Tænketanken Sophia
Blog
Den dannelse, den dannelse
Debatten om dannelse har for alvor haft tag i tasterne siden skolereformen så dagens lys. Dansklærerforeningens medlemsblad DANSK melder sig i koret med sit seneste nummer, DANSK 2/2016, som kan læses på https://dansklf.dk/dansk. Nedenstående artikel er Jens Raahauges bidrag, hvori han forsøger at samle nogle trædesten til en gangbar vej.
Styring eller pejling?
I sin meget strukturerede introduktion, Læringsmål i dansk, diskuterer Bodil Nielsen det dannelsessyn som kommer til udtryk i henholdsvis formålet for skolen og formålet for faget, og argumentationen munder ud i at de to formuleringer er forenelige med rum for fortolkning, men også med markeringen af en retning der gør at nogle dansklærere må revidere deres opfattelse af dannelse. I argumentationen indgår en påvisning af at de nye og de hidtidige fagformål kun adskiller sig fra hinanden på få områder, idet ordet undervisning er blevet erstattet af ordet faget, og et enkelt sted eleverne. Fokus er efter reformen på elevens læring frem for på undervisningen: faget skal bidrage til at eleverne udvikler de faglige kompetencer som de har eller får brug for, og som er beskrevet i de mål, læreren skal styre efter.
I sit høringssvar til de forenklede fælles mål skrev Dansklærerforeningens Folkeskolesektion at de opstillede læringsmål dybest set er udtryk for en totalitær tænkning, da de forudsætter, at de der har formuleret målene, kender fremtiden. I sin grundige analyse af de underliggende politiske dagsordner ved hele konceptet omkring de evidensbaserede, forenklede mål, bekræfter lektor Keld Skovmand desværre den anke som stod at læse i høringssvaret.
Vores finansminister, Claus Hjorth Frederiksen, har udtalt at et samfund uden mål er et samfund uden retning. Man kan vanskeligt være uenig med ham heri, og her ligner samfundet og skolen hinanden. Men han manipulerer, når han ser sit slogan omsat til et argument for målstyring. Hvis denne kobling havde været evident, havde hans forgænger, Thor Petersen, vel købt hele verden da vi havde optur. Nej, et samfund der styrer mod målet uden sans for konteksten, er et tonedøvt samfund der nok kan raffinere det kendte, men ikke udvikle det ukendte: et samfund der lever af sin glorværdige fortid. Denne tilgang til de forenklede fælles mål udtrykkes præcist af Bodil Nielsen, når hun anfører at målene ligger fast, mens lærerne skal og eleverne kan have indflydelse på hvordan man når frem til målene. Professionsudøvelsen og demokratiet er altså bundet op på de fastesatte mål.
Der er ganske enkelt et menneskesyn til forskel på at styre efter et mål og at pejle efter et mål, idet man husker at der er et formål.
Dannelse eller halvdannelse?
Filosoffen Peter Kemp var tidligt ude med en basal kritik af folkeskolereformens vægtning af nogle målbare kompetencer på dannelsens bekostning, af arbejdets velsignelser gennem fritidens beskæring. Som Kemp ser det, starter miseren ved vedtagelsen af den nye læreruddannelseslov, som skal uddanne læreren til at gøre det der virker, hvorved eleverne kan opnå de målfastsatte kompetencer der bygger på færdigheder og viden; altså en instrumentalisering som tillader at fagenes indhold fortoner sig. Denne forsimpling følges så op af en inddragelse af børns fritid og leg i det skitserede målunivers; en handling der på sin vis er i familie med tanken om sammenhængen mellem forskning og faktura. Men som Kemp påpeger, udvikler barnets sig også til at være god samfundsborger gennem fri leg og fri tid.
Den påstand som nogle af reformens ophav fremsætter, om at her er tale om moderne dannelse som kan imødekomme samfundets krav om kompetent arbejdskraft i konkurrencesamfundet, argumenterer Kemp kraftigt imod og påviser det menneskeligt fattige i, at målet alene er at få noget at leve af og ikke også noget at leve for. Reformen bygger på halvdannelse, viser han, og konstaterer at løgnen er, at halvdannelse er dannelse. Skolens opgave er både at give eleverne færdigheder og viden OG at sætte dem i stand til at tjene det fællesskab de og vi tilhører lokalt og globalt som borgere og verdensborgere.
Prorektor Alexander von Oettingen går i rette med både skolereformens kompetence- og målstyringstilhængere som efter hans mening ikke tager skolen alvorligt, og med dem der som Kemp argumenterer for skolen som alment dannende: Skolens dannelsesarbejde består i at læreren gennem sin undervisning i fagene gør verden tilgængelig for eleverne. Man må skelne mellem skoledannelse som sker i skolen, og almen dannelse som sker døgnet rundt. Skolen skal ikke spændes for en dagsorden om at danne verdensborgere, for derved overbelaster vi skolen.
