Den Danske Sprogkreds

Den Danske Sprogkreds

Blog

H.C. Andersens sjælsveninde i de danske kolonier

H.C. Andersen var, som vi alle har hørt, en fattig dreng fra Odense, der kom til København. Han løb de rige folk på dørene. En af dørene tilhørte familien Wulff.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

H.C. Andersen kom i kontakt med familien Wulff, da han kom tilbage til København efter skoletopholdet i Slagelse.

Den anden april

Familiens ældste søn mPeter Wulff, og H.C. Andersen var jævnaldrende, og da Christian Wulff ikke blot var sømand, men også komponist, arbejdede de to sammen. Resultatet blev syngestykket Den Anden April, hvor Andersen skrev teksten og Christian Wulff musikken. Desværre blev Christian Wulffs komposition afvist af Det Kgl. Teater i 1832[1].

Den Danske Sprogkreds

Den Danske Sprogkreds arbejder med dansk sprog og sprogpolitik. Her vil sprogkredsens formand, Lise Bostrup, der er cand. mag. i dansk og tysk, forfatter til en række lærebøger i dansk for udenlandske studerende og leder af Forlaget Bostrup, med ujævne mellemrum bringe mindre indlæg som inspiration til diskussion i klasserne og blandt kollegerne.

Christians Wulfs søster, Henriette Wulff, blev en af H.C. Andersens nære venner.

Henriette sejlede i 1850 med Christian Wulff til Vestindien. De kunne have valgt at sejle på skibet St. Croix, men det blev i stedet briggen Mercurius, der bragte Henriette Wulff over Atlanterhavet.

At leve for naturen og være lykkelig for den

Henriette Wulff var begejstret for Vestindien, og hun beskrev i mange breve til H.C. Andersen malerisk, hvad hun oplevede.

Jeg lever her i Vestindien saa aldeles for Naturen og er lykkelig ved den!

Skjøndt jeg ingen Steder har taget saa megen Deel i Selskabelighed som naar jeg er paa St. Croix eller St. Thomas og morer mig derved formedelst Nyheden, vender jeg dog altid med Glæde tilbage til mit yndige eensomme St. Johns, med sine stejle Bjergstier og eviggrønne Urskove, hvor jeg elsker at vandre allene, det vil sige til Hest med en lille Negerdreng bag efter; jeg føler mig da saa stille lykkelig og rolig, som jeg aldrig troede man kunde paa denne Jord. I den mageløs dejlige Eensomhed føler jeg Gud er mig saa nær, og har intet Sted paa Jorden saaledes kundet tale med ham. (Sendt fra Charlton Garden den 15. maj 1851)

Det eksotiske

Andersen opmuntrede hende til at beskrive sine oplevelser af det eksotiske, og Henriette Wulff prøvede at sætte sine indtryk ind i en dansk sammenhæng:

Nu i denne Periode blomstrer Mango Træet, idet det bærer en saadan Masse af Frugt, der hængende i de lange Stilke, og da Frugten har alle mulige forskjellige Farver see ud i Soelskinnet som straalende Juletræer, har de Blomster da dufte de med den yndigste Lugt, og Bladene har ogsaa forskjellige Farver, endogsaa Purpurrøde … Et Sted her paa denne Ø der især interesserer mig er long point, en lang Pynt paa Sydsiden der er hvad vi vilde kalde Hedeland, men istædet for vores Hedeblomst hjemme, er denne Strækning bedækket med prickle peers, det er en stor Cactus med røde Frugter som Pærer, Negrene spise dem, undtagen Kjernehuset der er giftigt.

Angst for søsyge

Henriette Wulff er både med hensyn til sin direkte invitationer og med hendes lokkende beskrivelser ude på at få H.C. Andersen til Vestindien, men han er ikke så let at lokke:

Jeg har Angest for den store Søereise, thi jeg lider der, men Sligt kunde jeg overvinde og udholde, ja jeg kom bestemt strax til Amerika, naar derovre en riig Mand eller Kone, gav mig, ved deres Testament, Midler dertil, maaskee der kommer saadan en Person, og saa kommer jeg! –

Men kom De nu hjem til os, kjære velsignede »Søster Jette« som Deres Broder siger, vi skulle ved Hjertets Varme og milde Øine erstatte Dem det vestindiske Climat; Skoven vil staae deilig grøn naar De kommer og i Casino skal vi spille for Dem: Hyldemoer.

Desværre fik Henriette Wulff aldrig set H.C. Andersens Hyldemoer, for da hun i 1858 besluttede sig for at rejse fra Vestindien til Danmark, brød det skib hun var ombord på i brand på vej til New York og Henriette var blandt de omkomne.

Det var i den anledning H.C. Andersen skrev digtet:

I det brændende Skib, paa det rullende Hav

I Rædsler, som ei vi udholde at høre, Har du lidt, har Du endt, har Du fundet din Grav,

Dødsmaaden og Kampen naae aldrig vort øre.

[1] H.C. Andersen og familien Wulff. En samling breve 1823-1875, redigeret af Kirsten Dreyer, 2010

Powered by Labrador CMS