Den Danske Sprogkreds
Blog
H.C. Ørsteds sammentænkning af naturvidenskab og sprogvidenskab
H.C. Ørsted fejres i år i anledning af 200-året for sin opdagelse af elektromagnetismen. Ørsted selv mente imidlertid, at det vigtigste, han havde udrettet i sin lange videnskabelige karriere, var at skabe et sammenhængende kemisk ordforråd (en nomenklatur) på dansk. Vi ser her på sammenhængen mellem sprog og kemi i Ørsteds forskning og forfatterskab.
Hans Christian Ørsted (1777–1851) begyndte at studere kemi i København i 1794. Her blev han hurtigt optaget i en kreds af studerende og unge akademikere, der så op til lægen og naturvidenskabsmanden Ole Hieronimus Mynster (1772-1818). Mynster var optaget af den begyndende tyske romantiks tanker om, at alt hænger sammen i et hierarki af lavere og højere former. Ånden viser sig på alle niveauer. Den “slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og kommer til bevidsthed i mennesket”, som den samtidige tyske filosof Friedrich W. J. Schelling (1775-1854) formulerede det.
I dag kalder vi perioden Guldalderen, og forfattere som H.C. Andersen og Adam Oehlenschläger, maleren C.W. Eckersberg, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, komponisten C.E.F. Weyse og balletmesteren August Bournonville hører med hertil.
Naturvidenskab og sprog er dele af samme organisme
Et fællestræk for tilhængerne af den nye romantik var en afstandtagen til latin og en opprioritering af folkesprogene. “Latin er et tidsspildende kunststykke”, erklærede Ørsted, og allerede som 22-årig, altså i 1799, trådte H.C. Ørsted ind i den offentlige debat med et krav om en kemisk terminologi på godt dansk. I bladet Kjøbenhavns lærde Efterretninger krævede han
med stor styrke – og ret følelsesladet – at det kemiske fagsprog ikke blot skal være klart og dække en faktuel kemi, den kemiske nomenklatur skal også være godt dansk. Man skulle bruge ordene Quicksølv i stedet for Qvægsølv, Suurstof i stedet for Oxygen og Qvælstof i stedet for Stikstof. Det var godt dansk. (Trykt i Kjøbenhavns lærde Efterretninger s. 81, Her citeret efter min far Ole Bostrups disputats: Den kemiske revolution, s. 123, 1996.)
Naturvidenskab
Kaotiske forhold
Ørsted begyndte at stille krav til et dansk kemisk fagsprog: Når det skulle være klart, dække den faktuelle kemi, og det skulle være godt dansk, skyldtes det, at der på det tidspunkt herskede kaotiske tilstande i den danske kemi,
Faget kemi var først ved at blive indført på Københavns Universitet, og det havde således primært været apotekerne, der havde stået for indsamling af kemisk viden fra middelalderen og frem. Der var betegnelser på dansk, tysk, latin og italiensk i en pærevælling. Mange af de latinske betegnelser var skabt af munke, mange tyske og italienske betegnelser stammede fra alkymister, der opbyggede en ret stor kemisk viden i deres forsøg på at skabe guld, og så var der en masse stoffer, der var opkaldt efter personer, steder og funktioner, eller bare havde eksisteret i det danske folkesprog i århundreder, og som man ikke kunne gennemskue oprindelsen af.
Betegnelsen salt på Ørsteds tid - et eksempel på rodet terminologi
Navn efter anvendelsessted
Køkkensalt bruges i et køkken, f.eks. når man koger grøntsager (natriumklorid).
Navn efter findested
Søsalt henviser til stoffets forekomst i vand.
Stensalt henviser til stoffets forekomst i ørkenområder.
Navn efter funktion
Kogesalt bruges som krydderi i forbindelse med madlavning.