Professor Per Fibæk Laursen går et langt, langt skridt videre og foreslår at skole af hensyn til de svage elever dropper satsningen på dannelse. De elever der kommer fra uddannelsesfremmede miljøer, har behov for klare rammer, nyttebetonede begrundelser og kontant feed back; den frie reformpædagogiske tilgang bidrager til at sortere eleverne, fordi de udsatte elever er fremmede over for dannelsestanken.
Diskussionen ud fra disse positioner har længe udspillet sig mellem de nævnte og en række andre aktører på folkeskolen.dk. For mig forekommer det beklageligt at der forekommer et stærkt ønske om at betone forskellene frem for at søge lighederne. Når von Oettingen understreger skoledannelsen som skolens opgave, så er det for mig vanskeligt at se hvordan man kan undervise i miljø- og samfundsfag uden at inddrage det globale aspekt og den afhængighed af hinanden som den teknologiske udvikling har medført; altså ligger verdensborgeren og lurer lige om hjørnet. Skolen har ikke patent på den almene dannelse, men den bidrager. I øvrigt er det jo netop hvad Kemp understreger ved at advare imod begrænsningen af børns fri tid. Når Fibæk udtaler at dannelse ikke er nævnt i loven, så har von Oettingen en pointe når han peger på formålsparagraffens dannelsesmarkører som bestemmer at skolen skal åbne for ”dansk kultur og historie”, ”forståelse for andre lande og kulturer” og ”menneskets samspil med naturen”.
Professor Karen Borgnakke udtrykker den 23.03.16 på folkeskolen.dk at debatten er udtryk for at en række hanelefanter slagsmål om dannelse, mens elever og lærere lades i stikken, idet denne kamp skygger for en nødvendig debat om ”det uhyrlige antal gentagelser og postulater om læreprocesser” der knytter sig til de fælles mål, og om den ”sløsede” omgang med evidensbegrebet. Den store mængde kommentarer der fulgte i kølvandet på indlægget, afdækkede at hanelefanterne – a f begge køn i øvrigt – under overskrifterne fører en nuanceret debat. Men der findes en almindelig frustration over omstændigheder omkring folkeskolereformens tilblivelse og fornægtelse af den danske skoles traditionelle værdier. For at sige det med Peter Kemp: at halvdannelsen er opløget til dannelse.
Den sårede
Lektor Iben Benedikte Valentin Jensen er måske den der sæter ord på den professionssårede lærers følelser, når hun påpeger at videnskaben har overtaget virkeligheden i læreruddannelsen og i skolens udformning. Uddannelserne er blevet udtænkt af en række socialkonstruktivister og systemteoretikere der har ladet hånt om den almindelige lærers erfaringer. Mennesket skal formes til at passe til systemet – og ikke omvendt. Den konstruerede videnskab bliver overinstans.
Iben Valentins ord kan få en til at tænke på Storm Ps historie om de travle amerikanske mænd der ikke kunne nå at morgenbarberingen hjemme, men som kunne stikke deres ansigter ind i nogle barbermaskiner på væggene ned til Subway. En indvendte at alle ansigter da ikke er ens. Og han fik svaret: Men det bliver de.
Hun gør det selv sådan op: ”Pædagogisk viden og erfaring skulle nu afløses af metoder-der-virker. Menneskevidenskaberne kvaltes effektivt i teknokratiets vridemaskine og naturvidenskabernes data-dominerede renvaskninger. Sådan blev historiske institutioners praksisfællesskaber og sunde fornuft udryddet…. For min generation og dem før var det handlingslammende. Atlantis, Titanic eller Tsunami er passende navne for det, de fleste folkeskolelærere oplevede….. Praksis var blevet noget billigt skidt.”
Iben Valentins sårethed udspringer en underkendelse af hendes didaktiske formåen i den praktiske undervisning af eleverne og af betydningen af hendes retning for denne undervisning imod at livsoplyse eleverne til myndige borgere i et fællesskab.
Skolen som dannende organisation
Mange lærere har som Iben Valentin beskriver det, på mange områder følt sig underløbet. En øget detailstyring af arbejdet og en reduceret tid til at forberede sig har for gjort det vanskeligt for mange at se meningen i arbejdet. Og netop meningsløsheden er den stærkeste gift for en organisation, fordi den smitter og skaber misdannelse. At modvirke dette er en ledelsesopgave, og man kan hente inspiration til genskabelse af medarbejderindflydelsen på organisationen i den proces der beskrives i Lær af de gyldne øjeblikke.
