Læs mere fra bloggen: Den Danske Sprogkreds
Blog
Fobier
En fobi er i medicinsk terminologi en psykisk lidelse, hvor en patient føler voldsom angst i nogle bestemte situationer, men bruges ofte i moderne dansk i en noget afsvækket betydning.
Ordet fobi stammer fra det græske ord phóbos, som betyder sygelig angst. Blandt de klassiske fobier kan man nævne:
· klaustrofobi, angst for lukkede rum
· agorafobi, angst for at færdes på åbne pladser
· hydrofobi, vandskræk
· akrofobi, højdeskræk, flyskræk
· aerofobi, flyskræk
· nyktofobi, angst for at være omgivet af mørke
· araknofobi, angst for edderkopper
· xenofobi, angst for det fremmede
Ordbog over Det Danske Sprog nævner også ordet djævlefobi, en sygelig angst for djævelen, som spillede en stor rolle i middelalderen.
I nyere tid er der skabt en lang række nye sammensætninger med ordet fobi
· homofobi, modvilje mod homoseksuelle, kendt fra 1977
· transfobi, modvilje mod transvestitter og andre transpersoner, kendt fra 2007
· bifobi, modvilje mod biseksuelle, kendt fra 2009
· islamofobi, modvilje mod islam, ikke dateret
· arabofobi, angst for arabere, information 2006
· anglofobi, afsky for eller modvilje mod England og engelsk sprog og kultur, kendt fra 1998
· cancerofobi, angst for at udvikle sygdommen kræft (kendt fra 1983)
· tykfobi, dobbelttydigt: enten angst for at blive tyk eller modvilje mod overvægtige personer, ikke dateret
· socialfobi, angst for at være sammen med andre mennesker, kendt fra 1997
· teknofobi, angst for teknik og teknologi, kendt fra 1977.
Man kan se en klar tendens til, at ordet fobi i dag bruges i en afsvækket betydning, så det ikke længere betegner en psykisk lidelse, men ofte bruges som en sygdomsgørelse af nogen, man ikke kan lide. Både feminister, der protesterede mod kvindeundertrykkelsen i muslimske lande, og senere forfatteren Salman Rushdie blev i 1970’erne anklaget af islamiske præster for at lide af en islamofobi.
Ordet tykfobi er den eneste af de nævnte fobier, der er skabt på dansk grund. Ordet har inspireret en række overvægtige personer til at opfatte sig sygdomsgjort af personer, der lider af tykfobi, og på den måde har de fået kræfter til at gøre oprør.
Anglofobi bruges somme tider som kritik af sprogkræsne danskere, der protesterer mod de mange engelske ord og udtryk, der kommer ind i det danske sprog i disse år.