Tænketanken Sophia

Blog

Dannelsens salt

Filosofiske frø om dannelse på en stille mandag

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Jens Skou Olsen

Tænketanken Sophia

Sophia- tænketank for pædagogik og dannelse er et forum for strategisk analyse af forhold, der vedrører undervisning og uddannelse på et demokratisk-humanistisk værdigrundlag. Læs mere på sophia-tt.org

På min reol øverst oppe i venstre hjørne gemmer jeg mine ældste bøger. De er svære at nå, så det kræver, at jeg virkelig vil læse i dem. Og deroppe, på øverste hylde ved siden af Bhagavad Ghita og Tao Te Ching, står såmænd vores egen gode gamle bibel som den yngste af de tre. Med kors i guld og det hele.

Jeg er vel ikke kristen og gudfrygtig i klassisk forstand; Jeg tror mere på universet og een samlende kraft – på kærligheden og medfølelsen, der gennemstrømmer alting. Men alligevel stiller jeg mig fra tid til anden op på den nærmeste stol og henter den gamle bog med guldkorsene ned fra sin plads. Kulturkristen hedder det vist. Og i dag var jeg en tur deroppe igen.

En musikerven havde sået et frø i mig her til formiddag. Over en kop te havde han fortalt om sine musikskole elever. Hans begejstring lyste ud af ham over at få lov til at være med, når børnene spillede de første toner på klaveret. Han fortalte om sine første møder med børnene. Selv endnu før, de havde modtaget pædagogiske instruktioner fra ham – der nu var deres lærer – så kunne de noget i deres begejstring. En tøvende finger trykker en på tangent. Og så! Begejstringen lyste ud af børnene, og den lyste på ham. Og nu lyste han så på mig hen over en kop te i Classensgade!

Det var det første frø. Det andet frø blev sået i mig her til eftermiddag under endnu en genlæsning af Steen Nepper Larsens vidunderlige bog At ville noget med nogen – filosofiske og samtidskritiske fragmenter om dannelse og pædagogik. Larsen skriver:

I sine bøger og videnskabelige artikler advarer [Gert] Biesta os med rette om, at tidens mantra: "learnification of education" risikerer at tømme uddannelsesbegrebet for både saft og kraft, når uddannelse i stigende grad identificeres med og gøres lig med kvalifikation, bestående i en indløsning af allerede givne og bindende læringsmål garneret med flygtige og udskiftelige kompetencekrav.

Det slog mig under læsningen, at det ikke blot er uddannelsesbegrebet, der tømmes for saft og kraft. Det gælder også børnene – og vi undervisere med! Og nu blev de to frø til eet, og jeg fandt snart mig selv oppe på en stol på jagt efter gamle bøger på øverste hylde. Det var noget med noget salt...

I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin smag, hvad kan det så bruges til? Det kan ikke blive salt igen, men er lige til at smide ud, og alle og enhver kan træde på det.

Salt kan noget. Dels forhindrer salt forrådnelse i alt det, der er ferskt, og dels har saltet kraft til at give verden smag. Den Danske Ordbog skriver om det ferske, at det er svagt, kraftløst, farveløst og blottet for interessante eller originale træk. Deroppe på bjerget fortæller Jesus os, at vi er jordens salt, altså vi er allerede jordens salti og af os selv. Det kan nok så præcise mål for læringsudbytte ikke hjælpe os med. Men vi kan til gengæld sætte vores salts styrke over styr, hvis vi ikke passer på. 

Vi skal passe godt på vores salt. Vi kan ikke salte saltet, når det først har mistet sin smag, ligesom vi ikke kan brænde ild og gøre vand vådt. Og er det sådan, at dannelsen for længst er gået hen og er blevet fersk? Er dannelsen ved at gå i forrådnelse, og er det denne råddenskab, vi hensætter vores børn og unge i?

Det slog mig, hvor meget mere salt enhver god undervisning er og skal være. Den ferske jagen efter kvalifikationer og kompetencer er livsfarlig i bogstaveligste forstand – social og kulturel forrådnelse venter forude. Frem for kun at opstille mål, der udsiger, hvad vi må og skal, så skal vi huske på at besinde os på det helt afgørende skal-ikke: vi skal ikke udvande børnenes, fagenes og vores eget salt. Vi skal ikke gøre musikken, biologien, geografien og matematikken til ferske foretagener, der blot handler om dét, de handler om. Saltet findes i børnens vågne ører og blikke, i underviserens glæde ved sit fags berusende smag og skolens besindelse på ikke kvæle det, der er godt med det, der er dårligt.

Undervisning er faglighed + jordens salt, og dannelse er den sarte balancegang mellem et skal og skal-ikke. Og vi undervisere skal holde tungen lige i munden. Vi skal vove pelsen og hele tiden checke saltbalancen i mødet med os selv, vores elever og studerende. Kun en undervisning og dannelse, der smager af noget, er noget værd! Og vi skal se at komme i gang. Den ferske dannelses forrådnelse gror allerede i os, omkring os og i alle retninger og fra alle hjørner.