Den Danske Sprogkreds
Blog
Er der noget, der hedder rigsdansk?
Dansk Sprognævn har til opgave at redigere og offentliggøre Retskrivningsordbogen, som angiver de normer, alle skoler skal følge, men hvordan forholder det sig med udtalen af danske ord og udtryk?
Rigsdansk, rigsmål, rigssprog, standarddansk, rigtigt dansk og korrekt dansk er begreber, der kan bruges, når man ønsker at udtrykke sig om en variant af det danske sprog, som er uafhængig af træk, der kan føres tilbage til en bestemt egn, en særlig social placering eller en bestemt generation.
Definitionen går tilbage til danske fonetiks store, gamle mand, Otto Jespersen (1860-1943). Otto Jespersen fokuserede på såvel børn som voksnes tilegnelse af sprog og skrev bøgerne Fonetik (1897-1899) og Modersmålets fonetik (1906) og skabte lydskriften Dania og dermed grundlaget for den beskrivelse af dansk udtale, som anvendes i Ordbog over Det Danske Sprog.
For at kunne beskrive de forskellige sprog og undervise i ham havde han brug for en udtalenorm, og han definerede rigsdansk som ”det dannede sprog hos dem, på hvis udtale man ikke kan høre, fra hvad egn de stammer.” Det er stadig Jespersens definition på rigsdansk, der anvendes i Den Store Danske Nationalencyklopædi, men Allan Karker har i sin artikel her tilføjet ”sociale særtræk”, og i Dansk Sproghistorie bind 2 (2018) tilføjer Jørn Lund og Lars Brink et generationskriterium, sådan at rigsdansk nu hverken må have spor af dialekt, sociolekt eller generationsbestemt sprog.
Karker, Lund og Brink er imidlertid enige om at droppe Jespersens krav om, at sproget også skulle være ”dannet”. Selv om kravet om et dannet sprog er vagt, så åbnede det dog mulighed for at argumentere for, at visse udtaleformer var bedre end andre ud fra f.eks. etymologiske eller strukturelle principper. I dag kan man principielt udråbe en hvilken som helst udtale til rigsdansk, hvis det bare ikke er knyttet til et område, et socialt lag eller en generation.
Hvor kan man finde rigsdansk i dag? Som situationen er i dag er der imidlertid ingen, der udråber noget til at være rigsdansk udtale. Af en eller anden mig ubegribelig årsag har Dansk Sprognævn udelukkende til opgave at definere, hvordan danske ord skal staves, men ingen bemyndigelse til at registrere og fastlægge ordenes udtale, og det er der heller ikke andre hverken statslige eller private institutioner, der har. De udtaleangivelser, man kan finde i forskellige opslagsværker og lære-bøger, er derfor udarbejdet på udgivernes eget ansvar, hvad der også gøres tydeligt opmærksom på.
I Den Danske Ordbog, som er udgivet af Det Danske Sprog- og Litteratur-selskab, beskrives situationen således: Der er næppe to personer i Danmark der har nøjagtig den samme udtale af alle ord. Udtalen varierer fra person til person, fra sted til sted og ændrer sig også hos den enkelte fra situation til situation og med alderen. De udtaler der gengives i Den Danske Ordbog, er indtalt af en kvinde på ca. 40 år med østdansk rigsmålsudtale. De giver ét indtryk af hvordan dansk lyder, men det betyder ikke at andre måder at udtale ordene på er forkerte, dialektale, gammeldags eller uheldigt afvigende.
I Gyldendals røde ordbog Dansk udtale (1990) udarbejdet af Peter Molbæk Hansen hedder det i forordet: At udtaleangivelserne skal være fonetisk forsvarlige er et selvfølgeligt krav til en udtaleordbog, og at det skal dreje sig om rigsmålsudtale er et naturligt og praktisk krav. Men disse to krav er til gengæld vanskelige at opfylde. Der findes ikke autoriserede ”rettaleregler” svarende til Retskrivningsordbogens forskrifter for skrevet dansk. I det omfang man kan tale om en rigsdansk udtalenorm er det i bedste fald en de facto-norm, som ikke kan påberåbe sig nogen autoritet. … Lydskriftangivelserne skal snarere opfattes som vejledende i den forstand at de tilstræber at repræsentere udtaler, som rigsmålstalende vil nikke genkendende til som forholdsvis neutrale.
Overdrivelse af forskelle Det ligger lige for at foretage en sammenligning mellem de udtaler, som angives i henholdsvis Den Danske Ordbog og Dansk udtale, men i de stikprøver, jeg har foretaget, er de to ordbøger meget enige om udtalen. Der er måske en lille tendens til, at Gyldendals er lidt mere gammeldags og skriftnær end Det Danske Sprog- og Litteraturskabs. F.eks. angiver Gyldendals Røde, at ordet hoved kan udtales med eller uden et v i midten, hvor Den Danske Ordbog ikke anfører v som en del af den moderne udtale. Begge angiver imidlertid, at ordet skal udtales med to stavelser, selv om det efter min opfattelse i moderne dansk oftest udtales som et enstavelsesord.
Er rigsdansk en realitet eller en social konstruktion? For mig at se hænger den massive brug af forbehold for angivelsen af en standardudtale sammen med den vej vinden har blæst over sprogvidenskaben de seneste 40 år. Siden slutningen af 1960’erne har vi set en utrolig mængde forskningsprojekter om alt andet end rigsdansk. Der er brugt stor energi på at vise, at diverse dialekter har udviklet sig direkte fra tidligere tiders sprog og måske endnu flere kræfter på at dokumentere sammenhæng mellem sociale tilhørsforhold og sprog. Men tanken om at udvikle beskrivelsen af dansk som rigsmål er blevet afvist med den begrundelse, at rigsmålet i virkeligheden bare er overklassens sprog, der tillægges en falsk almen gyldighed. Det er efter min mening korrekt, at et dannet sprog uden spor af regionale, sociolektale og generationsmæssige træk er et eksempel på ønsketænkning, men denne ønsketænkning kunne være en løftestang for at få flere midler til at beskrive det danske sprogs udtale og dermed styrke såvel undervisningen i dansk som modersmål og fremmedsprog.
