Tænketanken Sophia
Blog
Vi sygeliggør børnene – og os selv med! 1. del.
Uden at ville det bidrager vi alle – både fortalere og modstandere af standardisering og målstyring – til en sygeliggørelse af børnene og dermed også af os selv. Første del.
Af Jens Skou Olsen
I morges skete det igen. Vi sad derhjemme ved morgenbordet, og æg, brød og the gik på omgang, mens vi alle langsomt kom til os selv. Klokken var 07:30, og min elleveårige søn – som møder på sin skole kl. 08:15 blot fem minutter fra, hvor vi bor – sagde nu med klar stemme:
”… Far, jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg er bare så glad for at gå i skole! Jeg tror, at jeg ta’r afsted nu, for så kan jeg nå at lege en halv time inden dansk…”
Jeg har hørt det før fra min søns mund, men det er stadig lidt rystende – og bekymrende?!? Han kan lide at gå i skole. Altså selve det at være i skole: at læse, skrive, eksperimentere med kemi, svømme, diskutere medborgerskab, være i naturen – han oplever, at det er dejligt, et udvidet rum, en frihed, en social verden, som han tilhører og kan udfolde sig i. Jeg griber mig selv i at tænke, at han måske ikke lærer nok, hvis han ligefrem har det sjovt?!? Vi får jo tudet ørerne fulde med, at det at gå i skole er nemlig en alvorlig sag. Der skal læres, forstås og målsættes, og grundstenene til den unge mands arbejdsliv, realkreditlån og pensionsopsparing skal mures på plads. Eller er det virkelig sådan, det forholder sig? Er det at gå i skole først og fremmest en alvorlig sag? Handler skolen om alt dette, eller er arbejdsliv, realkreditlån, pensionsopsparing … og måske vigtigere endnu: livskraft, skaberglæde og passion for vores fælles sociale verden – er det noget, som vokser allerbedst frem af det faktum, at min søn bare er så glad for at gå i skole og blive klogere på livet og verden?
Hvor strømmer min søns glæde fra? Hvad er det med den skole, der åbenlyst formår at gro glæde i børnene? Jeg kan ikke lade være med at se på skolens voksne; på lærerne, på pædagogerne, på pedellen, på administratoren og på skolelederen. De fleste af dem har været ansat på skolen i årtier. De tager på Slusetur og Laplandstur sammen, de kommer altid til festerne, og lærerne vil endda også med, når forældrene i klassen på eget initiativ holder hyggefredagsaften! Pedellen står uden for skolen om morgenen og siger godmorgen – og husker i samme åndedrag børnene på at bruge de nye cykelstativer. Der er også udfordringer, diskussioner og problemer; der er også børn, der ikke bare glæder sig, der er en stresset hverdag og alt for mange krav og indhegninger. Men der er på skolen en stemthed, et sammenhold, et humør og en følelse af at høre hjemme på den matrikel, som er skolens. Og sammenholdet, humøret og hjemmefølelsen formår at rumme og forløse problemerne, modgangen, diskussionerne og stressen. Igen og igen.
Hvor strømmer alt dette fra? Nu kommer det. Nu kan jeg endelig lufte min kæphest for Gud ved hvilken en gang: Det strømmer ikke fra læring, læringsmål, formålsparagraffer, mål for læringsudbytte, læreplaner, læringsevalueringer og så videre og så videre. Min søns glæde har intet som helst med dette triste ISO9000 kontrolapparat at skaffe. Jeg vil sige tværtimod! Det hele strømmer fra mennesker, som insisterer på at leve et levende liv båret af en egentlig samfølelse eller med-følelse. Det betyder at have føling med hinanden – enig eller ej – og det betyder at ville hinanden med alt, hvad det indebærer. Der er her en rummelighed, som skaber frirum, overraskende løsninger på problemerne og ikke mindst plads til, at børnene kan have hele sig selv med i skolen. I stedet for at forlange, at børnene skal være stille, så opfordrer lærerne børnene til at give ro som en gave til fællesskabet. Og det at give gaver er et syn på opgaveløsning, som ikke er båret af læringsmål, formål eller andre glædesdæmpere. Det er båret af en speciel form for livsmestring, der er løfterig. På alle måder.
Hvorfor er det ikke noget, vi taler og skriver om? Hvorfor er hele skoleområdet blevet en kampplads, hvor vi kæmper imod skolereform, imod KL, imod politikere, imod meningsdannere? Det er som om, at alle os, der kæmper for en bedre skole bruger alle vores kræfter på at være imod. Hvor er vi kritikeres vilje til selvkritik?!? Jeg ser for mit indre blik KL’s Anne Mee Allerslev og Arne Eggert, Christine Antorini, Lars Qvortrup og Dorthe Staunæs sidde til kaffebord i magtens centrum og fryde sig over, i hvor høj grad det lykkedes dem at sætte dagsordenen. Kampen føres på deres præmisser, med deres begreber og haltende bagud deres modeller og beslutninger. Vi, der kæmper for skolen, dannelsen, børnene og lærerne er hele tiden mindst to skridt bagud, og i vores iver efter at være imod, ser vi ud til at glemme, hvad vi egentlig er for. Vi formår ikke at synge vores sang af fulde lunger: Dette er det, som skolen er til for! Og vores ungers skoleglæde har ALT med det at skaffe!
Standardiserings- og læringsformåls-fortalerne har placeret al modstand i deres egen lille indhegnede baghave, og nu sidder Eggert og Co. på deres altan og kaster med jævne mellemrum begrebs-lunser ned til os, der protesterer. Og vi råber videre i baghaven med de begreber og forordninger, som bliver kastet ned til os. Vi er med vores eftergivende bøn om at få lov tilnøjes med læring-light, formålsparagraf-light og standardisering-light dermed medansvarlige for en sygeliggørelse af børnene – og dermed af os selv og hele vores sociale verden. Hvor er fanden-i-voldskheden? Hvor er revolutionsdriften? Vi sygeliggør børnene og os selv – men hvordan, hvorfor og hvor? Det løfter jeg sløret for i anden del:
