Den Danske Sprogkreds
Blog
Knud Hjortø fylder 150
Den i dag næsten glemte forfatter havde visioner for det danske sprogs udvikling, som var langt forud for sin egen - og måske også vor tid.
I denne måned er det 150 år siden, at den danske forfatter og sprogrevser Knud Hjortø blev født i Kirke Værløse i Furesø kommune. Knud Hjortø hørte til den generation af realistiske forfattere, der omkring år 1900 satte fokus på den jævne befolkning og deres livsvilkår, men i modsætning til forfattere, som Jeppe Aakjær, Martin Andersen-Nexø, Jakob Knudsen, Johan Skjoldborg og Johannes V. Jensen, hvis værker i dag fejres som hovedværker i dansk litteraturhistorie, hører Knud Hjortøs romaner og noveller hverken til blandt bestsellerne eller i materialet til brug for undervisning i dansk litteratur i folkeskolen og gymnasiet. Faktisk er det lettere at finde hans værker, når bibliotekerne sælger ud af de bøger, de ikke længere kan finde lånere til.
Stille og indadvendt prosa
Hvor Martin Andersen Nexø lod Pelle Erobreren arbejde sig op fra fattig dreng på Bornholm til socialismens bannerfører, var udviklingen i Hjortøs værker næsten ubetydelig. Hjortø havde fokus på menneskets indre udvikling, og han prøvede at analysere sig frem til kernen i et menneskes væsen. Hans sidste ”Under livets træ og andre fortællinger” består af 11 korte prosatekster om forskellige mandlige hovedpersoner anbragt efter hinanden efter hovedpersonens alder, så de danner øjebliksbilleder af mandens liv fra dets begyndelse til dets afslutning.
Hjortø selv døde, da teksterne var skrevet færdig i 1931. Han var dengang 62 år gammel.
Sprogligt engagement
Knud Hjortø, der havde studeret sprogvidenskab på Københavns Universitet, markerede sig som en pioner inden for moderne dansk retskrivning. Det gjorde han implicit gennem sin litteratur og eksplicit i form af essays kronikker og faglitterære udgivelser om sproget.
Allerede før århundredskiftet begyndte han således at benytte det svenske bolle-å for at angive en dyb bagtungevokal i stedet at angive denne lyd som aa, som man gør i den tyske retskrivning, og han brød også med den tyske tradition for at skrive alle substantiver med stort.
På disse to ganske væsentlige punkter kan man altså sige, at Hjortøs retskrivning peger frem mod den retskrivningsreform, der knap 40 år senere, hvor daværende undervisningsminister Hartvig Frisch. I 1948 ophøjede disse to elementer til officiel dansk retskrivning.
Hjortø gik længere end Frisch
Hjortøs visioner om at ændre dansk retskrivning handlede imidlertid ikke blot om bolle-å’et og de små bogstaver ved navneordene. Han ville i vid udstrækning ændre ords staveformer, så de blev mere lydrette. I hans nok mest kendte roman ”To verdener” finder man f.eks. formerne ”ta” for ”tage”, ”sa” for ”sagde”, ”klær” for ”klæder” og ”bliver” for ”bliver”, og han foretrækker at skrive ”æ” for ”e” i ord som ”gærne”, ”stjærner”, ”æventyr” og ”flætning”.
Pudsigt nok fastholder han formerne ”verdener” og ”frøkenen”, hvor vi i dag også kan skrive ”verdner” og ”frøknen”.
Fremmedord skal afløses
Kun på et enkelt afgørende punkt adskiller Hjortøs visioner for udviklingen af det danske sprog sig sprogpolitikken i dag: Fremmedord.
Hjortø inddelte fremmedordene i tre lag:
Det dybeste lag var de fremmedord, der var helt optaget i sproget og ikke længere føltes som fremmede. Han brugte her bl.a. ordene arbejde (tysk, engelsk), bæst (tysk), pige (svensk), skole(tysk, græsk), tone (græsk) og trøje (tysk, fransk) som eksempler.
Det næste lag var de fremmedord, der var taget ind som nødhjælp til at udtrykke forestillinger, det danske sprog (stadig) savnede, som f.eks. definere, harmoni, natur og pietet.
Og så var der det tredje lag, der bestod af ”den uhyre vrimmel af fuldkomment unyttige fremmedord, der ikke siger noget som helst andet, end hvad det tilsvarende danske ord siger. For mange mennesker er der sikkert en vis tilfredsstillelse i at sige med et fremmed ord, hvad der lige så godt kunde siges med et dansk. For mange andre ligger der bagved ikke andet end tankeløshed, og spørger man dem, hvorfor de ikke siger skinsyg, som de godt kender, men jaloux, som de måske ikke kan stave, så svarer de gerne, at det er jo ligegyldigt, hvad ord man bruger, når kun man bliver forstået.”
Som man måske kan fornemme af citatet, hadede Hjortø den tredje kategori af et ærligt hjerte, og det værk, Hjortø arbejdede med lige op til sin død var Samfundet Modersmaalets Afløsningsordbog, der skulle være en brugsog for sprogpurister med forslag til danske eller fællesnordiske ord, der kunne bruges i stedet for omkring 2.700 unyttige og intetsigende fremmedord. Samfundet Modersmaalet, der i øvrigt ikke har noget at gøre med det nuværende Modersmål-Selskabet, som først blev stiftet i 1979, kalder bogen et ”Forsøg paa at komme de overflødige Fremmedord til Livs”, mens Hjortø i forordet skriver, at bogen skal ”stemme op mod den stadige Strøm af fremmede Ord, der i stigende Mængde vælter ind over os og truer med at udviske det særligt danske af vort Ordforråd og gøre vort Mål til et mellemfolkeligt Fællessprog.”
Knud Hjortø var ikke helt færdig med ordbogen ved sin død, men hans nære ven, skoleinspektør og forfatter mm. Hans Kyrre, færdiggjorde bogen, der blev udsendt posthumt med Hjortø som forfatter i 1933.
Eftermælet
Selv om Knud Hjortø ikke hører til de forfattere, der læses i de danske skoler, er hele fire af hans værker blevet udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i serien Danske Klassikere. Det drejer sig om romanerne ”Syner” (1899), ”Støv og stjærner” (1904), ”To verdener” (1905) og ”Hans Råskov” (1906).
150 års-jubilæet fejres af Arbejdsgruppen Knud Hjortø 150, der arrangerer en del foredrag, udstillinger, oplæsninger, musikalsk underholdning og arbejdsgrupper i området omkring Kirke Værløse og Furesøen.
Forslag til undervisning
Man kan godt inddrage sprogpolitik og diskussion af retskrivning i undervisningen. F.eks. kan man give eleverne dette lille citat fra romanen "To verdener" og lade dem finde afvigelserne fra moderne dansk retskrivning og diskutere dem.
https://dsl.dk/presse/dokumenter/knud-hjorto-150
