Læs mere fra bloggen: Den Danske Sprogkreds
Blog
Grundtvigs betydning for det danske sprog
I år er det 150 år siden, at en af de største personer i det danske sprogs historie, Nikolaj Frederik Severin Grundtvig, døde. Vi taler ofte om ham i forbindelse med hans salmer og tanker om højskolen, men egentlig var sproget, selve det danske sprog, måske den væsentligste drivkraft i hans værk.
Grundtvig blev født den 8. september i Udby ved Vordingborg i 1783, og da han døde den 2. september 1872 i Hellerup, efterlod han sig et enormt forfatterskab bestående af over 1.500 salmer og sange, og mindst 1.000 forskellige artikler og selvstændige værker. En af forskerne bag den netop udgivne bog Den store mand. Nye fortællinger om Grundtvig, Krista Stinne Greve Rasmussen, har regnet ud, at han i de 74 år, han var aktivt skrivende, gennemsnitligt producerede 3,3 sider hver eneste dag året rundt.
Grundtvigs samtidige, politikeren og forfatteren Frederik Barfoed (1811-1896) beskrev Grundtvigs arbejdsproces således:
I mange år gik Grundtvig virkelig aldrig i sæng; han sad ved sin lampe i sofaen og arbejdede. Når han blev træt, skruede han lampen lidt ned og lagde sig tilbage, rede til atter at skrue den op og tage arbejdet fat på ny, når han vågnede af den korte blund. (Citeret efter Den store mand, s. 26.)
Det danske sprogs centrale placering
Grundtvig var besat af at udtrykke sig i både skrift og tale, og for ham var sproget ikke blot et middel til at formidle sine tanker. Han tillagde også sproget stor værdi i sig selv. Besynderligt nok har Grundtvigs sprog ifølge Flemming Lundgreen Nielsen (Dansk Sproghistorie bd. 6, 2022) endnu ikke udforsket grundigt.
I sit programskrift Det Danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet fra 1836 placerede han sproget, som et af danskhedens fire elementer: Konge, folk, modersmål og fædreland. Skriftet er delt op i to, så konge og folk blev behandlet sammen i den første del, og modersmål og fædreland blev beskrevet i den anden del.
Modstand mod latin
Grundtvig lærte at læse og skrive latin som ganske ung, han blev dygtig til det og havde på et tidspunkt sågar en plan om at skrive en disputats på latin om Kong Knuds ret til at kalde sig den Store. I 1807 udarbejdede han en artikel med titlen Om Religion og Liturgie, men i 1814 kritiserede han selv artiklens storagtige Stil og de brammende Konstord, som vare fremmede Fjere, hvormed Forfængeligheden brystede sig, og herefter blev han en arg modstander af latin. I Firkløverskriftet skrev, at han endnu (havde) Smagen i Munden af den forgiftige Latin, jeg for en heel Menneske-Alder siden spyttede ud.
Han skelnede mellem datidens latinskole, som han kaldte en skole for døden i modsætning til den højskole, han ønskede at skabe, der skulle være en skole for livet og betjene sig af det danske sprog med vægt på talesproget. Han afskyede latin i en sådan grad, at han forhindrede sin søn, den senere så kendte folkeviseindsamler og ordbogsforfatter, Svend Grundtvig (1824-1883), at lære latin, selv om det betød, at drengen ikke blev student og derfor ikke kunne komme ind på universitetet.
Grundtvig blev med årene mere og mere optaget af en sproglig purisme, der ønskede at rense det danske sprog for fremmedord.
Grundtvigs purisme i praksis
Grundtvig var purist af to grunde. For det første mente at en blanding af ord fra mange sprog var uskøn, og for det han har Tanker og Følelser ifølge ham kun paa Modersmaalet har deres Fynd og Klarhed for os alle. I tidsskriftet Danskeren (1848-1851), og da han i perioden 1848-1866 med kortere afbrydelser sad i Rigsdagen, udarbejdede han en liste over afløserord, altså danske ord, som han foreslog brugt i stedet for en række ord af fremmedoprindelse. Det var langt fra alle Grundtvigs forslag, der blev ført ud i livet. Her er en række eksempler på Grundtvigs afløserord.
anarki: gadedrengeherskab, tøjlesløshed canoniseret løftet til skyerne
circulaire: omgangsbrev
bureaukrati: skriverstueherskab demokrati selvrådighed
egoisme: jeghed (inspireret af det tyske Ichheit)
emancipation (her kvindens): åndelige og hjertelige frigivelse
inqvisition: undersøgelse
irritere: opirre
klassiskhed: folkefjendsk
konstitution: grundlov
principmæssig: regelret efter en snor
præventiv: forebyggende
rationalisme selvklogskab
revolution: omsving, omvæltning
upartisk: ligegyldig
Grundtvigs forhold til det tyske sprog
Grundtvig havde tidligt lært tysk og var ganske belæst i tysk litteratur og filosofi og litteratur og stærkt inspireret af Johan Gottfried Herder (1744-1803), men vendte sig mod det tyske op gennem 1800-tallet, der som bekendt var præget af krige med tyskere.