Navn efter personer med relation til stoffet
Glaubers salt er opfundet af den hollandsk-tyske apoteker Johann Rudolf Glauber (1604–1670), som opdagede det i 1625. Han kaldte det selv sal mirabilis (mirakelsalt), fordi det var et forrygende afføringsmiddel.
En moderne videnskabelig nomenklatur
Ørsted besluttede at skabe en ny, dansk kemisk nomenklatur med enhed mellem form og betydning. Den skulle være videnskabelig korrekt, indeholde et klart system af entydige betegnelser, der forholdt sig logisk til hinanden uden overlapninger og huller, udelukkende indeholde betegnende og ikke beskrivende betegnelser, og alle betegnelserne skulle være godt dansk.
Sproglig enhed som middel til videnskabelig erkendelse
Grundstoffer, forstået som stoffer, der ikke kan nedbrydes til andre stoffer, skulle udtrykkes ved enstavelsesord. Eksisterende ord som bly, jern og kul var således gode nok, men den danske betegnelse surstof, som han havde rost i 1799, måtte slettes af to grunde: For det første var der tale om et sammensat ord, og for det andet er det et ord, der beskriver stoffet og ikke blot betegner det.
Netop denne gennemskuelige logik opnår Ørsted ved i selve ordvalget at holde sig til de danske ord og ord af sprog, som er tæt beslægtede med dansk som f.eks. svensk og tysk.
Ørsted udgav i 1809 en lærebog i kemi med titlen Videnskaben om Naturens almindelige Love, bind 1 (der udkom aldrig et bind 2). Heri udtrykker han sin idé om, at man ved at bruge danske ord, der indgår i et samlet system, kan skabe et fokus på det væsentlige og drive de studerendes indsigt i den rigtige retning.
… især har det været mit Ønske, at sætte Kunstord af Dansk Oprindelse i Stedet for fremmede. Det hele Foredrag vorder herved naturligere og de fremmede Ordbøininger, der upaatvivleligen langt mere vansire Sproget end de fremmede Stamord, undgaaes. Desuden erholde Tankerne, ved at udtrykkes med Ord af Modersmaalets egen Stamme, en langt mere umiddelbar, om jeg saa tør sige, øieblikkelig Klarhed, hvorimod man ved et fremmed Ord først maa lade Tanken svæve hen i andre Egne for at finde dets Oprindelse og indre Betydning. Ethvert Ord er et Tanketegn, og det hele Sprog en Samling af saadanne. Er nu Sproget virkelig eet Sprog og ikke en Sammenblanding af adskillige, saa gribe Ordene paa samme Maade ind i hinanden, som Tankerne i Sjælen, og udgjøre tilsammen et lyst og klart Hele.
Man må forstå, at Ørsted på ingen måde hævdede, at det danske sprog var andre sprog overlegent. Ørsted kunne læse latin, tysk og fransk og var meget engageret i nordisk sprogforståelse. Det, han ikke kunne holde ud, var den inkonsekvente sammenrodning af sprogene, barbarismen, som han kaldte den.
Konstruktion af naturvidenskabelige kunstord
For at skabe en systematik udtænkte Ørsted nye kunstord, som kunne afløse de gamle betegnelser.
Hans valg faldt på ordet ilt, fordi oxygen er et brændbart stof, der kan associeres med ild. Ordet ild betyder noget andet, men ilt er et enstavelsesord, og det lever op til Ørsteds sproglige kriterier. Det kan bøjes helt almindeligt ilt, ilten. Det kan sammensættes med andre ord til iltholdig, og det kan afledes til at ilte (at tilføre ilt) og heraf igen til iltning (det at tilføre ilt).
Ordet brint skabte han med udgangspunkt i dagligsprogets ord brænde, og ordet blev i begyndelsen stavet med d som i brand og brænde, og det er netop definitionen på brint, at det kan brænde. Brugen af det stumme d var helt bevidst fra Ørsteds side. De stumme d´er har ofte den funktion at holde sammen på et ords betydning trods ændrede bøjningsformer som f.eks. d i anden, som er stumt, men som udtales i bøjningsformen andre, eller at henvise til ordets oprindelse som f.eks. d i finde, som henviser til den tyske oprindelse i ordet finden.
