Den Danske Sprogkreds
Blog
Den Danske Sprogkreds' julekalender den 8. december
Ordet røv er et af de mest frekvente ord i det danske sprog i dag, og udtrykket røvsyg vurderes som uformelt talesprog af Den Danske Ordbog.
Et at de mest frekvente ord i det danske sprog er ordet røv. Ordet kan optræde alene eller i en uendelig mængde sammensætninger. I Retskrivningsordbogen kan vi finde sammensætningerne røvbalde, røvhul, røvrende og røvtur, hvor ordet har sin oprindelige betydning samt røvirriterende og røvkedelig, hvor røv bliver brugt i betydningen meget. Røvirriterende betyder simpelthen meget irriterende og røvkedelig er meget kedelig.
Ordet røv kan bruges om alt
Der findes imidlertid mange flere sammensætninger med røv end dem, der er optaget i Retskrivningsordbogen, og et af de mest frekvente ord er sammensætningen røvsyg, som kan bruges i betydningen kedelig om alt fra vejret over kunsten til ægtemanden. Det hele kan være røvsygt. Sådan er det bare.
Interessant nok kan udtryk med røv og så være positive. Bøffer, salater, flotte mænd og kvinder og møbler kan være røvlækre. Musik kan sparke røv, vittigheder kan få os til at grine vores røv i laser, og hvis vi bliver trætte af nogen, kan vi ønske dem bar røv i måneskin. Sådan! Færdig med dem.
Udtryk med ordet røv er uformelle, ikke vulgære
Når vi kigger i Den Danske Ordbog, ser vi at alle disse udtryk er markeret som uformelt sprog, og det svarer nok til de fleste yngre menneskers opfattelse af dem.
Udlændinge, der kommer til Danmark, bliver imidlertid ofte meget chokerede over at udtryk med ordet røv ikke opfattes som vulgært sprog. I deres lande ville det være helt umuligt for en lærer at bruge tilsvarende ord og udtryk i et klasseværelse, og de ville få alvorlige problemer på halsen, hvis de brugte dem i forbindelse med f.eks. kundebetjening og lønforhandlinger.
Sprog i fire etager
I Den Danske Sprogkreds´ bog Er dit modersmål okay? forklarer den italienske oversætter Bruno Berni, at det danske sprog siden 1960erne har undergået en helt speciel udvikling, som der ikke findes paralleller til i resten af Europa.
Frem til 1960erne var der i Danmark, som i resten af Europa, fire forskellige lag i sproget: et meget formelt overklassesprog, som f.eks. blev talt af dronningen og af skuespillerne på Det Kgl. Teater, et pænt, dannet dansk, som man talte i Danmarks Radio, på de bonede gulve og i andre hel- og halvofficielle sammenhænge, et hverdagssprog, som man talte i familien og blandt venner – og så et underklassesprog fuld af eder og forbandelser.
Sprog i én etage
Denne opdeling findes stadig i lande som Frankrig, Italien og Tyskland, men i Danmark er de forskellige lag smeltet sammen, så der ikke er meget forskel på stilen på Det Kgl. Teater og på Halmtorvet. Man kan bande begge steder. Man siger du, og aldrig De. Man pakker ikke tingene ind i høflighedsformler, men lukker katten ud af sækken med det samme, og hverken medieverdenen eller Det Kgl. Teater har problemer med at sige, at noget er røvsygt, hvis det nu er det, det er.
En røv med lyserøde ører
Alt det med høflighed er bare noget røvsygt pjat, mener den typiske dansker, og han opfatter så ikke altid, at han selv, når han oversætter det, han synes er et ligefremt og usnobbet sprog, til f.eks. engelsk, bliver vurderet som en røv med lyserøde ører.