I mit skolebillede er skolelederen den der signalerer rammerne og retningen for skolens arbejde, så det bliver muligt for de ansatte i dialog at forholde konstruktivt og kritisk sig til de rammer og retninger der meldes ud, samt at udfolde sig som fortolkende, myndige fagpersoner. En sådan adfærd vil tjene som model for hvordan eleverne møder krav og stilles frit i undervisningen. Og for mig er idealet, at enhver elev kender skolelederens forventninger, fx ved at skolelederen jævnligt møder eleverne i fællesskab og dialogisk byder sig til. I en skoleorganisation der på den måde får tillagt mening, er dannelsen en umistelig del af praksis – også for de elever der kommer fra uddannelsesfremmede hjem.
Helt konkret har jeg set det meningsskabende udmøntet i Danmarks første rettighedsskole, Langelinieskolen, hvor Konventionen om Barnets Rettigheder danner grundlag for skolens organisation, blandt andet med et rettighedsråd med elever, ansatte, forældre og ledelse, og hvor eleverne har flertal. At blive taget alvorligt og mødt med respekt er et godt udgangspunkt for at medvirken i det lærende, det levende og det dannende fællesskab, både hvad angår elever og ansatte.
En bevidsthed omkring de signaler der udsendes af en organisation, vil i min optik gøre mange af tvistighederne i dannelsesdiskussionen uvedkommende, fordi skolen som levende organisme i sig selv forener krav og frihed, kritik og kærlighed, personlighed og fællesskab….
Den musiske tilgang
I DANSK 4/2015 var temaet det musiske i dansk. I den forbindelse blev de 20 år gamle anbefalinger fra Ole Vig Jensens Det musiske udvalg gengivet. Bag disse anbefalinger lå en række diskussioner om det musiske i skolen som førte til en erkendelse af at netop det musiske, håndværket og kunsten, bygger på værdier der er basale i al undervisning og som er særligt interessante, fordi de her er ordløse. Udøvelsen af håndværk og kunst er dannende fordi man skal fordybe sig i stoffet og forholde sig frit til stoffet. At udforme og udveksle forarbejdede produkter i fællesskabet giver anledning til oplevelse, men også til at sætte ord på det ordløse, reflektere over det skete og det modtagne. Heri gemmer sig et væsentligt supplement til den verbale, filosofiske dannelsesdiskussion, et supplement som også har bud efter dem der ikke er til skolesnak og røv-til-bænk.
Jeg vil opfordre til at man (gen)læser alle 10 bud i DANSK 4/2015. Men jeg vil her kort omtale to, det første og det niende.
1. Du ma vide, at skolen er et fristed. Et sted, hvor børn i frihed, men under ansvar, har ret til at tilegne sig etiske, æstetiske og politiske værdier i fællesskab med andre. Den første fordring handler om dannelse.
9. Du må erkende, at en skole ud over at være dannende altid skal være fremtidsorienteret, fordi
børnene har fremtiden foran sig, men at fremtiden ikke kan forudses. Derfor skal der overordnet og
principielt planlægges for et helt skoleforløb, hvor der samtidig gøres plads til spontanitet og livslyst.
Den niende fordring handler om mål.
I anbefalingen til det niende bud plæderes der for en undervisning med klare mål, der er kendt af elever og lærere og for en skolevirksomhed der er målstyret. Men ”mål og planlægning skal udfoldes på en sådan måde, at der gives reelt rum for elevernes medbestemmelse, for udfoldelse og spontanitet.” Den store forskel på brugen af målstyring dengang og nu er at målet før handlede om undervisning og at det stod til debat, mens målet nu ligger fast. Endvidere er det værd at notere sig en bemærkning om, at forudsætningen for at udfoldelse og spontanitet har mening, er at lærerne i højere grad end i dag ”mestrer” det faglige indhold.
Litteratur:
DANSK 4/2015. 10 (gamle) bud for fremtidens skole. Se www.dansklf.dk/grundskolen/tidsskrifter
Iben Benedicte Valentin Jensen: Tag ansvar. Fjordager 2016
Peter Kemp: Løgnen om dannelse. Opgør med halvdannelsen. Tiderne Skifter 2015
Charlotte Larsen, Steen Hildebrandt, Trine Beckett: Lær af de gyldne øjeblikke. Akademisk Forlag 2016
Steen Nepper Larsen: Dannelse – en samtidskritisk og idéhistorisk revitalisering. Fjordager 2013
Per Fibæk Laursen: Didaktiske ambitioner. Alle elever med. Hans Reitzel 2015
Bodil Nielsen: Læringsmål i dansk. Samfundslitteratur 2015
Keld Skovmand: Uden mål og med – forenklede fælles mål? Hans Reitzels Forlag 2016.
Alexander von Oettingen (red.): Almen dannelse. Dannelsesstandarder og fag. Hans Reitzel 2016
