Den Danske Sprogkreds
Blog
Danmarks yngste bogstav
Intet andet bogstav har skabt så meget røre i Danmark som bogstavet å.
Bogstavet å blev indført i den officielle danske retskrivning i 1948 som et tegn for den dybe bagtungevokal, som man har i ord som så og båd. Disse ord blev tidligere stavet med aa. Indførelsen af det såkaldte bolle- å satte et foreløbigt punktum for en debat, der havde været ført blandt sprogfolk i 175 år.
Bolle-å’ets fødsel
Alfabetet blev indført i Danmark omkring år 1000. Det bestod af 28 bogstaver, og der var ikke noget å.
Bolle-å’et er en svensk opfindelse, der findes i et håndskrevet dokument fra 1400-tallet. Det var fra begyndelsen en sammenskrivning af bogstaverne a og o.
I Danmark nævnte en mand ved navn Jens Pedersen Høysgaard (1698-1773) i 1743 å’et som et tegn, der kunne indføres i dansk retskrivning. Hans begrundelse var, at det siden 1500-tallet havde været almindeligt at bruge to ens vokaler til at angive en lang vokal. I tilfældet a gav det dog problemer i en sætning som ”hun vaar 16 Aar”, der optræder i Calendarium Historicum fra 1566, hvor det første aa skal læses som et langt a, og det næste som et kort å. Det ville ifølge Høysgaard være fornuftigt at skelne mellem to forskellige vokaler og indføre det svenske å for bagtungevokalen. Det forslag var der ingen, der tog alvorligt. En medvirkende årsag til dette kan have været, at Høysgaard ikke havde en akademisk stilling, men fungerede som klokker ved Trinitatis Kirke.
Rasmus Rask
Det var først, da en af Danmarks største sprogforskere, Rasmus Rask (1787-1832), tog fat i problemet, at der skete noget. Rasmus Rask, der var født Rasmus Rasch, men fordanskede sit navn til Rask, var nemlig meget optaget af at højne respekten for dansk.
Rasmus Rask satte sig vældigt op mod brødrene Jacob og Wilhelm Grimm, der hævdede, at dansk ikke var et selvstændigt sprog, men burde anses for at være en tysk dialekt. Rask påviste slægtskabet mellem det gamle islandske sprog og de skandinaviske sprog.
Rask var også meget optaget af retskrivningsproblematikken. På hans tid fandtes der ikke en autoriseret ordbog, og Rask forsøgte at indføre videnskabelige principper så som systematisk dobbeltskrivning af lange vokaler som i ”Huus” og anvendelse af dobbeltkonsonanter efter korte vokaler i flerstavelsesord som f.eks. i ”Natten”.
I årene 1825-26 udgav Rask sin egen retskrivningslære med titlen Forsøg til en videnskabelig dansk Retskrivningslære, og her argumenterede han for at indføre det svenske å i dansk retskrivning som afløsning af aa:
Å er den rigtigste figur, vi kan anvende til at betegne denne enkelte lyd... da ingen anden enkelt lyd i vort modersmål betegnes med tvende sammenstillede tegn.
Bogstaver og og politik
Diskussionen om at erstatte aa med å havde politiske undertoner. Personer med forkærlighed for Skandinavien, heriblandt mange mennesker med tilknytning til folkehøjskolen, gik ind for å, mens personer med mere sympati for det tyske, gik ind for bevarelse af brugen af aa.
Svend Grundtvig (1824-1883) hørte til i den første gruppe, og han brugte å’et i sin Dansk Retskrivnings-Ordbog fra 1870. Kun to år senere, altså i 1872, udgav Svend Grundtvig imidlertid en ny ordbog. Den havde titlen Dansk Haandordbog, og i den benyttede han, som det allerede ses i titlen, ikke å’et med det tyskinspirerede aa.
Højskolebevægelsen holdt imidlertid fast i den skandinaviske å, og Højskolesangbogen, der udkom første gang i 1859 med titlen til Sangbog udgivet af Foreningen for højskoler og landbrugsskoler anvendte besang modersmålet stavet med å og i øvrigt også med substantiver med små begyndelsesbogstaver og en skelnen mellem ø som i sød og ö som i grøn op gennem 1800-tallet.
Selv om å’et altså ikke vandt fodfæste i den officielle danske retskrivning før mange år senere, blev det benyttet af nogle særligt sprogligt engagerede enkeltpersoner.
En af dem var forfatteren Knud Hjortø (1869-1931), der havde studeret sprogvidenskab på Københavns Universitet. Allerede før århundredeskiftet begyndte han at benytte bolle-å’et, og han brød i øvrigt også med traditionen med at skrive alle substantiver med store begyndelsesbogstaver, gik ind for en mere lydret retskrivning og kæmpede for at erstatte fremmedord med ord af dansk eller nordisk oprindelse. (Se artiklerne om Knud Hjortø i Sprogkræsen 1, 2018.)
Å’et bliver officiel dansk retskrivning
Selv om å’et altså findes i dansk retskrivning helt tilbage fra 1700-tallet, var det ikke allemandseje. Det var et finurligt bogstav, som blev anvendt af sprogligt veluddannede mennesker med skandinavisk orientering. Dette forhold ændrede sig brat efter 2. verdenskrig. På dette tidspunkt var der en klar interesse for at distancere sig fra det tyske og nærme sig det skandinaviske, og kulturministeren Hartvig Frisch stillede sig i 1948 i spidsen for en retskrivningsreform, der afskaffede de store begyndelsesbogstaver i substantiverne og indførte bolle-å’et.
Å’ets plads i alfabetet
Indførelsen af bolle-å’et skabte en debat om, hvorvidt det skulle stå først eller sidst i alfabetet, og fra 1952 til 1955 stod det først i alfabetet. Herefter blev det vedtaget, at det skulle stå på sidstepladsen, og aa skulle også, når de to bogstaver blev udtalt å, stå til sidst.
Frit valg mellem aa eller å i personnavne
Alle aa’er skulle herefter erstattes med å. Eneste undtagelse var personnavne, hvor det var op til folk selv at vælge mellem de to muligheder. Det var altså muligt for Aase Aagaard at bo på Ågården på Blågårds Plads.
Å i stednavne og navne på institutioner
Anderledes forholdt det sig med stednavne. Aarhus blev til Århus og Aalborg til Ålborg, men borgerne i Aabenraa ville ikke bo i en by, hvor der stod Åbenrå på skiltene ved bygrænsen. I 1955 protesterede man under sloganet: ”Byens navn er Aabenraa, uden svenske Boller paa”.
Dobbelt-a vinder dele af det tabte terræn tilbage
Siden 1984 har kommuner og institutioner haft frihed til selv at bestemme, hvorvidt de vil skrive deres navne med dobbelt-a eller bolle-å.
Det er ikke Dansk Sprognævn, der registrerer, hvordan de danske stednavne staves, men et såkaldt stednavneudvalg, der har eksisteret siden 1910.
Tendensen er helt klart, at flere og flere kommuner og institutioner fravælger bolle-å’et og går tilbage til aa. Dette skyldes ikke et ønske om at tilnærme sig den tyske retskrivning, men hænger sammen med Internettets fremmarch. Det er svært for de internationale søgemaskiner at håndtere et å, og det skaber også mere opmærksomhed, hvis et navn kommer frem som det første i en alfabetisk liste.
Hvorom alting er, findes der i 2020 kun én kommune i landet, der holder fast i bolle-å’et: Tårnby kommune på Amager.
