Den Danske Sprogkreds
Blog
Hvem røgter det danske sprog i dag?
Ordet "sprogrøgt" er gået ganske af mode. Ideen om at man skal passe og udvikle sit sprog er skubbet til side til fordel for en romantisk forestilling om, at sprog udvikler sig selv.
I Danmark hersker der en helt enestående ligegyldighed i forhold til sprogpolitik. Unesco forudser, at kun 10 procent af verdens sprog overlever de næste 100 år, men det får ikke de danske sprogvidenskabsfolk til at ryste på hånden. Af en eller anden grund er det blevet et ideologisk spørgsmål, hvorvidt man tror, at det danske sprog er truet eller ej. Hvis man er bekymret over vores sprog, bliver man anset for at være gammeldags, reaktionær – og også lidt dum, for alle vi veluddannede ved jo, at sproget altid vil udvikle sig af sig selv og efter sine egne regler, og det kan der ikke ændres på. Hvorfor det er højreorienteret i Danmark at kæmpe for brugen af det danske sprog, mens det er anses for venstreorienteret i de fleste andre lande at føre en politik, der f.eks. begrænser den voldsomme kommercialisering af ordforrådet, er ikke ganske indlysende.
Selvom dansk tales af flere mennesker end for eksempel islandsk og litauisk, er det i langt højere grad truet af at gå i opløsning og forsvinde. Truslen mod det danske sprog er naturligvis det ekspanderende engelske sprog, men den afgørende faktor er os selv. Vi tager ikke det danske sprog alvorligt, og derfor går det ned ad bakke.
Frem til 1940’erne var der noget, der hed sprogrøgt. Sprogforskeren Otto Jespersen definerede i 1902 sprogrøgt som ”Arbejdet paa at berige og forædle vort Sprog”. Ligesom man skulle røgte sine får ved at fodre og vaske dem, skulle man skabe bedre sprog ved at tilføje nye ord og rense ud i de gamle.
I dag er udtrykket ”sprogrøgt” gået i glemmebogen. Vi opfatter det som en selvstændig størrelse og omtaler det i passive vendinger: Sproget forandres, det ændres, og det udvikler sig, og som følge af denne opfattelse fører Dansk Sprognævn ikke dansk sprogpolitik, men bruger stadigt flere ressourcer til at registrere og beskrive den sproglige udvikling.
Hvornår forstår vi, at vi afvikler sproget, hvis vi ikke skaber en aktiv sprogpolitik, hvor vi tager stilling til, på hvilke områder og i hvilken retning vi vil udvikle vores sprog? Hvornår forstår vi, at vi er ved at smide 500 års sproglige landvindinger over bord?
Da Bibelen for 500 år siden skulle oversættes til dansk, fandtes der ikke et ordforråd, der kunne dække de kristne begreber. Oversætterne måtte selv skabe nye ord, og det gjorde de ved at fordanske de tyske ord, som Luther anvendte i sin oversættelse, og ved at sammensætte, aflede og omdefinere allerede eksisterende danske ord. Der var ikke tale om, at sproget udviklede sig selv. Nej, der var tale om en målrettet sprogpolitisk indsats for at udvikle det danske sprog, så det kunne dække et nyt område.
Inden for naturvidenskaben var det især H.C. Ørsted, der gjorde en indsats for at støtte det danske sprogs udbredelse på universitetet og skabe et ordforråd, der kunne dække området, så man slap for at bruge latin og kunne skabe forståelse for naturvidenskabelige fænomener i bredere kredse. Digteren og oversætteren Christian Wilster, der selv satte danske ord på de græske begreber i ”Iliaden” og ”Odyssen”, beskrev i et hyldestdigt fra 1827 Ludvig Holberg som den, der havde udviklet det danske litterære sprog:
Før var der knap skrevet på dansk en bog,
som ret kunde hjerterne hue,
kun eventyr brugbart i kakkelovnskrog,
kun vise til spinderskens stue.