Af Firkløver-skriftet fremgår det, at han altid havde skyet at blive præget af det tyske sprog, at tydskes, som han kaldte det. Han syntes, at tyskerne skulle lade danskerne nyde vort Eget i Fred, og i sit sprog begrænser han brugen af tyske låneord.
Han undgår f.eks. ordet sprog, der er beslægtet med det tyske ord Sprache og anvender i stedet enten de gamle nordiske ord mål og tunge.
Ordet ordsprog skaber dog problemer for den puristiske Grundtvig, fordi man i den ældre danske tradition ikke skelnede mellem folkelige ordsprog, faste vendinger, oversatte citater mm. Der eksisterede ikke et passende dansk ord. Han forsøgte sig med ordet mundheld, hvor han griber tilbage til det oldnordiske orðheil, og kalder sit værk om ordsprog fra 1845 Danske Ordsprog og Mundheld samlede og ordnede af Nikolaj Frederik Severin Grundtvig, men da han i bogen ikke skelner mellem ordsprog og mundheld, kan man forestille sig, at ordet ordsprog har været nødvendigt her af pædagogiske grunde.
Ordet mund er strengt taget også beslægtet med tysk, men Grundtvig accepterede tyske ord, ”når blot de havde nogle århundreders borgerret på dansk.” (Den Danske Sproghistorie 6, ekstramateriale 266.)
Det kønnede sprog
Når Grundtvig taler om det, der i dagens politisk korrekte kønsneutrale terminologi ofte kaldes førstesprog, skriver han enten Moders Tunge eller Modersmål, ofte skrevet Moders-Mål med bindestreg, og han kombinerer det danske sprog med feminine værdier og omtaler det som sødt, smukt, bøjeligt og blødt.
Det var ikke var almindeligt på det tidspunkt at opfatte det danske sprog som noget feminint, og det var muligvis med hans indflydelse, at vi fik det danske sprog tilknyttet feminine og bløde værdier.
Det danske sprog er det bedste
Grundtvig opponerede mod datidens danskeres nedprioritering af det danske sprog, og han mente, at det danske folk, var det eneste i Europa, der gennem årtusinder, der aldrig i årtusinder skrev i 1815- I Det Danske-Fiir-Kløver sammenlignede han det med udenlandske sprog:
Komme vi nu til Moders-Maalet, da er jeg saa gammel en Arbeider deri baade med “Mund og Pen”, at Man neppe vil nægte mig Stemme-Ret, […]
Jeg troer saaledes virkelig, at alt Smukt og Godt lader sig oversætte paa Dansk uden at tabe det Mindste, medens det bedste Danske ei lader sig oversætte paa noget Sprog, end ikke paa Engelsk, uden i det Mindste at tabe det Halve, thi det gaaer med Hav-Fruens Sprog, ligesom med Havet, der er levende tilbunds og lige naturligt i alle sine mangfoldige Skikkelser: fra det mildeste Hav-Blik til den mest oprørte Sø-Gang. Dog, Man skrive kun frit Saameget heraf som Man lyster paa min Partiskheds Regning, thi jeg har dog endnu ikke truffet nogen Fremmed med mindste Stemme-Ret, der jo strax indrømmede, at Danmark, deiligst Vang og Vænge, Lukt med Bølgen blaa, er et meget smukt Land, og Dansken, især paa vort smukke Kiøns Læber, et sødt Sprog, i vore Skjalde-Bøger vidunderlig rigt og dybt, bøieligt og klangfuldt, saa blev Sagen rigtig drøftet, kan jeg neppe tvivle om, de Fremmede jo Alle, næst deres Eget, vilde prise Danmark og Dansken.
Grundtvig lovpriser her modersmålets betydning vel vidende, at han ikke er en objektiv betragter, men at hans vurdering er partisk farvet af hans eget udgangspunkt. Tanken om, at de fremmede, hvis sagen altså blev rigtigt drøftet, ville give ham ret, må også ses i det perspektiv. Det er også ganske karakteristisk for Grundtvig, at han afviser oplysningstidens rationelle sprogbrug og griber helt tilbage til barokken i 1600-tallet og her finder en allieret i digteren Laurids Olufsen Kok (1634-91), der i 1690 skrev den smukke sang Danmark, dejligst Vang og vænge, som Grundtvig nogle år senere, i 1848-50 bearbejdede og gjorde til den sang, som i dag er nr. 512 i Højskolesangbogen.
Er det danske sprog en tysk dialekt?
Hele Grundtvigs levetid var præget af krige mellem Danmark og de tysktalende naboer mod syd. Grundtvig var trods sit indgående kendskab til tysk filosofi og litteratur, interesseret i en nordisk alliance, og sprogvidenskaben var en vigtig kampplads for identitetsfølelsen. Den tyske sprogforsker Jacob Grimm (1785-1863), der i dag er mest kendt for de folkeeventyr, han og hans bror Vilhelm Grimm (1786-1859) indsamlede og udgav, anså det danske sprog som en germansk dialekt på linje med f.eks. hessisk og holstensk.
