Tænketanken Sophia

Blog

Det offentlige mere effektivt end det private

Læger, sygeplejersker, lærere og pædagoger er langt mere effektive, end det fremgår af den brede offentlige debat. Produktiviteten er i snit steget med 1,6 pct. om året inden for en række klassiske offentlige velfærdstjenester som sundhed, uddannelse, socialområdet, fritid og kultur. Til sammenligning er produktiviteten kun steget med 0,3 pct. i den private sektor.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Læger, sygeplejersker, lærere og pædagoger er langt mere effektive, end det fremgår af den brede offentlige debat.

Tænketanken Sophia

Sophia- tænketank for pædagogik og dannelse er et forum for strategisk analyse af forhold, der vedrører undervisning og uddannelse på et demokratisk-humanistisk værdigrundlag. Læs mere på sophia-tt.org

Trods mediebåren opmærksomhed om manglende effektivitet, langsommelig sagsbehandling, svigtende læring og et personale, der ikke kan finde ud af at bruge moderne informationsteknologi, har for korte arbejdsdage & for lange ferier og foretrækker at drikke kaffe i stedet for at udføre deres arbejde, har det offentlige haft en væsentlig højere vækst i produktiviteten end det private erhvervsliv de sidste ti år.

Produktiviteten er i snit steget med 1,6 pct. om året inden for en række klassiske offentlige velfærdstjenester som sundhed, uddannelse, socialområdet, fritid og kultur. Til sammenligning er produktiviteten kun steget med 0,3 pct. i den private sektor.

Alt det kan man læse i det nyeste nummer af Ugebrevet Mandag Morgen den 26. 11. 2012.

Nu er det bare jeg tænker: Er det godt eller skidt? Er højere produktivitet i det offentlige ikke nærmest lig med nedskæringer i velfærden, tilliden og trivslen?

I Fyens Stiftstidende fortælles den 27. 11. 2012, at ”Chefen ringer på første sygedag”. Odense Kommune har indført den såkaldte ”1-5-10”-metode i kampen for at reducere sygefraværet og spare millioner. ”Det er ikke for at jage medarbejderne. Det er for at drage almindelig omsorg for dem,” siger institutionschefen Britta Carl.

Jo, der findes også spindoktorer i forvaltningen.

Odense er én af foregangsbyerne, når der tales om produktivitet og innovation, men mange kommuner er godt på vej i jagten på en asiatisk effektivitet. Det kaldes innovation, hvilket de fleste andre offentlige nedskæringer for tiden benævnes, men som arbejdsmarkedsforskeren Henning Jørgensen indvender, kan dette medarbejderpres, som der selvfølgelig er tale om, give bagslag i form af mistrivsel og langtidssygemeldinger. Noget lignende kan siges om centraliseringen af flere medarbejderfunktioner, centraliseringen af indkøb, en ekstremt vidtgående rygepolitik, omfattende omstruktureringer, udhuling af fagligheden i en sådan grad, at medarbejderne ikke synes, de kan udføre et fagligt forsvarligt stykke arbejde og asiatisk inspireret fjernelse af frihedsgrader og det meste, der kunne tænkes at fremme tillid og trivsel på arbejdspladsen. Men det har vist sig at give massive røde felter i trivselsundersøgelsen blandt medarbejderne i Odense Kommune.

Det, der altså kaldes innovation og forøget produktivitet, giver cheferne prestige, klap på skulderen og velsagtens en lille bonus, men det giver store problemer med faglighed, retfærdighed, tillid og glæde blandt medarbejderne på gulvet.

Det, vi er vidner til, er ikke bare innovation, effektivisering og højere produktivitet, men snarere en afhumanisering, en afdemokratisering og en udmarvning af den offentlige sektor. Man kan derfor undre sig over, at det netop er under den siddende S-R-SF-regerings auspicier, at denne historiske stækkelse af velfærds- og uddannelsespersonalet finder sted.

Problemet er, at udmarvningen af det offentlige skaber ineffektivitet, fordi det fjerner tilliden til de medarbejdere, der skal drive uddannelsen og velfærden fremad til glæde og gavn for børnene, de unge, de syge og de gamle. Men det opdager de politiske beslutningstagere først for alvor om nogle år.