Den Danske Sprogkreds
Blog
Når man mærker jorden brænde, kan man godt få kolde fødder
Det danske sprog er rigt på idiomatiske vendinger, som både har en konkret og en fast overført betydning. Bruges de begavet og kreativt udvider de sprogets udtryksmuligheder, men hvis de bruges uden respekt for udtrykkenes dobbeltkarakter, kan der opstå helt tossede modsætninger.
Modsætninger, der opstår ved at kombinere to faste udtryk med helt uforenelige overførte betydninger, kaldes i klassisk retorik for katakrese. Katakrese kan være et nyttigt retorisk greb, hvis det bruges bevidst som f.eks. i udtrykket man skal aldrig sige aldrig. Ofte bruges udtrykkene imidlertid uden hensyn til deres dobbeltkarakter, og det kan give ufrivilligt komiske resultater.
Her er nogle eksempler:
Kære kolleger i indskolingen, det har været et langt sejt træk op ad bakke de seneste år, men nu har vi fået en bevilling, der gør, at det kun kan gå ned ad bakke igen.
Vores skole har alt for længe stået foran afgrunden. Nu må vi tage skeen i egen hånd og tage et skridt fremad.
Dansklæreren er en blød banan, som den dominerende Cecilie i 9. b, kan vikle om sin lille finger, når det passer hende.
Somme tider er man nødt til at stikke fingeren i jorden for at se, hvad vej vinden blæser.
Man skal ikke hænge med hovedet, selv om man står i lort til halsen.
Skoleinspektørens dødfødte forslag løb ud i sandet.
Lærere med begge ben solidt plantet på jorden, hænger ikke på træerne.
