Den Danske Sprogkreds

Den Danske Sprogkreds

Blog

Hvis er dets?

Brugen af kollektiv genitiv griber om sig og skaber uventede former

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For nylig var jeg sammen med en gruppe venner i færd med at rydde op efter et møde i Den Danske Sprogkreds, og en af os fik øje på en lille, elegant og dyrt udseende dametaske, der lå på en stol.

”Hvis er dets?” spurgte hun.

”Er det ikke hende, der står derovres?” svarede en anden.

Den Danske Sprogkreds

Den Danske Sprogkreds arbejder med dansk sprog og sprogpolitik. Her vil sprogkredsens formand, Lise Bostrup, der er cand. mag. i dansk og tysk, forfatter til en række lærebøger i dansk for udenlandske studerende og leder af Forlaget Bostrup, med ujævne mellemrum bringe mindre indlæg som inspiration til diskussion i klasserne og blandt kollegerne.

”Hvem?” spurgte den første og kiggede over i retning af nogle mennesker, der var ved at gøre sig klar til at gå.

”Ja, jeg mener, det må være hende, der står derovre med den ternede jakke pås”, lød svaret.

”Nej, det kan da ikke være hende, der arbejder hos Arnold Buscks. Hun ville aldrig glemme sin taske.

”Jamen, hvis er det sås?”

”Det kan måske være nogen, vi ikke kenders?” Jeg prøver lige at spørge nogen.

”Undskyld, men der er nogen, der er ved at glemme en taske. Hvisses er detses?

”Det er ikke min søster og jegs.”

”Og det er i hvert fald hverken Maria eller mins.”

”Jamen, så må det være hende, der holdt foredragets.”

Formerne ”derovres”, ”pås”, ”sås”, ”detses”, ”jegs” og ”mins” kan nok få de fleste af os dansklærere til at finde vores allerrødeste kuglepen frem, men sagt i helt almindeligt talesprog vil i hvert fald en del af -s-formerne i dialogen ikke føre til nævneværdig næserynken.

Sagen er den, at vi på dansk har noget, vi kalder kollektiv genitiv. Vi siger ikke ”Mies og Mortens bil”, men nøjes med at sætte -s på det sidste led, så det bliver ”Mie og Mortens bil”. Det kan give forvirring, for hvis jeg siger, at ”Mie og Mortens mor kommer og til lærermødet”, så er det ikke til at vide, om jeg mener, at der kommer en eller to personer.

Et andet eksempel på kollektiv genitiv er, at vi flytter et genitiv-s-hen bag det sidste led i et sammensat led. Det hedder ikke ”Kronprins Frederiks af Danmarks fødselsdag”, men ”Kronprins Frederik af Danmarks fødselsdag” uagtet at det ikke er landets, men prinsens fødselsdag, der menes.

Med samme logik kan man så i talesproget sætte et s på stort set alt, og i og med at grænserne mellem det talte og det skrevne sprog bliver stadig mere udviskede, vinder brugen af den kollektive genitiv frem i skriftsproget.

Powered by Labrador CMS