Den Danske Sprogkreds
Blog
Harald Bergstedt —en sprogkræsen digter, der tog fejl
De fleste danskere kender børnesangene Hør den lille stær, Jeg ved en lærkerede og Solen er så rød, mor! De tre smukke børnesange er skrevet i 1920’erne af forfatteren Harald Bergstedt. Men kun få ved, at det var forbudt at afspille dem i Danmarks Radio frem til 1963.
Harald Bergstedt, der var født i Køge i 1877 havde en lidt rodet ungdom. Han var begyndt at studere teologi, men studiet var ikke nogen succes.
Efter at være droppet ud af studiet lagde han kristendommen på hylden og rejste rundt og underviste som vikar i diverse skoler om dagen og drak og skrev om aftenen og om søndagen.
Så mødte han sin første kærlighed, giftede sig, satte flasken på hylden og sluttede sig til afholdsbevægelsen og begyndte at skrive artikler om kultur og politik til dagbladet Socialdemokraten.
Forfatter
Bergstedt var noget af en skrivekugle, og i årene 1913-1921 skrev han ved siden af journalistikken bl.a. fire bind digte med fællestitlen Sange fra Provinsen, ca. 40 små teaterstykker beregnet til opførelse af amatørteatergrupper med tilknytning til Socialdemokratiet, et ukendt antal lejlighedssange og en række børnesange.
Han var meget anset, og det socialdemokratiske forlag Fremad udgav et udvalg af hans digte med titlen Solkarrusellen i 1938 med forord af det daværende socialdemokratiske folketingsmedlem og den senere kulturminister, Julius Bomholt. Heri hed det bl.a.:
Bag de enkelte Digte lever en Tro paa Folket og den Menigmand, der er Folkets Marv. En Tro paa den uforbløffede, sunde Hverdagsfornuft. Bag det muntre Maskespil er der en stædig Tillid til Det Menneske, der lever i Folkets Fællesskab og dog samtidig vokser i Selvstændighed og Myndighed og menneskevenlig Munterhed. … Den fortjener at blive en Folkebog.
Kollektiv litteratur
Bergstedt var inspireret af Julius Bomholt og hans tanker om en arbejderkultur (Arbejderkultur, 1932), der ikke—som aristokratiets og borgerskabets forfattere— satte individet i centrum, men fokuserede på den undertrykte klasse.
Det kunne man gøre på flere måder.
Martin Andersen Nexø valgte den socialistiske realisme, som var et helt bestemt koncept med en positiv helt fra arbejderklassen, der både kunne fungere som et produkt af samfundsforholdene og et forbillede for arbejderklassen. Firbindsværket Pelle Erobreren er et eksempel på denne litteratur.
Hans Kirk gik en anden vej. I romanen Fiskerne fra 1928 brød han med den traditionelle romanstruktur med en hovedperson og beskrev en gruppe fiskere, der i hans optik var et produkt af samfundsforholdene.
Nexø og Kirk var kommunister. Bergstedt var socialdemokrat og pragmatiker. Nexø og Kirk ville lære folk noget. Det ville Bergstedt også, og det ser man i hans artikler i Socialdemokraten. Han ville imidlertid også støtte sammenholdet i de socialdemokratiske partiforeninger rundt omkring i landet, og til det formål arbejdede han med opførelse af talekor, hvor grupper af amatørskuespillere gik op på scenen og afsagde lange retoriske og rytmiske passager. De kendteste talekor fra Bergstedts hånd var Til den røde ungdom og Hjulet i gang, som han udarbejdede omkring 1930.
Venskabet med Tom Kristensen
Bergstedt færdedes hjemmevant i de litterære cirkler i 1920’erne og havde mange forfattervenner. En af dem var den 16 år yngre Tom Kristensen. Da Tom Kristensen var længst ude i tovene på grund af sit alkoholmisbrug, søgte han hjælp hos Bergstedt, der med succes havde lagt en fortid som alkoholiker bag sig og i stedet tilsluttet sig afholdsbevægelsen. Bergstedt hjalp Tom Kristensen, og det var også ham, der opfordrede ham til at skrive romanen Hærværk om de voldsomme følelser, der driver hovedpersonen Ole Jastrau ud i selvdestruktiv druk. Tom Kristensen holdt meget af Bergstedt, og i anledning af Bergstedts 50 års fødselsdag hyldede han ham i dagbladet Politiken:
… han er en forrygende Digterbegavelse, et Baal af Fantasi, Humor og evig Ungdom, han er vital og staar os alle lige saa nær ind paa Livet som en trediveaarig. Det turde være Løgn, at han fylder halvtreds. (Politiken den 19.8.1937.)
