Den Danske Sprogkreds
Blog
Auschwitz-dagen den 27.01
Det nazistiske propagandasprog
Den 27. januar 1945 blev nazisternes berygtede koncentrationslejr Auschwitz i det nuværende Polen åbnet af den sovjetiske hær, og de fanger, der stadig var i live, blev befriet. I 2003 blev dagen udnævnt til en international FN-dag, som skulle bruges til at mindes ofrene for nazismen og især opfordre børn og unge til refleksion over baggrunden for drabet på over seks millioner mennesker i de nazistiske koncentrationslejre i årene fra 1941 til 1945.
Hvordan kunne det ske?
Hvordan kunne dette dog ske? Ja, det er der blevet og bliver stadig skrevet tykke bøger om. Et aspekt til forklaring af den manglende protest mod nazisterne, der ikke beskrives så ofte, handler om nazisternes sprog.
Koncentrationslejrens motto
Lad os begynde med det motto, som nazisterne havde skrevet med meterhøje stålbogstaver, der slyngede sig dekorativt over indgangen til lejren.
Arbeit macht frei (Arbejde gør fri) stod der. En kæmpeløgn, der foregav, at fangerne ved at arbejde hårdt kunne genvinde friheden.
Arbeit macht frei Man glemmer aldrig den sætning, når man har hørt den. Tre små ord, der på grund af manglen på grammatiske specifikationer kommer til at lyde som en eviggyldig sandhed. Lederen af Det Tredje Riges propagandaministerium fra 1933 til 1945, dr. Joseph Goebbels var en mand med forstand på sprog og litterære stilmidler. Han havde skrevet disputats om tysk litteratur i romantikken, og man kan se elementer fra netop denne periode i en del af hans propagandatekster.
Vokalforløbet i konzentrationslejrens slogan a – ei – a – ei og den klare rytme med fire trykstærke og ingen tryksvage stavelser minder om et klassisk digt og skaber et indtryk, der er svært at ryste af sig igen.
Gentagelser, gentagelser, gentagelser
Goebbels kendte også til gentagelsernes magt. Overalt i Nazityskland blev de samme slogan slået op som plakater, trykt i aviser og gentaget i radioen. Hvad angår udtrykket Arbeit macht frei, så blev det genbrugt ved indgangene til koncentrationslejrene Theresienstadt, Sachsenhausen og Dachau.
Koncentrationslejren Buchenwald skulle også have haft det famøse slogan, men her valgte propagandaministeriet i stedet udtrykket Jedem das Seine. Dette udtryk er Luthers oversættelse af det latinske suum cuique, der igen kan føres tilbage til Platons overvejelser i Politeia om begrebet retfærdighed. Udtrykket var et almindeligt udtryk, der bl.a. blev brugt af komponisten Johann Sebastian Bach i betydningen smag og behag, men ved hjælp af nazisternes udspekulerede udnyttelse af de sproglige virkemidler blev drejet over i retning af løn som forskyldt.
Eviggyldige sandheder?
2 und 2 macht 4 (2 og 2 er 4), Arbeit macht frei, Jedem das Seine. Tre udtryk, som ser ud som tre eviggyldige og almenkendte sandheder, men hvor det første er ægte, er det andet konstrueret til lejligheden, og det tredje er et eksempel på et eksisterende udtryk, der er drejet til at betyde noget ganske andet. Det er ren manipulation, men det kan man jo hverken se eller høre, hvis man ikke forsker lidt i sproghistorien.
Klemperer
Den tysk-jødiske lingvist Viktor Klemperer (1881-1960) beskriver i LTI. Lingua Tertii Imperii. Notzbuch eines Philologen, 1946 og i ændret oplag 1996 (på dansk LTI Lingua Tertii Imperii. Det Tredje Riges Sprog. En filologs notesbog, 2011), hvordan han selv hos forfulgte jøder, der måtte bo i særlige Judenhäuser (jødehuse), bære jødestjerner og leve i konstant angst for at blive deporteret til en koncentrationslejr, kunne registrere brug af nazistisk prægede ord og udtryk, der stille og roligt var gledet ind i deres ordforråd.
Nazisternes usynlige sprog
Blandt de ord og begreber, som Klemperer analyserer, finder vi ordet Volk. Volk har samme etymologi som det dansk folk, men de to ord har i dag ikke samme klang på tysk og dansk.
I Danmark tog Grundtvig i 1848 ordet op til behandling i sangen Folkeligt skal alt nu være, og han definerede det at tilhøre et folk som et personligt valg: “Til et folk de alle høre, / som sig regne selv dertil. Har for modersmålet øre, / har for fædrelandet ild; (…)”
Hvis man vælger sig selv som dansker, hvis man kan dansk og holder af Danmark, er man ifølge Grundtvig en del af det danske folk.
Sådan så nazisterne ikke på det. Her blev begrebet Volk knyttet til racen, sådan at en person som Viktor Klemperer, der var født i Tyskland, talte tysk, havde deltaget som tysk soldat i 1. verdenskrig og var professor i litteratur på et tysk universitet, ikke hørte til det tyske folk pga. sine jødiske forældre. Faktisk var det kun hans ægteskab med en kvinde af ”ren tysk” afstamning, der reddede ham fra at havne i en koncentrationslejr – eller en KZ, som nazisterne foretrak at sige.