Ordet brint kan også helt uden problemer bøjes brint – brinten og sammensættes til brintluft og afledes til f.eks. at brinte, at afbrinte og afbrintning.
Komplekse stoffer som komposita
Sammensatte stoffer skulle udtrykkes ved hjælp af sammensatte ord, og 2. leddet skulle vise, hvilken type stof, der er tale om. Forbindelser med gas hedder gas til “efternavn” som surstofgas, vandstofgas og ammoniak-gas. Kulsyre og svovlsyre er syrer, og saltene hedder salt til efternavn. Det er så logisk, at selv et barn kan tegne de uorganiske kemiske stoffers tilhørsform som grundstoffer, syrer / baser og salte i et diagram med blandingsformerne tilføjet under hver overgruppe.
Sprogvidenskabelig protest
Den samtidige sprogforsker Rasmus Rask, som Ørsted korresponderede med, var imidlertid ikke spor begejstret for Ørsteds opfindelse af ordet brint, og i et brev til ham i 1812 hed det:
Brind (eller Brindt) har det imod sig at alle de korte Afledsord af Verba betyde en Handling, Virkning el. desl., denne Fejl bliver tydeligere i den sidste Form Brindt lig Flugt, Ridt o. desl. hvorfor jeg og holder Brind bedre, det kunde ansees som en Variant af Brand. (Her citeret efter Ordbog Over Det Danske Sprog.)
Rask gjorde altså gældende, at der ikke fandtes nogen fortilfælde, hvor et substantiv blev afledt af et andet substantiv med suffikset -t. Spørgsmålet er imidlertid, hvorvidt de to ord skulle vurderes som afledninger. Ørsted omtalte dem aldrig som sådan. Han kaldte dem kunstord, og vi har da ord som en klit, (et) kit og en milt, der har samme struktur som ilt og brint uden af være afledninger af verber.
Ørsted svarede da heller aldrig på Rasks kritik, men fortsatte med at arbejde på sit projekt.
Sprogvidenskab
Men Ørsteds interesse for det danske sprog holdt sig ikke inden for naturvidenskaben. Ligesom han med fynd og klem havde kritiseret den kemiske sprogbrug for at være usystematisk og vildledende, gav han i en tale med titlen Danskhed i Selskabet for den danske Litteraturs Fremme i 1836 det danske sprog det glatte lag. Det danske sprog var intet mindre end barbarisk:
Altfor ofte have vi optaget fremmede Ord med Tilsidesættelse af vor egen Sprogskat, ofte have vi ligefrem oversat Fremmedes sammensatte Ord, uagtet vi herved erholdt Udtryk, som ikke passe til Sprogets Natur. Vore gode Skribenter ere neppe virksomme nok til at modarbeide de Misbrug, de slette indføre. Man har sørget for det moderne latinske Sprog, ved at give en Ordbog over de af de nyere Skribenter hyppigst deri begaaede Feil. Vort Sprog kunde trænge til en saadan Antibarbarus, og jevnligt maatte vi have Tillæg dertil. (Talen blev optrykt samme år i Dansk Folkeblad nr. 53-54, 1836.)
Man kan her bemærke, at Ørsted ikke abonnerer på nutidens forestilling om, at sproget udvikler sig af sig selv. For ham er sproget et fælles ansvar, og det er “vore gode Skribenter”, der kan fungere som forbilleder.
Ørsted afviste ikke brugen af fremmedord totalt, men han stillede de samme krav til optagelsen af ordene i normalsproget, som han havde gjort i forbindelse med ordene i den kemiske nomenklatur. Man skulle
… mage det så, at dette Fremmede forvandles til Kjød af vort Kjød og Blod af vort Blod; den danske Mand maa fordanske det Fremmede han vil byde sit Folk. (Ørsteds fremhævelse. Her citeret efter Skautrup bd. 3, s. 347).
