Tænketanken Sophia

Blog

Er vi alle smittede?

I går afholdt Sophia en konference på Vartov - om ledelse i opbrud. "Hvad leder vi efter?" var overskriften. Ét ord blev stort set ikke nævnt, så nu ved jeg, hvad jeg i hvert fald leder efter!

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad leder vi efter? var overskriften på den konference, som jeg omtalte i mit forrige blog-indlæg, og som blev holdt på Vartov i går; på det Vartov, hvor talerstolen efter sigende er skåret af den, som også har begået Folketingets talerstol.

Tænketanken Sophia

Sophia- tænketank for pædagogik og dannelse er et forum for strategisk analyse af forhold, der vedrører undervisning og uddannelse på et demokratisk-humanistisk værdigrundlag. Læs mere på sophia-tt.org

Der kan fremkaldes en del eftertænksomhedsrynker af konferencen: At der kun var tilmeldt et par ledere fra folkeskolen, kan forekomme både besynderligt og ærgerligt. At der kun var tilmeldt halvt så mange deltagere som normalt til vores konferencer, kan forekomme påfaldende, når man tænker på den megen debat om ledelse i det offentlige. Begge disse forhold kan have mange forklaringer, så som tidspunktet for afholdelsen eller de offentlige lederes arbejdspres eller konferenceprogrammet, hvor oplægsholderne var kontorchef Peter Pannula Toft fra KL, viceborgmester Simon Pihl fra Lyngby Taarbæk, skoleleder Marie Kjeldsen fra Skibet Skole og tidligere ditto Morten Fjord fra Kolind Centralskole, associeret professor og bassist Jens Skou Olsen, professor emeritus Steen Hildebrandt fra Aarhus Universitet og lektor Finn Wiedemann fra Syddansk Universitet. 

Deres bidrag vil I om kort tid selv kunne få glæde af, fordi de og den debat, de affødte, blev filmet og bliver lagt på denne blog.

Efter min opfattelse blev det en dag med et tankevækkende indhold. Både I og den nedsatte ledelseskommission kan selv vurdere dette, når indlæggene bliver offentliggjort. Men én del af konferencen blev for mig mere end tankevækkende, den blev skræmmende: Kun to gange registrerede jeg, at ordet undervisning blev nævnt, før de to sidstnævnte oplægsholdere gik på talerstolen.

Tænk, det begreb som om noget signalerer, at lærere har et råderum for at udøve lærerprofessionen, for at vælge og prioritere, for at sætte i perspektiv, for at sammenholde stof og elever, for at investere sig selv, er ved at forsvinde og blive erstattet af læring (især), pædagogik og didaktik. Tænk, at selv vi, der forholder os kritisk til netop de dele af reformen, som har begrænset lærernes professionsudøvelse og truer med at gøre dem til afaglige klasserumsledere, er blevet smittet af den bacille, der nedprioriterer den undervisning, som befordrer det kritiske og det dannende.

Det knager lige nu i reformfugerne, men der er brug for mere end en mulighed for at skrue på skoledagens længde og få lidt opblødning omkring manglen på lokalaftaler. Det må være et krav, at vi får undervisningen tilbage - både i sproget og i virkeligheden.  

ps.

Fredag den 9. juni afholder SOPHIA en konference i Spinderihallerne i Vejle. Den handler om At blive eller ikke. Lærernes (u)muligheder - hvor vi med afsæt i det forhold, at mange lærere forlader folkeskolen, vil se på, hvad der skal til for at gøre lærerarbejdet attraktivt. Se programmet her:

http://www.sophia-tt.org/da/Tilmelding2Konference2017