Tænketanken Sophia
Blog
Skrækscenarie for folkeskolen
Kort før 200-året for folkeskolens etablering påtager statsminister Helle Thorning-Schmidt og børne- og undervisningsminister Christine Antorini sig ansvaret for det største eksperiment med folkeskolen, der formentlig nogensinde er sket - uden tilnærmelsesvis at have de økonomiske midler, der skal til. Skolereformforslaget er et skrækscenarie. Vilkårlig sammenblanding af skolepædagogik og fritidspædagogik. Bum. Arbitrære organisationsformer. Bum. Inklusion med uuddannet arbejdskraft. Bum. Dårlige fysiske rammer. Bum. Begrænsning af elevernes fritid. Bum. Underfinansiering. Bum. Ydmygende behandling af den gruppe, der skal udføre reformen. Bum.
Før valget i 2011 var S-SF med valgprogrammet ”Fair løsning” gået til valg på en folkeskolereform, der i modsætning til VKs skulle give et løft på 2 mia. kr. til folkeskolen, herunder indførelse af to lærere pr. klasse på begyndertrinene og et loft på 24 elever i klasserne.
Det nye oplæg til folkeskolereform og finansieringen af den, vil af mange af skolens folk formentlig blive opfattet som næsten forrædderisk. KL vil med opbakning fra regeringen lade lærerne finansiere reformen.
Jyllands-Posten omtaler allerede de kommende forhandlinger om lærernes arbejdstid og finansieringen af den nye skolereform som ”det endelige opgør” med lærerne og sammenligner situationen med den tidligere engelske premierminister Margaret Thatchers 364-dage lange og stålsatte opgør med de engelske minearbejdere, der knækkede fagforeningen.
For selve folkeskolen er der tale om et skrækscenarie.
Hovedproblemerne er, at der for det første er tale om en pædagogisk ramme, som ikke er forankret i en solidt afprøvet skolekulturel praksis og ikke underbygges af en troværdig dokumentation.
For det andet at inklusionen af elever med særlige vanskeligheder – eksempelvis alvorlige opmærksomhedsforstyrrelser – i høj grad skal forestås af lærere eller pædagoger, der ikke er uddannet til opgaven, og at den kommer til at ske i en mere fleksibel og flydende struktur, hvilket er indlysende dårlige inklusionsvilkår. ”Skift er gift” for elever med særlige behov.
For det tredje at lærernes tid til planlægning, forberedelse og efterbearbejdning beskæres drastisk. Aktivitetstimerne tænkes velsagtens gennemført uden forberedelsestid, hvilket vil føre til manglende kvalitet og udvanding.
For det fjerde at reformen er voldsomt underfinansieret – eller rettere: lærerne skal betale milliardudgiften til den nye skoleform gennem voldsomme forringelser af deres arbejdsforhold og ydmygende indgreb i forudsætningerne for at udøve deres profession.
For det femte at den markant forlængede skoledag vil skabe modreaktioner hos en del elever og medføre mere vægring og pjæk, samtidig med at fritids- og foreningslivet vil lide under nedskæringen af elevernes fritid.
For det sjette at skolens bygninger, redskaber og undervisningsmidler ikke er proportioneret og gearet til forandringer af den skitserede karakter og rækkevidde.
Kort før 200-året for folkeskolens etablering, påtager statsminister Helle Thorning-Schmidt og børne- og undervisningsminister Christine Antorini sig altså ansvaret for det største eksperiment med folkeskolen, der formentlig nogensinde er sket. Vilkårlig sammenblanding af skolepædagogik og fritidspædagogik. Bum. Arbitrære organisationsformer. Bum. Inklusion med uuddannet arbejdskraft. Bum. Dårlige fysiske rammer. Bum. Begrænsning af elevernes fritid. Bum. Underfinansiering. Bum. Ydmygende behandling af den gruppe, der skal udføre reformen. Bum.
Det kan gå gruelig galt, når visionerne ikke er forankret i nordisk skolepraksis, men baseres på nogle få besøg ved et canadisk skolevæsen, som har en anden skoletradition med mere central styring. Der er alvorlig risiko for, at lærerne brænder ud, eleverne lærer mindre, forældre flygter til privatskolerne og at søgningen til læreruddannelsen falder markant.
Man kan undre sig over, at det netop er under den siddende S-R-SF-regerings auspicier, at dette historisk aparte skoleindgreb finder sted, og sammenligningen med Margaret Thatcher kan bide sig fast i den danske folkesjæl og politisk set risikere at blive en møllesten om den socialdemokratiske statsminister, Helle Thorning-Schmidts hals.