Forkortelsesord
Ifølge Viktor Klemperer er brugen af forkortelser en metode til manipulation. Forkortelsesord har en tendens til at tage det følelsesladede ud af sproget. Hitler og Goebbels og alle deres propagandamedarbejdere ville aldrig finde på at forkorte ord som Heimatland (hjemland), Lebensraum (livsrum) og Das Dritte Reich (Det 3. Rige) til HL, LR og DR. Disse ord skulle stå klart med alle de følelser og historiske konnotationer, der kunne knyttes til dem.
Derimod skulle de negative elementer sløres til forkortelser. En KZ lyder ikke nær så rædselsfuld som en koncentrationslejr. SA (Sturmabteilung), SS (Schutzstaffel), Gestapo (Geheime Statspolizei), RAD (Reichsarbeitsdienst), DAF (Deutsche Arbeitsfront), HJ (Hitlerjugend), BDM (Bund Deutscher Mädel) og selvfølgelig NSDAP (Nazionalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei) blev næsten altid omtalt med forkortelser, for derved skabes der ifølge Klemperer en indforståethed og en accept af institutionerne.
Indforståetheden blev også dyrket med slangagtige udtryksformer som knif (kommt nicht in Frage, det kan der ikke være tale om), Kakfif (kommt auf keinen Fall in Frage, det kan der på ingen måde blive tale om) eller popo (penne ohne Pause oben, sov godt uden pause over jorden).Det sidste var noget, man måske lidt galgenhumoristisk gik rundt og sagde i Berlin, efter at bomberne var begyndt at regne ned over byen. ”Ovenpå” hentyder til ønsket om, at vennen måtte sove natten igennem uden at måtte gå ned i et beskyttelsesrum.
Falsk indforståethed
Indforståethed er en vigtig måde at manipulere med folk. Ved at omtale forhold i bestemt form forudsætter man, at det omtalte er kendt på forhold. Goebbels vidste, at hvis der stod i en avis, at der ville blive indført en lov om raceadskillelse ugen efter, ville læserne straks spørge, hvad loven indeholdt. Hvis der derimod stod ”alle er inviteret til at fejre indførelsen af loven om raceadskillelse” i bestemt form og med et andet fokus i sætningen, ville mange læsere ikke stille spørgsmål om loven, selv om de aldrig havde hørt om den før, men derimod interessere sig for tid og sted for fejringen. En sådan manipulationsform kaldes i lingvistikken et intenderet præsuppositionssvigt, og Goebbels og hans propagandaministerium brugte dette trick igen og igen.
I nazisternes propaganda tales der således meget ofte om befolkningsgrupper i bestemt form ental: jøden, kommunisten, barnet, moderen, bonden, arbejderen etc. Formen indikerer, at udsagnet gælder alle medlemmer af den nævnte gruppe, og derfra kommer også det indforståede skel mellem dem og os, os, der har ret til at bo her – og de andre, som skal ud.
Nazisproget og sproget i den danske udlændingedebat
Hvorfor skal vi så gå og tænke på det gamle nazityske sprog i 2019? Forlæggeren og forfatteren Knud Lindholm Lau, som fortjener stor ros for at have udgivet Klemperers LTI i Henning Vangsgaards oversættelse i 2010, har i 2018 skrevet og selv udgivet en bog med titlen Bare fordi at – sprog og forestillinger i udlændingedebatten. Her drager Lindholm Lau paralleller mellem sproget i den danske udlændingedebat i dag og nazisproget i Det Tredje Rige. Lindholm Lau har været inde og snuse i et utal af lukkede Facebook-grupper, og han har fundet så rædselsfulde eksempler på omtale af muslimer, at man bliver helt syg af at læse dem. Det hele skal se videnskabeligt ud, så når han finder en sætningen send nu det lort hjem! rubriceres det som fækalisering, hvis muslimerne sammenlignes med rotter og svin kaldes det animalisering, og udtrykket kloakbeduinens afkom får den imponerende betegnelse etnofaulisme (nedsættende betegnelse om et folk).
Uden for disse hæslige grupper, som jeg heldigvis ikke har adgang til, finder han citater fra bl.a. Henrik Dahl, Sørine Gotfredsen, Henrik Sass Larsen, Matthias Tesfaye og Pia Kjærsgaard, som viser forskellige elementer af mangel på respekt for muslimer. Det ligner det, man i moderne retorik kalder kirsebærplukning, altså en metode, hvor man forsøger at bevise sit synspunkt ved at anbringe en række isolerede iagttagelser efter hinanden uden at tage hensyn til, hvilken kontekst de stammer fra, og uden at overveje, om der er en sammenhæng mellem de enkelte elementer.
Lindholm Lau er tydeligvis ligeglad med, hvad man kalder det. Han har travlt med at koge det hele sammen til en ubehagelig klæg, brun grød. Det lader sig imidlertid ikke gøre, for de træk, som Klemperer beskrev i LTI, og som jeg har gennemgået en del af i det foregående, er jo ikke nazistiske i sig selv. Blicher var jo ikke nazist, bare fordi han brugte den bestemte entalsform i Jyden han er stærk og sej i 1846, reklamefolk er ikke nazister, bare fordi de udtrykker sig i effektfulde slogans, og hvis det var nazistisk at slå om sig med forkortelser, ville Danmark i dag være mere nazistisk end Nazityskland i 1930’erne.
Vigtigt at have styr på proportionerne
Det, der er farligt, er den systematiske brug af en række sproglige træk, der manipulerer os til at opfatte noget som normalt og acceptabelt, som slet ikke er det. Det usynlige sprog, der sniger sig ind i bevidstheden og præger vores tanker, uden vi selv ved det.