Det brød man sig ikke om i Danmark, for hvis det danske sprog var tysk, var danskerne også en slags tyskere, og så kunne det selvstændige kongedømme lige så godt anses for et tysk rige. Grundtvig ønskede at betone den nordiske vinkel på den danske identitet og udarbejdede værket Nordens Mytologi eller Udsigt over Eddalæren, som udkom i 1808, og var på den måde med til at støtte den voksende interesse for det nordiske. I 1811 blev der udskrevet en prisopgave med formuleringen:
med historisk Kritik at undersöge og med passende Eksempler at oplyse, af hvilken Kilde det gamle skandinaviske Sprog sikrest kan udledes
Prisopgaven blev besvaret af en ung studerende, der ved navn Rasmus Rask, og Grundtvig jublede, da han vandt prisen ved at påviste, at de gamle skandinaviske sprog havde en række træk til fælles med det gamle islandske sprog, som ikke fandtes i det tyske sprog, og at dansk derfor burde betragtes som særlig del af de nordiske sprog og ikke som en tysk dialekt. Et af disse træk var den efterstillede bestemte artikel. Hvor man på tysk, fransk og engelsk har foranstillet bestemt artikel som i das Haus, la maison og the house, har man på dansk efterstillet bestemthed i huset, som på islandsk, norsk og svensk. (Dette argument har fået nogle til at hævde, at de jyske dialekter skulle anses for at være tyske, da man her skelner mellem a hus (et hus) og æ hus (huset), men den diskussion lader vi ligge her.)
Grundtvig støttede Rask, der i øvrigt var døbt Rasch, men valgte at fordanske sit navn, men faktisk Grundtvig brugte han selv den foranstillet bestemthed sin digtning, som f.eks. i det digt, han skrev om Københavns bombardement i 1807, hvor tog englænderne hele den danske flåde. Ordet snekke betegner et af vikingernes skibstyper.
De snekker de mødtes i Kveld paa Hav,
og Luften begyndte at gløde.
De leged alt over den aabne Grav,
Og Bølgerne gjordes saa røde.
Her citeret efter Dansk Sproghistorie, bd. 6, 2022.
Rasks sprogvidenskabelige forskning gjorde om muligt Grundtvig til en endnu mere entusiastisk dyrker af nordisk mytologi og bekæmper af dem, der mente at kunne finde rester af dyrkelse af Odin og Thor på tysk grund.
Sproget er folkeligt
Grundtvig opfattede det danske sprog som noget, der er knyttet til det danske folk. Om skjaldene, de danske digtere, skrev han i Det Danske Fiir-Kløver.
Med Øret, som dertil dannedes under Moders Hjerte, opfangede de dog vel hos Folket hvad Folket forstaaer og erkiender for Sit, eller smeddede de Nyt af samme Malm og med samme Klang, da var det dog vel Folke-Aanden, som lærde dem den Konst.
Denne tanke kan man genkende i flere af hans populære sange: Allerede i 1837 skrev han sangen
Moders navn / som lever i folkemunde, i sangen Ingen har guldtårer fældet fra 1855 synger vi om Ordets klang i folkemunde, og i sangen Jeg gik mig ud en sommerdag fra 1847 synger vi På folkets modersmål, med Danmarks tunge.
Grundtvig beskriver i sangen Moders navn fra 1837 sproget som det, der skaber fællesskab mellem mennesker: Modersmål er det rosenbånd, / som store og små omslynger, og han ser også sproget, som det, der forbinder danskere i fortid og nutid: I sangen Der er hel underligt et sprog fra 1816 hedder det
Der er hel underligt et sprog
hun har, den dane-sage,
hun taler kun så jævnt og dog
så snildt om gamle dage.
I stedet ønskede han at bygge videre på det levende sprog, hvormed han forstod det sprog, der blev talt i folket, og ikke var forgiftede af det latinske sprog.
Han gav sig til at indsamle ordsprog og udgav i 1845 bogen Danske ordsprog og mundheld, og hans inspirerede sin søn Svend Grundtvig til at opsøge folk, der kunne fortælle, nedskrive og udgive gamle danske folkeeventyr.
Lav stil
Grundtvig var meget genrebevidst, og der er markant forskel på de ord, han vælger i de forskellige genrer. I heltedigtet Bjarkemaal anvender han f.eks. ord som Søvne-tryne, Fjog og Grunker, som han næppe kunne drømme om at anvende i salmerne og sangene.
Stavefejl og forkert ordvalg
Det kunne se ud, som om Grundtvig beskæftigede sig indgående med det danske sprog i alle dets facetter: sproghistorien med de nordiske paralleller, det folkelige talesprog med dets ordsprog og vendinger, sangsproget, det politiske sprog, salmesproget og det kirkelige sprog. På alle disse områder har Grundtvig tænkt og talt og skrevet. Der er dog ét sprogligt område, han undgik hele livet. Intet kunne interessere ham mindre end Grammatikalsk Fuldkommenhed og Lexikalsk Fuldstændighed.
Dette område kunne Dødens skole og dens tilhængere have i fred for ham.