En bevidst antiintellektuel tilgang til sproget
Harald Bergstedt og Tom Kristensen eksperimenterede begge med sproget, og begge var optaget af det lydmæssige, men de gik hver sin vej. Tom Kristensen orienterede sig i ret høj grad mod det klassiske, og f.eks. i hans nok mest berømte digt Landet Atlantis fra Samlingen Fribytterdrømme (1920) vrimler det med flotte fremmedord som sykofanter, parasitter, kandistenorer, lakajer, kavajer, standarter og daggerter.
Socialdemokraten Bergstedt ønskede, at almindelige mennesker skulle kunne forstå det, han skrev, og han valgte derfor en ret bevidst antiintellektuel stil med meget begrænset brug af ord med rødder i latin, græsk og fransk.
Opgøret med det intellektuelle sprog betød ikke, at han bare greb samtidens gængse ordforråd og brugte det. Bergstedt brugte mindst lige så meget tid på at opfinde nye ord og udtryk, som Tom Kristensen brugte på at finde de egnede ord med eksotisk klang.
Blandt Bergstedts nyskabelser kan man nævne: en bibelhelt (en profet), drøvsom (kedelig, som at tygge drøv, brugt om salmesang), marmornæser (folk, der sætter næsen i sky, snobber), grusselig (forfærdelig), næsevåd (snottet), vemodssød (sentimental), skrupselvfølgelig (banal) og den originale afledning begrinelse, som han skabte allerede i 1918 i digtværket Aleksandersen i betydningen ”latterliggørelse”).
Mundtlighed
Bergstedt ønskede i hele sit forfatterskab, men mest udtalt i sine sangtekster og manuskripter til talekor at undgå, at folk kom til at udtale ordene, som de blev skrevet, og derfor anvendte han en masse apostroffer. Han skrev bli’r i stedet for bliver, stilled’ og slutted’ i stedet for stillede og sluttede, Veranda’n i stedet for verandaen, no’d i stedet for noget, Re´lighed i stedet for Redelighed og bevar’s i stedet for bevares.
Kritik af apostroffer
Tom Kristensen, der fulgte med i Bergstedts litterære produktion, brød sig ikke om Bergstedts brug af apostroffer, og i et udateret privat brev gav han ham tørt på:
Du gør dig stridig. Kan vi ikke lide Apostrofer, saa lader du det regne med
Apostrofer, og kan vi ikke lide daarlige Lugte, slipper du en verdens-omspændende Vind løs.
Kommaer og tankestreger
Kommaer erstattede han i sine prosaværker friskt og frejdigt med tankestreger, når det lige faldt for, og så var han en flittig bruger af udråbstegn og prikker. Overalt havde mundtlighed og forståelighed forrang for systematik og korrekthed. Der var ikke nogen, der skulle kunne anklage Bergstedt for at skrive tekster for tedrikkende, søndagsklædte kvinder i litterære saloner.
Lokalt engagement
Bergstedt og hans familie boede fra 1927 til sin død i en ret beskeden lejlighed på Høgholtvej i Vanløse, og han var en kendt og populær person i lokalområdet. I 1934 blev Katrinedals Skole på Vanløse Allé indviet. Katrinedals Skole er ikke bare en eller anden skole et eller andet sted uden for Københavns centrum. Katrinedals Skole er en kulturhistorisk bygning skabt af arkitekten Kaj Gottlob, der var tilhænger af Bauhaus-funktionalismen og ønskede at skære pynt og pjat fra og skabe bygninger, der udelukkende handlede om deres funktion.
Kaj Gottlob tog begrebet ”oplysning” helt bogstaveligt, og han skabte en skolebygning, der gav mulighed for at få mest muligt lys ind gennem vinduerne omkring en cirkelformet skolegård. Skolens logo er den dag i dag udformet som et solur.
I forbindelse med indvielsen i 1934 skrev Bergstedt Skolesangen til en melodi, der var komponeret af en af skolens lærere. Det første vers lød:
Hvor Vanløse-Solsorter fløjter i Kor
og Brønshøjens Vandtårn det troner i nord,
der knejser i Solen,
Katrinedalsskolen,
så Folk spø´r med Undren:
Er dette et Slot?
