Tænketanken Sophia
Blog
Hvad med formålet, Christine Antorini?
Skal folkeskolen kun dreje sig om effektivitet og klinisk-rationelle kompetencer?
Regeringen står klar til at gennemføre en folkeskolereform, som repræsenterer den mest radikale forandring af folkeskolen i de 200 år, den fælles skole har eksisteret. Radikaliteten skyldes ikke alene skoledagens længde, men mere måden, hvorpå undervisning forstås og konciperes.
Risikoen er, at lærere, andre fagfolk og folk i almindelighed på grund af den kaotiske situation under lockouten ikke har lejlighed til at diskutere reformens indhold. En reform, der ikke har genklang blandt disse, vil ikke have store chancer for at slå rod! Den er dømt til at mislykkes!Det kan i den forbindelse undre, at undervisningsminister Christine Antorini ikke åbent fremlægger et forslag til ny formålsparagraf, så alle kan se, vurdere og diskutere den pædagogiske og politiske retning i reformen. Altså: Hvorfor skal eleverne gå i skole, og hvad er samfundets mål med det?Antorini har selv udtalt, at hun ønsker en anden og meget enklere formålsparagraf for folkeskolen. Desværre har hun ikke offentliggjort sin formulering hertil.
Den nuværende formålsparagraf er alsidig og rummer ikke kun elementer, som kan måles i forskellige test. Kundskaber og færdigheder ses ikke isoleret som en præstation, der kan omsættes til tal, men som noget, der fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.
Skolen skal desuden skabe »rammer for oplevelser, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle«. Endelig skal folkeskolen »forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati«.Folkeskolen er en af de vigtigste samfundsinstitutioner og en af de få tilbageværende, som opererer med, at vi trods store forskelligheder er ét folk. At elever i skolen er lige værdige, uanset hvilken social status de har. Derfor er formålsparagraffen også det nærmeste, vi kommer vores fælles værdier i et pluralistisk samfund. Jeg gætter på, at børne- og undervisningsminister Antorini vil indskrænke formålsparagraffen, sådan at de dannelsesmæssige og humanistiske elementer i formålsparagraffen nedtones, og de mere klinisk-rationelle, kompetencemæssige og dannelsesfri elementer fremhæves. Det, der kan omsættes til tal og benchmarkes på en international skala.
Men spørgsmålet er, om folket vil det? Vil befolkningen reducere skole til et spørgsmål om effektivitet, lidt kreativ adspredelse og topplacering på internationale lister? Hvilket samfund får vi så?
I det mindste må vi forlange, at Antorini fremlægger sin formålsparagraf, så vi kan begynde at diskutere retningen i den nye skolereform.
