Læs mere fra bloggen: Den Danske Sprogkreds
Blog
Det danske sprog bør sættes på plads i grundloven
I anledningen af 70-året for den seneste revision af Danmarks Riges Grundlov spekuleres der en del i mulige forbedringer af den lov, der sætter rammerne for dansk samfund og kultur.
Kongehuset, demokratiet og folkekirken opfattes traditionelt som de centrale begreber i den danske nationalitet, men er det ikke på tide, at vi indsætter det danske sprog i denne række? Burde det danske sprog ikke indtage førstepladsen, for uden det, ville vi miste den identitet, som de andre institutioner er afhængige af. Uden det, ville vi ikke samles foran tv-skærmene til nytår for at høre, hvad majestæten har at sige til os, og uden det, ville vi miste grundlaget for den demokratiske samtale, der er forudsætningen for folkestyret, og uden det, ville vi forbindelsen til Grundtvig og Kierkegaard, ikke kunne forstå Olsen-banden og Benny Andersen, synge julesange og lejlighedssange, holde skåltaler og skråle ”Vi er røde, vi er hvide” til fodboldkampe.
Jamen, er det da ikke bare verdens gang, at de nationale sprog langsomt skubbes til side for de store internationale sprog: kinesisk, fransk, russisk og engelsk?
Jo, det er en fare, der truer, og i næsten alle lande ønsker man at værne landets sprog. Ifølge en rapport, som Unesco udarbejdede i 2003 var der 173 lande i verden, som havde bestemmelser om sprog i deres forfatninger, og blandt de nordiske lande er Danmark det eneste land, der ikke har sproget indskrevet i forfatningen. Af de øvrige europæiske lande er der kun seks lande, der ikke har sikret deres sprog på forfatningsniveau: Disse lande er Storbritannien, Tjekkiet, Serbien, Montenegro, Holland og San Marino.
Når det danske sprog ikke blev skrevet ind i grundloven i 1849, skyldes det sandsynligvis, at det var selvindlysende, at det danske sprog skulle være statsbærende, og det er da også ganske karakteristisk, Norge, så snart det blev selvstændigt, skyndte sig at få det norske sprog ind i forfatningen, og har siden brugt ganske store summer på at støtte og videreudvikle det norske sprog.
På samme måde fik de baltiske lande estisk, lettisk og litauisk ind i landenes forfatninger for at slippe af med det russiske sprogs dominans, og Slovakiet har også haft ret travlt med at få det forfatningsmæssige grundlag i orden, så det tidligere såkaldte tjekkisk-slovakiske sprog kunne sparkes til hjørne.
Frankrig er det europæiske land, der har den mest markante sprogpolitik. Hvis man siger til en person fra Frankrig, at det franske sprog er kedeligt og grimt, vil man blive stærkt upopulær, mens Povl Dissing i Danmark blev vældig populær, da han sang Benny Andersens sang ”Muddermål” i 1973.
I Frankrig har man en sproglig institution, der ikke bare sidder og tæller ord og indskriver de mest udbredte stave- og bøjningsformer i Retskrivningsordbogen. Det franske sprog reguleres af Det Franske Akademi, der udvælger de nye ord i sproget med systematik og historisk viden. Akademiet udfører en høj grad af protektionisme og bekæmper den voldsomme påvirkning fra det engelske sprog med at udgive franske alternativer, de såkaldte afløsningsord.
Det vigtigste element i den franske sprogpolitik er imidlertid indsatsen mod domænetab. Et domænetab er f.eks. det, der sker inden for mange universitetsfag, hvor al teorien læses på engelsk.
Mange af de studerende er simpelthen ikke i stand til at formidle deres viden på dansk, fordi der slet ikke er udviklet et relevant dansk ordforråd. Den går ikke i Frankrig. Her er der krav om, at universitetsopgaver, disputatser og rapporter skal forsynes med et resumé på fransk, så det franske sprog hele tiden kan udvikles, og der kan ske en formidling af indholdet over for almindelige mennesker, der ikke lige kender det akademiske engelske ordforråd.
Det er på høje tid, at vi indskriver det danske sprog i grundloven og forstår, at sproget er et af de vigtigste, måske det vigtigste element i den danske identitet.
https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE16292548/det-danske-sprog-boer-saettes-paa-plads-i-grundloven/
