Den Danske Sprogkreds
Blog
I anledning af Kvindernes internationale kampdag
Er der forskel på mænds og kvinders sprog?
I år er det 110 år siden, at Klara Zetkin og Rosa Luxemburg foreslog indstiftelsen af Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts.
I 1975 blev datoen anerkendt af FN som en international kvindedag, der siden har været fejret på mange forskellige måder over hele verden. I Rusland og de gamle kommunistiske lande fejres dagen som en slags mors dag med masser af blomsterbuketter og omfavnelser. I Vesteuropa og USA er dagen præget af kampen for ligeberettigelse.
Her i Sprogkræsen benytter vi lejligheden til at se på den feministiske sprogkritik, og vi tager udgangspunkt i den netop udkomne Hvem sagde hvad? Kvinder, mænd og sprog af den norske lingvist Helene Uri. Meget af det, Uri skriver, er stof, som vi kender til bevidstløshed, men der findes også spændende nyt stof i den 344 sider lange og til tider ganske underholdende bog.
Den kvindelige nordmand
Det er nok umuligt at skrive en bog om kønsspecifikt sprog, men det er svært at hidse sig op over det urimelige i, at man både bruger ordet man og mand kønsneutralt og som udtryk for en person af hankøn: Personer fra Norge er nordmænd, en politiker er en statsmand og gopler kan være vandmænd eller brandmænd.
En forsamling af nordmænd og franskmænd kan indeholde kvinder, men hvis der kun er kvinder til stede, må vi ud i omskrivninger som kvinder fra Norge og Frankrig, for kvindelige nordmænd og franskmænd skurrer fælt i de flestes ører.
Vi kender diskussionen fra Danmark, og vi har i nogen grad udviklet alternativer. F.eks. harcelerer Helene Uri over ordet ankermann, men her har vi i Danmark det kønsneutrale tovholder, og så har vi jo også en forælder, som både kan være en mor og en far.
I forbindelse med dette emne kan det undre, at Helene Uri slet ikke kommer ind på den meget aktuelle debat om omtalen og tiltalen af personer, der er udstyret som mænd, men føler sig som kvinder, mænd, der har været igennem en kønsskifteoperation o.l.
Mange ord og udtryk er sexistiske
Helene Uri nævner en skævhed mellem udtryk om mænd som f.eks. at have nosser, at have hår på brystet og at mande sig op, der er positive, og udtryk om kvinder som f.eks. sladderkællinger (skravlekjeringer), at køre bil som en kvinde og at stå på ski som en dame, der er negative.
Helene Uri nævner flere gange, at hun skriver på baggrund af en række blå hæfter med notater, og nogle gange kunne man godt ønske sig, at hun havde googlet sig frem til nogle nyere og sjovere udtryk. Når jeg læser om at have nosser tænker jeg på Shubiduas Stærk tobak fra 1973, hvor det hævdes, at stærk tobak, det er noget, der er nosser i, og påpegningen af det sexistiske i udtrykket at mande sig op minder mig om filmen Tag det som en mand, frue fra 1975. Hvis der ikke er kommet værre mandschauvinistiske udtryk op siden dengang, er det vel ikke så galt.
Kvinder taler pænere og blidere end mænd
Det er langt sjovere at læse analyserne af sprogbrugen
Kvinder bander markant mindre end mænd, de taler tydeligere, og deres sprog er mindre præget af dialekt og jargon end mænds.
Kvinders sætninger er længere end mænds, men det skyldes i høj grad, at kvinder har tendens til at bruge en række usikkerhedsmarkører og diminutiver som jo, nok, tror jeg nok, måske, tit, ofte, i hvert fald, en lille smule, lidt, somme tider, en gang imellem o.l., og de bruger meget ofte udtryk, som opfordrer samtalepartneren til at tilkendegive sin tilslutning, så som synes du ikke også?, ikke?, vel?
For at skære tendensen ud i pap vil en kvinde sige: Sådan tror jeg nok, det er, tror du ikke?, mens en mand med samme viden vil sige: Sådan er det bare!
Helene Uri beskriver, hvordan man tidligere opfattede disse træk som bevis på en personlig usikkerhed, men hun mener, at man lige så godt kan se det som et forsøg på at minimere forskelle i samtalepartnernes opfattelser, og en måde at sikre at begge kommer til orde.
Kvinder bruger flere søde ord og lyserøde hjerteemojis end mænd
Helene Uri har et horn i siden på den danske sprogforsker Otto Jespersen (1860-1943), der i 1941 offentliggjorde en bog med titlen Barnet, Kvinden, Slægten (Gyldendal 1941). Herfra citerer Uri:
Kvinderne føler i langt større grad end mænd trang til at give deres varme følelser udtryk i sproget, og da de hvert øjeblik kan komme i begejstring selv over for mange af livets småting, er det let forståeligt, at de kommer til at slide mere på sproget srosende ord end mændene. Et særligt kvindeord er ”yndig”.
Den holdning til kvinder bryder Helene Uri sig selvfølgelig ikke om, og man finder da heller ikke ordet ”yndig” i hendes egen tekst.