Ligesom med de kemiske betegnelser betragtede Ørsted ikke ord af tysk oprindelse som f.eks. Blod (Blut), det fremmede (das Fremde) og Folk (Volk) som uanvendelige, da de i modsætning til ord fra de romanske sprog latin, fransk og italiensk lod sig integrere udtalemæssigt og bøjningsmæssigt i det danske.
Ørsteds eftermæle
En af Danmarks største sprogforskere, Peter Skautrup, omtaler i sin gennemgang af perioden 1750 til 1870 i Det
Danske Sprogs historie bind 3 (1953) H.C. Ørsted som periodens originaleste ordskaber (s. 347), og han erklærer, at tidens ordavl er sørgeligt vanrøgtet i grammatikernes fremstillinger (s. 340).
Skautrups beklagelse af den manglende interesse for Ørsted som ordskaber kunne også være udtrykt i dag. H.C. Ørsteds kamp for at skabe et klart og logisk dansk er en del af det, man på dansk kalder sprogrøgt og i videnskabelige sammenhænge kalder purisme efter det franske ord pure, som betyder ren, og denne sprogvidenskabelige retning har ikke haft nogen videnskabelige tilhængere siden 2. verdenskrig. (Se artiklen Dansk Sprogrøgt i Sprogkræsen 3, 2019.)
Årsagen til sprogrøgtens sørgelige endeligt kan måske forklares ved, at nazisterne lagde stor vægt på at holde det tyske sprog frit for fremmedord, og mange herefter forbinder interessen for at pleje sit sprog med et yderst konservativt, måske næsten fascistisk uvæsen.
Redaktør Anne Duekilde stiller sig i Dansk Sproghistorie 2 (2018) ret uforstående over for modtagelsen af Ørsteds nydannelser:
Men 20 år senere, i 1814, kom H.C. Ørsteds nye navne, ilt og brint, som – mærkeligt nok – sejrede i dansk; dog har ordene oxygen og hydrogen været almindelig brugt i fagsproget siden midt i 1900-tallet. (S. 347) (Min fremhævelse.)
Professor emeritus, Frands Gregersen, der er kendt som en meget venlig mand, har en lidt anden strategi. Han forsøger at frelse Ørsted fra at blive kaldt purist:
Ørsteds indsats er interessant, bl.a. fordi han aldrig forfalder til purisme på danskhedens vegne, men altid er interesseret i at få flest muligt med indenfor i videnskabens domæne. (H.C. Ørsted og de nye ord, tidsskriftet Kvant, 2020).
Frands Gregersen læser imidlertid ikke Ørsteds værk i sammenhæng. Ørsted skabte ikke sine almentsproglige kunstord for at få flere mennesker “indenfor i videnskabens domæne”. For ham var sprog og naturvidenskab, i det hele taget al slags kunst og natur, bestræbelser på en samlet erkendelse, og i hans optik var hans forsøg på systematisering og fordanskning af et materiale hans vigtigste bidrag til at drive den samlede menneskelige erkendelse fremad.
Når vi i dag betragter Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen som hans vigtigste indsats, skyldes det den betydning, den fik under den industrielle revolution, og når vi ikke værdsætter hans sproglige indsats, skyldes det, at datidens bestræbelser på at se alt i et samlet perspektiv i dag er erstattet af opdelingen af den menneskelige erkendelse i en række isolerede domæner.
Ørsteds mest populære ord
Blandt Ørsteds mest populære ord i almindeligt dansk er: billedkunst, brugskunst, bærekraft, ildsjæld, klangbund, medborgersind, nejsiger, opkomling, tankeeksperiment og udstråling.
Artiklen har været bragt i Sprogkræsen. Nyt fra Den Danske Sprogkreds nr. 7, juni 2020.