Vi svarer: Ja kære,
et Slot skal det være,
et Solens, et Folkets, et Ungdommens Slot!
Klimaks og vendepunkt
Bergstedt var en meget populær digter, foredragsholder og skribent, og han blev hyldet af mange. Den socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch roste ham til skyerne i anledning af hans 60 års fødselsdag den 10. august 1937:
Det er denne Hjertets Talsmand for Broderskab og Solidaritet, hvis Stemme naar ud til de smaa, lavloftede Stuer, det er Budbringeren om den nye folkelige Kultur, vi paa denne Dag takker, og vi gør det i hele den danske Arbejderbevægelses og det danske Socialdemokratis navn. (Citeret efter artikel i Socialdemokraten.)
Det lød næsten for godt til at være sandt, og kun fem år efter vendte bøtten.
Harald Bergstedt var sammen med en række andre danske journalister inviteret på en propagandatur til Tyskland arrangeret af det tyske nazistiske parti. Bergstedt deltog og blev, selv om han tidligere havde udtrykt sig kritisk om nazismen, begejstret for, hvad han så og skrev tre lange artikler om sine rejseindtryk.
Efter disse artikler mistede han sin tilknytning til dagbladet Socialdemokraten. Det var et hårdt slag for Bergstedt, men så begyndte han at skrive for det nazistiske dagblad Fædrelandet og meldte sig senere på sin kones opfordring i 1942 ind i det danske nazistiske parti, DNSAP.
Fængslet
Ved befrielsen i 1945 blev Bergstedt arresteret i sit hjem på Høgholtvej og sat i fængsel. Bergstedt blev ved med at digte, men det var svært at finde lyden af den lille stær i hans sidste værk, to bind erindringer med fællestitlen Sange fra gitteret i 1948 og 1954.
Her hævdede han, at det ikke var ham, der havde skiftet synspunkt, men socialdemokraterne. Han bringer et satirisk digt med titlen Aandebesøg i Cellen. Den ånd, der opsøger ham i Vestre Fængsel, tilhører ingen ringere end Thorvald Stauning, der var statsminister fra 1924 til 1926 og igen fra 1929 til 1942:
Jeg sad i min Celle med Kind imod Haand
da svæved fra Gitret en natlig Aand
i Morgenens første Dagning
med langt, hvidt Skæg.
Det var Stauning.
Han standsed forbavset og trak sit Vær:
– Hvad, Bergstedt, hvordan er du dog kommet her?
– Jo, sa jeg – uden at blegne
– Jeg sidder paa dine Vegne.
Bergstedt følte, at socialdemokraterne havde kastet ham under bussen, som vi siger i dag, altså havde ofret ham for selv at kunne vaske deres hænder.
Forfatter non grata
Hvorom alting er, så blev Bergstedt en digter non grata. Han blev slettet af finansloven, som ellers havde sikret ham en pæn indkomst i adskillige år, han blev ekskluderet af Dansk Forfatterforening, og der blev nedlagt forbud mod at spille hans sange i Danmarks Radio. Forbuddet blev først ophævet i 1963.
De små synger
Det vidner om Bergstedts store folkelige popularitet, at sanglæreren Gunnar Nyborg-Jensen (1912-1970) allerede i 1948, altså samme år som Bergstedt blev løsladt fra fængslet, medtog en række af hans sange i De små synger, selv om sangene ikke måtte synges i Danmarks Radio.
Gunnar Nyborg-Jensen var ikke en hvilken som helst sanglærer. Under krigen var han kendt for sit radioprogram for de 6-10-årige, hvor han sang og spillede med et kor af piger og drenge. De små synger er solgt i ikke færre end 1,5 millioner eksemplarer frem til i dag, og i 2006 kom den med i Danmarks Kulturkanon.
Bergstedt rehabiliteres langsomt
I 2006 kom Jeg ved en lærkerede som den første af Bergstedts sange ind i Højskolesangbogen, og i den nyeste udgave af Højskolesangbogen fra 2020 har Solen er så rød, mor! også fundet nåde for redaktionens blik. Alligevel findes navnet Harald Bergstedt ikke i indholdsfortegnelsen over forfattere. I listen over komponister står sangene opført under Carl Nielsen, men de burde have været nævnt begge steder.
Hør den lille stær! med melodi af Poul Schierbeck er endnu ikke blevet optaget i det gode folkehøjskoleselskab, og ingen af Bergstedts Sange fra provinsen er blandt de udvalgte.
