Den Danske Sprogkreds
Blog
Den Danske Sprogkreds´julekalender den 13. december: At være navlebeskuende
Udtrykket at være navlebeskuende viser sig at have religiøse rødder.
Udtrykket at være navlebeskuende bruges i dag i betydningen kun at se sig selv, og ligner dermed udtryk som at pille i sin egen navle og ikke at kunne se ud over sin egen næsetip.
Dykker vi imidlertid lidt ned i begrebet, finder vi imidlertid ud af, at der er tale om et begreb med religiøse rødder.
I senmiddelalderen fandtes der en bevægelse, hvis tilhængere mente, at man opnår religiøs fuldkommenhed ved at lade gud alene virke i mennesket. For at give Gud mulighed for at virke, måtte man skubbe alle former for begær væk og hensætte sig i en tilstand af absolut passivitet og indre tomhed.
Tilstanden af absolut passivitet kunne bedst opnås i en bestemt stilling, hvor man koncentrerede sig om åndedrættet og placerede hjertet i kroppens centrum ved at bøje ansigtet ned mod navlen. Man kaldte denne filosofi kvietisme, som kommer af quietus, som er latin for rolig, og quies, som er latin for fred, og denne praksis, som var inspireret af asiatisk og indisk spiritualitet, kan betragtes som en form for europæisk yoga.
De katolske munke brød sig ikke om den kvietistismen, der stod i en klar modsætning til katolicismens mange handlingsorienterede ritualer og ønsket om at blande sig i politik. De sagde hånligt, at kvietisterne troede, at sjælen sad i navlen, og kaldte dem passive navlebeskuere, og det er denne betydning af ordet, vi kender i dag.
Udtrykket at være navlebeskuende findes Den Danske Sprogkreds bog Med ja-hatten på. Idiomatiske udtryk i moderne dansk, som udkommer på Forlaget Bostrup den 18. december.
