Den Danske Sprogkreds
Blog
Jeg ved ikke det
Det er ikke kun udtaleforskelle, der adskiller dialekterne på Lolland og Falster fra dialekterne i resten af landet. Også syntaksen, altså den rækkefølge de forskellige led har i sætninger, er anderledes her.
Hul i hovedet: Illustration af Gert Ejton til Lises Bostrups bog "Med ja-hatten på", Forlaget Bostrup 2019
Det danske sprog har en ret fast ordstilling, og ordstillingen viser relationen mellem ordene.
I sætningen Sheriffen skød tyven er det tyven, der dør, men i sætningen Tyven skød sheriffen, er det sheriffen, der måtte lade livet.
Sætningen Jeg kommer ikke i morgen er en hovedsætning, men ordstillingen i fordi jeg ikke kommer i morgen viser, at der er tale om en ledning. Ikke kommer mellem subjekt og verbal i ledsætninger, det gør det ikke i hovedsætninger.
Vi er så vant til den faste ordstilling, at den føles logisk og naturlig.
Ulogisk ordstilling på rigsdansk, logisk ordstilling på Lolland-Falster
På rigsdansk findes der en interessant undtagelser for den faste rækkefølge.
Hvis vi tager sætningen:
Jeg kender ikke Anne Madsen
har vi rækkefølgen subjekt, verbum, adverbium og objekt, men hvis vi i stedet for objektet Anne Madsen bruger det pronominale objekt hende, ændres rækkefølgen til:
Jeg kender hende ikke.
Hovsa! Det direkte objekt hoppede hen foran adverbialet.
Hvis vi så ændrer verbet kender til en kombination af to ord, så hopper objektet tilbage på sin sædvanlige plads:
Jeg vil ikke kende hende.
På Lolland og Falster holder man den faste rækkefølge af leddene:
Jeg kender ikke Anne Madsen.
Jeg kender ikke hende.
Jeg vil ikke kende hende.
På samme måde svarer det rigsdanske:
Jeg ved det ikke.
Jeg har ikke vidst det før.
Til
Jeg ved ikke det.
Jeg har ikke vidst det før.
Systematikken er størst på Lolland og Falster, men normeringen af rigsmålet støtter placeringen af de lette led længere fremme i sætningen, og den ganske konsekvente syntaks har fået stemplet dialekt og er ovenikøbet udsat for en hvis grad af latterliggørelse. En af mine bekendte fortalte mig engang, at han mente, at studerende, der talte lollandsk, blev diskrimineret på universitetet. Hvis en person til en eksamen sagde Jeg ved det ikke, var det ikke så godt, men hvis en fyr fra Nakskov sagde Jeg ved ikke det, så blev han opfattet som en tumpet bonderøv, der havde totalt hul i hovedet.
Historien er givetvis overdrevet, men de sydlige dialekter er bestemt ikke noget, der er populært nord for Guldborgsund.
