Læs mere fra bloggen: Den Danske Sprogkreds
Blog
Stikker udtalen af det danske sprog af fra skriften?
Reaktion på artikel i Folkeskolen 5 og indlæg i TV-avisen den 20. marts
”Vores retstavning bør laves om mener sprogforsker Petersen, så sproget i højere grad følger vores moderne udtale.” Sådan lød det i tv-avisen mandag den 20. marts, da tv-værten Kaare Quist opsummerede resultaterne af seniorforskerne Holger Juul og Jan Heegaard Petersens forskning i moderne dansk udtale.
Indslaget var et ekko af kronikken i Folkeskolen nr. 5 fra i år. Her var overskriften ”Skrift og udtale stikker af fra hinanden”.
Vinduesrode, rosser og askebærer
I udsendelsen forklarede Jan Heegaard Peter, at unge mennesker i dag udtaler ordet ”vinduesrude” som ”vinduesrode” med ”o” i stedet for ”u”, og at ordet ”russer” på samme måde udtales ”rosser”. Herudover fik fik vi de gammelkendte eksempler for forvekslinger af ”æ” og ”a” i ”kræft” og ”kraft”, samt sammenrodningen af ”bager”, ”bæger” og ”bærer”. Udtalen af disse ord har været til debat siden 1960erne. Dengang kaldte man det ”lavkøbenhavnsk” udtale. I dag kaldes det så de unges sprog, og man overvejer at tilpasse staveformen til udtalen, så det bliver lettere for børnene i Folkeskolen at stave dem korrekt.
Som eksempler på, at den danske udtale stikker af fra skriftsproget, blev der bragt sammen med klip med den gamle gymnastikpædagog i Danmarks Radio Kaptajn Jespersen (1883-1963), der i mere end 25 år hver morgen kl. 7 havde et gymnastikprogram, der var spækket med opmuntrende sentenser som ”en sund sjæl i et sundt legeme” og ”den, der ranker sig, slanker sig” og flere andre professionelle og markante talere. Som kontrast til dem kunne vi så høre to søde, unge, nutidige piger tale om, at man ikke lægger så meget vægt på ”udtalelsen” mere, men at de alligevel har lært det.
Det er givetvis rigtigt, at der er sket en vis form for vokalglidning i flere miljøer, men hvordan Heegaard med så stor sikkerhed kan fastslå, at der ikke er tale om sjusk, når nu den ene af pigerne netop selv angiver den manglende sproglige opmærksomhed som et problem, er ikke helt indlysende for mig. Beskrivelsen af problematikken lægger imidlertid op til en massiv misforståelse af forholdet mellem skrift og lyd. Det har nemlig aldrig forholdt sig sådan, at det danske skriftsprog gengav de danske sproglyde i et en-til-en-forhold.
Tænk på udtalen af skriftens ”i”. Vi har et langt ”i” i ”Lise”, et med stød i ”vin” og en kort udgave i ”lille”. Vi har imidlertid også et ”i”, der udtales som et ”e” i ord som ”ligger” og ”lilla”, vi har et ”i” i ordet ”drikke”, der udtales som ”æ”, og så er der ”i”-erne i ”mig”, ”dig” og ”sig”, der udtales som et dybt ”a”. Hvis vi som Heegaard foreslår, ændrer retskrivningen til ”vinduesrode”, bør vi vel med samme ret begynde at skrive ”legger”, ”lella”, drække”, ”maj” og ”daj”? Og hvis det hedder ”vinduesrode”, skal det vel også hedde ”rodekuvert” og ”roderkonge”. Og hvad er det egentlig med ”e”et i ”vindue”? Skulle vi ikke nøjes med at skrive ”vindusrode”
Påstanden om, at dansk udtale gennem de seneste årtier har udviklet sig længere og længere væk fra retskrivningen, abonnerer jeg heller ikke på. Jeg vil tværtimod hævde, at der aldrig har været større overensstemmelse mellem det sprog, de unge taler og skriftsproget end i dag.
Udtalen nærmer sig skriften
Tidligere var det danske sprog opdelt i en række markant forskellige dialekter. Der var så store forskelle i ordforråd, sætningsmelodi og den måde de forskellige ord blev udtalt på, at det var muligt med få kilometers forskel at afgøre, hvor en person kom fra. Fra 1922, hvor radioen og senere fjernsynet kom til Danmark, med udviklingen af uddannelser, der får unge mennesker fra Udkantsdanmark til at rejse til primært København, Aarhus, Aalborg og Odense for at få en uddannelse og muligheden for at passe et arbejde ret langt fra ens hjem, er det i dag stort set umuligt at bevare de gamle dialekter. De bliver stille og roligt udtyndet, og hver generation taler et sprog, der ligger tættere og tættere på et fælles sprog. Tidligere sagde man ikke ”ruden”, men ”ruun” uden d og med et meget langt ”u”på Lolland og ”æ rud” med foranstillet bestemthed, blødt d og afsnubbet e” i Vestjylland.
Det var en langt mere markant forskel en den, forskerne i dag påpeger mellem ”rude” og ”rode”. Da ordenes stavemåde ligger tættere på rigsmålet end på dialekterne, kan man faktisk tillade sig at hævde, at udtalen i dag ligger tættere på skriftsproget, end det gjorde for 100 år siden.
Staveformerne afspejler andet end udtalen
Inden vi køber ideen om, at vi skal stave som de unge angiveligt taler i dag, skal vi også lige huske, at staveformerne indeholder mange flere informationer end udtalen. Staveformerne afspejler også i vid udstrækning ordenes oprindelse. Ordet ”restaurant” staves ikke ”ræsdorang”, fordi det er fransk, ordet ”sneakers” skrives ikke ”sniigås”, fordi det er engelsk, og ”emoji” staves ikke ”emåudji”, og selv om det kan være sværere at lære at stave disse ord, er der ingen, der ønsker at fravige den internationale praksis. Da Dansk Sprognævn i 1986 udgav en ny udgave af Retskrivningsordbogen og indførte en mulighed for at skrive ”majonæse” i stedet for det franske ”mayonnaise” med henvisning til folks manglende evne til at stave dette ord korrekt, udløste det en sand shitstorm, længe inden vort sprog var blevet beriget med dette ord.
Ændring af retstavningen eller af undervisningen?
Der er efter min bedste overbevisning ikke folkelig opbakning til at indføre en retskrivningsreform, der tilnærmer ordenes stavning til udtalen. Man kan sikkert med fordel indføre nogle småjusteringer, og man kunne med fordel også fjerne en række af de forvirrende dobbeltformer, der er blevet fyldt ind ordbogen i et misforstået forsøg på at gøre det lettere at stave, men man kunne også overveje at høre på, hvad de to piger fortalte i den nævnte udgave af TV-avisen. Der er ikke fokus dansk udtale i Folkeskolen i dag. Hvor der arbejdes med udtalen af fremmedsproget engelsk, tages udtalen af dansk for givet, men man kunne sikkert have fornøjelse af at afspille forskellige former for dansk sprog og tale om forskelle og ligheder med elevernes eget sprog.
