiksen er bedst
Mette Frederiksen er en kvinde med mange følelser. Hun er ved flere lejligheder blevet tydeligt rørt i forbindelse med sin optræden på tv, og hun er både kommet til at skrupgrine og blive arrig på Folketingets talerstol. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der finder disse følelsesudbrud meget sympatiske.
Når Mette Frederiksen bliver sur og skælder ud, er der ikke noget med forskellige du’er og vi’er, og sætningerne ryger bare ud af hende med nordjysk tonefald og helt naturlige pauser og betoninger. Der er ingen, der er i tvivl om, hvad Mette mener, og hvad hun er sur over. Sådan!
Det siges, at direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, har frabedt sig professionelle kommunikationsrådgiveres hjælp i forbindelse med sin optræden i medierne. Søren Brostrøm er sin egen spindoktor, og hans metode er at tage modtagerne alvorligt og forklare de ret komplekse forhold på en måde, så man føler, at han også ville tale sådan til sin egen familie og sine venner.
Mon ikke det ville være bedre, hvis Mette Frederiksen i højere grad talte frit og undlod de småbitte staccatoelementer, der ikke engang kan kaldes sætninger, undlod at skifte synsvinkel med et kaos af du’er og vi’er til følge og skar antallet af ”ikke dit, men dat”-konstruktioner ned til et minimum? Mette Frederiksen er bedst, når hun lægger kommunikationsrådgivernes spin-dansk på hylden og optræder som sig selv.