Hver mand, som med kløgt gik i lærdom til bund,
latin på papiret kun malte,
med fruerne fransk, og tysk med sin hund
og dansk med sin tjener han talte.
Wilsters sang om Holbergs betydning for det danske sprog var med i Højskolesangbogen frem til 18. udgave i 2016. Samtidig med at man arbejdede for at udvikle det danske ordforråd, var der fra midten af 1700-tallet også bestræbelser på at forbedre det danske sprog ved at fjerne unødvendige fremmedord og erstatte dem med andre.
Digteren Carl Ploug skrev et digt om det i 1848. Det første vers lyder:
De sige, at mit sprog er en ussel tiggerkvind,
som må sin skam med lånte pjalter dække:
hun har dog ild i øjet og roser på sin kind,
og frels (fri, red.) og rig er hendes fædres række;
og når hun bort vil kaste med hån hver fremmed klud
og bære kun sin stammes hjemmevævede skrud,
for vist hun nyde skal en dronnings hæder.
Plougs sang om det danske sprog stod i Højskolesangbogens allerførste udgave i 1894, men blev taget ud i den 15. udgave i midten af 1960’erne og er ikke medtaget siden.
Interessen for sprogrøgt, skabelsen af nye ord af germansk oprindelse og fjernelsen af ord af romansk, latinsk og græsk oprindelse var stor i Det Tredje Rige, og opfindsomheden i Joseph Goebbels’ propagandaministerium var enorm.
Den tyske lingvist Victor Klemperer har i sit værk ”LTI” beskrevet, hvordan man arbejdede helt ned i det tyske sprogs mindste detaljer for at få det til at udtrykke den nazistiske ideologi. Det var ganske rædsomt, og det er ikke så underligt, at folk efter krigen havde fået nok af den nazistiske sprogpolitik med al dens forløjede arier-romantik og ubehagelige fremmedhad.
I Danmark vedtog Kulturministeriet i 1948, at alle substantiver, der hidtil var blevet skrevet med store begyndelsesbogstaver som på tysk, skulle skrives med små bogstaver ligesom i resten af Skandinavien, og man indførte det svenske å til afløsning for aa.
I 1955 etablerede man Dansk Sprognævn som en relativt selvstændig institution, der kunne følge med i sprogets udvikling og fastlægge retskrivningen, men man afstod fra at beskrive idealer for sprogets udvikling og udbredelse.
Det var, som om man i Danmark havde fået berøringsangst, hvad angår at føre en målrettet sprogpolitik, som om sprogrøgt var blevet noget politisk ukorrekt stads – og det selvom nazismen på ingen måde har ophavsret til en normativ sprogpolitik. Nazisterne benyttede sig af en tendens, der gik flere hundrede år tilbage, de opfandt den ikke.
Siden anden verdenskrig er udviklingen gået den anden vej. Inden for for eksempel forskning og uddannelse afvikles det danske ordforråd emne for emne. Teorien læses på engelsk. Opgaverne skrives på engelsk. De studerende går på Tech College, tager først en bachelorgrad, så en master og så en ph.d., og det gælder om at få nogle gode credits.
Da jeg for nylig kom i snak med en pæredansk ung fyr, der studerer sprogpsykologi, og spurgte, hvad hans bachelorprojekt gik ud på, fik jeg svaret: ”Det er meget svært at forklare på dansk.” Og det var ikke engang sagt for sjov!
I det kommercielle sprog skifter man ”udsalg” ud med ”sale”, og ”tilbud” ud med ”offer”. Disse ord er stort set ubøjelige. Hedder det et sale, salet, at sale, salesene? Et offer, offeret, offere, offerne? Anglicismerne fungerer ofte som underlige løsrevne brokker i vores sprog.
Det første skridt på vejen ud af denne situation må være, at vi beslutter os for, at gøre op med ligegyldigheden med sproget og beslutter os en ny og aktiv sprogpolitik.
Vi skal tage ansvar for det danske sprog. Vi får det sprog, vi fortjener – på godt og ondt
