Den Danske Sprogkreds
Blog
H.C. Andersen og Dansk Vestindien
H.C. Andersen regnes i dag for Danmarks største forfatter, og hans eventyr er kendt over hele verden. Han elskede at rejse, men hans angst for søsyge forhindrede ham i at krydse Atlanterhavet, så han så aldrig skyggen af en vestindisk palme, mærkede aldrig den brændende tropiske sol på sin fine, lyse hud og så aldrig det tæmmede had i de sorte slavers øjne. Alligevel var han et barn af den danske kolonialisme.
Alle danskere ved, at H.C. Andersen var søn af en fattig skomager i Odense, der ganske ung kom til København for at gøre sin lykke, men kun de færreste har tænkt over, at den godgørenhed, Andersen mødte, og som var betingelsen for hans senere succes, i høj grad skyldtes den danske kolonialisme.
H.C. Andersen i København
H.C. Andersens boede i begyndelsen fra 1819 i et tidligere spisekammer hos en enkefrue i Ulkegade i København. Der var ingen vinduer i kammeret, men to huller i døren ud til køkkenet sørgede for, at der kunne komme frisk luft ind i værelset. Egentlig ville madam Thorgesen have haft mere for Andersens kost og logi, men hun fattede sympati for den store venlige dreng, der brugte sin tid på at realisere sine store drømme om at blive skuespiller og dramatiker, og hun lod ham bo og spise billigere end normalt. Et af de store samtaleemner i den lille lejlighed i Ulkegade var Vestindien, for formålet med madam Thorgesens udlejningsvirksomhed var at skaffe penge til at flytte til Vestindien. I 1822 nåede Andersens værtinde sit mål og rejste til Sankt Croix for at nedsætte sig som jordemoder, og Andersen blev boligløs.
Fonden Ad usos publicos
H.C. Andersen brugte meget tid på at løbe det københavnske borgerskab på dørene i håbet om at finde godgørende mennesker, der ville støtte ham økonomisk. Han kom bl.a. i kontakt med Jonas Collin, der var sekretær for fonden Ad usos publicos. Denne fond havde til formål at støtte primært yngre mennesker, som man anså for at have muligheder for at blive ”nyttige borgere” f.eks. ved at finansiere deres uddannelse og dannelsesrejser til udlandet. Blandt modtagerne af støtte fra den meget velhavende fond kan vi nævne en række kendte forfattere og kunstnere fra den danske guldalder som f.eks. Adam Oehlenschläger, Jens Baggesen, Henrik Steffens, Bertel Thorvaldsen, C.C. Eckersberg, B.S. Ingemann, Johan Ludvig Heiberg, N.F.S. Grundtvig, Henrik Hertz og Frederik Paludan-Müller.
Fonden fik dels sine midler fra kongehuset, dels fra arv og donationer fra såvel adelige som borgerlige. Direktøren var den hovedrige plantageejer Ernst Schimmelmann, der ejede to store plantager på Sankt Croix og var slaveejer i stor stil.[i]
H.C. Andersen havde på det tidspunkt afleveret sit første skuespil, som havde titlen Alfesol, til Det kgl. Teater og fået det i hovedet igen. Dog havde man på teatret set et talent i den unge mand, og Jonas Collin forestillede sig, at Andersen ville kunne blive en nyttig borger, hvis han fik en ordentlig uddannelse – og holdt sig væk fra teateret.
Statsminister Ernst Schimmelmann og finansminister Otto Møsting indstillede den 13. september 1822 til kongen, at H.C. Andersen modtog støtte fra fonden Ad usos publicos:
Da bemeldte Andersen, der er aldeles blottet for Formue, og levede kun af privat Godgjørenhed, som hans godmodige Characteer forskaffede ham, vilde blive ulykkelig tabt for det borgerlige Selskab, hvis han saaledes vedblev at hendøse sin Tid, og der tvertimod var grundet Haab om, at han videnskabeligt dannet, kunde vorde en nyttig Borger (…), hvis han udelukkende ville anvende sin Tid og sin Flid på de nødvendige Skolevidenskaber.[ii]
Kongen tiltrådte indstillingen, og det var bevillingen herfra, der finansierede Andersens skolegang i Slagelse, som blev fulgt op af undervisning i Helsingør og endelig privatundervisning hos Jonas Collin selv.[iii] . H.C. Andersen var ikke altid enig med Edvard Collin om, hvordan man bedst kunne formulere sig på dansk, men det lykkedes efter 6 år at få sat en studenterhue på H.C. Andersens hoved i 1828.
Ad usus publicos, der eksisterede fra 1766 til 1842, var naturligvis et overskudsfænomen. Folk donerer sjældent penge og overfører arv for at støtte unge mennesker, som de ikke er i familie med og ikke engang kender, men pengene lå ret løst i lommerne hos mange af dem, der tjente formuer på handel med slaver fra Guldkysten og dyrkning af sukker i Vestindien, og de penge, der blev investereret i unge talenters uddannelse og dannelsesrejser, var et væsentlig element i skabelsen af det, der senere fik navnet Den danske guldalder.
Privat godgørenhed
Andersen nød også godt af privat godgørenhed. Han boede ofte i længere perioder hos velhavende aristokrater og borgere, og han modtog mange forskellige former for støtte. Her er nogle eksempler.
Grev Castenschiold på Borreby
Medlemmerne af Dansk Vestindisk Selskab vil erindre de smukke festivaler, som hofjægermester, grev Joachim Castenschiold i somrene 2017 og 2018 holdt på godset Borreby ved Skælskør.