Hun håner Jespersen og slår ham sammen med nogle kolleger og skriver:
Alle disse skråsikre mænd fra fortiden baserer jo deres meninger på anekdoter og tilfældige observationer, altså: følelser. Vi har brug for benhård forskning. (s. 48)
Den findes nu så i en undersøgelse af sproget i den norske avis VG (Verdens Gang), der svarer nogenlunde til det danske EB (Ekstra Bladet), og her er konklusionen,
at de kvindelige journalister bruger flere positivt ladede ord end de mandlige. Og modsat: De mandlige journalister bruger flere negativt ladede ord end de kvindelige. Alt i alt spiller kvinder mere på patos i deres tekster. (s. 48-49)
Herefter inddrager hun et studie af unges chatsprog, der viser:
Det er pigerne, som giver hinanden flest elektroniske knus, kys og kram, og som sender flest kærtegn og hjerter til hinanden.
Er det for frækt at antyde, at nutidens ”benhårde forskning” i dag fører til resultater, der ikke ligger så forfærdeligt langt fra fortidens skråsikre mænds ”synsninger”, selv om ordet yndig i dag er udskiftet med striber af lyserøde hjerter?
Mænd sætter kommaer, kvinder sætter udråbstegn og udeladelsesprikker
Under emnet går Helene Uri atter i krig med den stakkels udskældte danske sprogforsker Otto Jespersen, og jeg kan ikke nære mig for at citere hans forrygende, efter hans egne definitioner klart maskuline beskrivelser:
Tegnsætning er ikke kvindens stærke side, og man tør dristigt påstå, at i hvert fald komma, semikolon, punktum og ny linje, der tjener til logisk inddeling, næppe var blevet opfundet eller var kommet i almindelig brug, hvis kvinderne havde været enerådende på de områder. (…) Derimod kan det jo nok være, at udråbstegnet så ville være kommet frem og ligeledes det middel at fremhæve det følelsesbetonede, som ligger i understregningen - med én eller helst to-tre-fire streger. (…)
Det er nogle gange andre tegn, som måske også har noget kvindeligt ved sig, nemlig tankestregen og de prikker hvorved afbrydelser eller overgang antydes. Er det nemlig ikke just typisk for den kvindelige tanke og udryksmåde, dette, der betegnes ved disse tegn? Tanken føres ikke færdig til dens logiske ende, men slippes. (Helene Uri angiver desværre ikke sidetal.)
Oxymoron er kun for kvinder
Mænd har ifølge Helene Uri en tendens til at opfatte kvinder som væsner med modsatrettede følelser, og det kan bl.a. komme til udtryk ved brugen af oxymoron.
Et oxymoron er en retorisk figur, der udgøres af to elementer, som normalt anses for at være hinandens modsætninger. Det kan være en passiv aggressivitet, en dumsmart bemærkning eller en stodderkonge.
Ifølge Helene Uri lod Henrik Ibsen sine kvindelige figurer udtrykke sig i denne form, som f.eks. da han lod sin Hilde i Bygmester Solness udbryde Det er bare så rasende dejligt at ligge sådan og drømme.
Helene Uri hævder, at Ibsen aldrig ville have kunnet finde på at lade sine mandlige karakterer udtrykke sig på en sådan modsætningsfuld måde. Uri går så skridtet videre og drager en parallel til den danske sprogforsker Otto Jespersen, der i sin bog beskrev brugen af oxymoroner som noget kønsspecifikt:
En mand kan sige om noget, at det er skrækkeligt ærgerligt, eller om en ulykke, at den er forfærdelig stor, men ikke at noget er skrækkeligt dejligt eller rædsomt morsomt.
Man kan næsten se en affekteret overklassedame med hat tale om sin rædsomt morsomme aften forleden.
Helen Uri går ikke længere i sin analyse af konstruktionerne, men strengt taget er ingen af hverken Ibsens eller Jespersens eksempler ægte oxymoroner. Rasende dejlig betyder meget dejlig, skrækkeligt ærgerligt og rædsomt morsomt er ikke andet end henholdsvis meget ærgerligt og meget morsomt. Adverbiets oprindelige betydning er afsvækket, så det blot fungerer som et gradsadverbium.
En omskrivning med meget lader sig hverken gøre med den passive aggressivitet, den dumsmarte bemærkning eller stodderkongen.
Muligvis var det sådan, da han skrev sin bog, men i så fald må man sige, at den kvindelige udtryksform er slået igennem, for i dagens danske sprog vrimler det med udtryk som: skidegodt, pissefedt, røvlækker, enormt lille, megalille, vildt roligt, ekstremt introvert, dybt overfladisk, satans god og stinkende rig - og disse udtryk kan vist næppe affejes som feminin hattedamesnak.
Lidt for langt mellem snapsene
Helene Uris bog er let at læse og i lange passager også ganske underholdende, men det virker, som om hun i højere grad har prøvet at samle sammen på sin tidligere forskning end at formidle ny viden.
Helen Uri: Hvem sa hva? Kvinner, menn og språk, Gyldendal Norsk Forlag, 2018 / Hvem sagde hvad? Om kvinder, mænd og sprog, oversat af Anette Dina Sørensen, Klim.