Joachim Castenschiolds forfader var en målrettet ung bondekarl ved navn Carsten, der stammede fra en slægt af fæstebønder i Sønderjylland. Carsten kom til Sankt Thomas og opbyggede der ikke bare én, men flere sukkerplantager, som han drev ved hjælp af hundredvis af slaver, som blev importeret fra Afrika. Hans søn, Johan Lorentz Carstens, arvede plantagerne ved faderens død, solgte dem og rejste som en stenrig mand til Danmark, købte godset Knabstrup og blev i 1745 adlet under navnet Castenschiold. Senere købte han adskillige andre godser til sine børn heriblandt Borreby, og det er dette smukke gods, som vore dages Joachim Castenschiold fik i vuggegave den 24. august 1964.
H.C. Andersen var på sin tid gode venner med familien Castenschiold. Han besøgte dem ofte, og de lod ham bo på godset, så han i sommeren 1858 kunne skrive historien Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans døtre om Borrebys tidligere ejer Valdemar Daa[iv], der satte hele sin formue over styr i forsøget på at skabe guld ved alkymistiske eksperimenter,
Andersen og vestindiensfarerne Peter og Christian Wulff
Blandt H.C. Andersens andre private velgørere hørte også familien Wulff [v], som havde et stort hus i Bredgade i København. Her boede H.C. Andersen – ganske gratis naturligvis - i en periode i 1830’erne.
Peter F. Wulff og hans søn Christian Wulff var begge kaptajner på skibe, der sejlede til Dansk Vestindien. Skibene hed henholdsvis St. Croix og Diana. Deres søster, Henriette Wulff, var en af H.C. Andersens såkaldte ”sjælsveninder”. I 1850 sejlede hun med Christian Wulff til De Vestindiske øer, hvor hun levede i 8 år, og under hele opholdet skrev breve til Andersen. Vi vil i den følgende artikel se, hvordan H.C. Andersen lod sig inspirere af Henriette Wulffs beskrivelser af det eksotiske liv i Vestindien.
Andersen og plantageejerne Melchior
Ved siden af familien Wulff var Andersen også knyttet til familien Melchior, som i øvrigt også har familierelationer til Castenschiold.
Familien Melchior havde en lang tradition i Dansk Vestindien. Joachim Melchior (1706-1708) var intet mindre end guvernør på den danske koloni, og hans sønner Moritz Gerson Melchior og Moses Melchior var henholdsvis skibsejer med speciale i handel på Skt. Croix, og forretningsmand og skibsejer. Moses Melchior var medlem af bestyrelsen for Plantage Kompagniet Dansk Vestindien og vicepræsident for Komiteen for Dansk Vestindien.
Familien Melchior havde et hus på Højbro Plads i København, hvor H.C. Andersen i flere perioder fik stillet et værelse gratis til rådighed, og hvor han skrev eventyret Hvad hele familien sagde i 1870. Moses Melchior organiserede og finansierede i øvrigt Andersens 65 års-fødselsdag samme år.
Om sommeren flyttede hele familien Melchior til deres lille landsted, Roligheden på Østerbro i København. Her boede H.C. Andersen i forskellige perioder, og det var her, han døde den 4. august 1875.
Økonomi og værk
Som det forhåbentlig er fremgået, nød H.C. Andersen i så høj grad godt af den økonomiske velstand, der blev skabt ved drift af sukkerfabrikker og handel med afrikanske slaver i Dansk Vestindien, at man kan diskutere, hvorvidt drengen fra Odense ville kunnet have opnået positionen som Danmarks måske mest kendte og anerkendte forfattere uden de gavmilde mennesker, der tjente deres penge på Vestindien.
H.C. Andersens relation til Vestindien er imidlertid ikke blot et økonomisk anliggende, og vi skal i et kommende blogindlæg se, hvordan temaer fra Vestindien kan findes rundt omkring i den verdensberømte danskers forfatterskab.
………………………….
Lise Bostrup er cand.mag. i dansk og tysk, formand for Den Danske Sprogkreds og forlægger. Har bl.a. udgivet flere samlinger af H.C. Andersens eventyr samt digtsamlingen At reise i en Luftballon. Vers på andres rim, som er baseret på H.C. Andersens selskabsdigte.
Lise Bostrup har holdt foredrag om H.C. Andersens forfatterskab på Skt. Croix Litterary Festival og på universitetet på Skt. Thomas, og hun har udgivet bøger af den vestindiske forfatter Tiphanie Yanique, en lille antologi af samtidig vestindisk lyrik og prosa med titlen Øerne fortæller og to historiske romaner om Vestindien af den norske forfatter, Fartein Horgar.
[i] Schimmelmanns betydning for ophævelsen af slaveriet er interessant, men skal ikke diskuteres her.
[ii] H.C. Andersen: Levnedsbogen, 1832.
[iii] Se Lise Bostrup: Vejen til sprogligt mesterskab i Den Danske Sprogkreds blad Sprogkræsen 3, 2019, om H.C. Andersens trængsler med at formulere sig efter datidens ortografiske og stilistiske normer.
[iv] Valdemar Daa levede fra 1616 til 1691.
Denne artikel bringes i det kommende nummer af Dansk Vestindisk Selskabs blad.
[v] Kirsten Dreyer: H.C. Andersen og familien Wulff. En samling breve 1823-1875, 2010.
