Tænketanken Sophia
Blog
Pædagogisk frenologi – gravskrift for læring og fejring af nemmelse!
Dette indlæg er en udforskning af læringsbegrebets helbredstilstand samt en trykprøvning af et mere livsdueligt alternativ til læring: nemmelse
Af Jens Skou Olsen
At kvæle et oprør
Hvordan kvæler man et oprør? Ved at erobre oprørets sprog, ved at udhule dette oprørssprog – og så udfylde denne nu indholdstømte sprogskal med sine egne strategiske blikke, forforståelser og agendaer. Man institutionaliserer modkulturen og fremmedgør den for sig selv – og vupti! Lige pludselig handler et begreb som 'læring' ikke mere om en kritisk åbning af rigide, autoritære skolesystemer men tværtimod om en konsolidering af de selvsamme rigide, autoritære skolesystemer. Læring drives nu af en radikal, magtsyg og værditom mistillid: af individualiserede målinger af elevers formodede læringsfremskridt. Læring handler nu om en fragmentering og atomisering af det, der tidligere var undervisningens sociale samskabelsescredo – nu reduceret til anti-demokratisk afsocialiseret selvspejling.
Læringsmåling som pædagogisk frenologi
Det er værd at undre sig over: vi synes at lade stå til, mens en hær af professorlærde begrebsudhulere suger livet ud af vores begreber og tvinger vores undervisere til at bedrive en pervers form for pædagogisk frenologi: med måleinstrumenter forsøger vi at udmåle bulerne på denne nye, styringsramte læring på vores stakkels elevers hoveder – og kroppenes fælles, læringstavse, ukodede samsansinger har ingen interesse. Som om, det ikke var nok, så kommer nu det allerværste: Det oprindelige læringsoprør er ikke blot blevet kvalt, vi har endda mistet vores egentlige ædelsten: begrebet undervisning og dermed vores mulighed for at undervise. Undervisningsrelationens vidunderlige dynamik og drama som en dialog mellem lighed (vi er fælles om at undre os) og ulighed (min underviser-undren udgør et mesterskab, som du som elev får adgang til og del i) udkobles til fordel for ... ja, for hvad?
Den tykke kat
Alt er blevet til læring, læringsmål, læringsfremskridt og læreplaner. Læring har som Claus Deleurans tykke kat spist både undervisningen, dannelsen, fællesskabet og underviseren med – og vi har reduceret vores stærke, modige og sprællevende undervisere til måleapparatsfacilitatorer, målstyringsvagter og læreplanskonsulenter. Hvad bilder vi os ind? Vi bilder os selv og hinanden ind, at denne nye forjættende læring er vores redning. Men ak, det er som at suse afsted på en flot nytunet racercykel i lækkert cykeltøj uden at være klar over, at vi cykler omvendt på cyklen med cykelhjelmen ned for øjnene og i den helt gale retning. Det er på tide at lægge resterne af vores stakkels udhulede, bodysnatch'ede læringsbegreb i graven.
Hvorfor begraver eller brænder vi vores døde? Fordi afsjælede legemer ellers hurtigt begynder at rådne, lugte og sprede dårligdom. Det samme gælder vores afsjælede begreber. Læring har i årevis ligget og lugtet i gaderne, i ministerierne og på direktionsgangene; og råddenskaben breder sig. Universiteter, konservatorier, kunstskoler, folkeskolen og vores hele kultur er inficeret af læring. Det er på høje tid at finde skovlen frem, begynde at grave et hul i passende dybde og få lagt læring i graven, inden vi ender med at få afsjælet hinanden helt og aldeles.
Undervisning, dannelse og nemmelse
Men hvad så? Hvad står vi så tilbage med? Vi står tilbage med nogle underbelyste, men vidunderlige begreber, som det ikke er lykkedes begrebsudhulerne at få bugt med – endnu! Undervisning er et af disse velgørende begreber, der lader os genindsætte mesterskab, autoritet (som anti-autoritær praksis) og vovemod i klasseværelset. Dannelse er et andet velgørende begreb, hvor vi på et solidt etisk grundfjeld vil noget godt, sandt og smukt med hinanden, som er svært. Men: hvad nu, hvis vi gerne vil kunne tale sammen om det dér mirakuløse, som sker, når undervisningen lykkes ... hvad så?
Når vores begreber og forståelser udhules af en rundforvirret, mistillids- og evalueringsramt samtid, så er der hjælp at hente dér, hvor samtidens fangarme ikke kan nå hen: og ganske som vellagret vin eller egetræ har noget at byde på, så har længst svundne samtiders velhængte begreber måske noget at tilbyde. Hvad kunne det være? Hvis vi sammen kæmper med noget, der er svært, så kan miraklet ske: det tidligere så svære begynder at blive gennemsigtigt, det begynder pludselig at svæve og stille sig fuldt og helt til rådighed for os. Det svære bliver nemt! "Det er da nemt nok", siger vi til hinanden, når vi kan det; og vi glemmer den forudgående sved, sliddet og modløsheden i kampen med det, som en gang var svært.
Lad os trykprøve det gamle begreb 'nemme'. Nemme betyder at 'gribe fat i noget', at 'tage noget til sig' (fra tysk: nehmen), og der er ikke den der lidt læringspassive duft over dette begreb. Læring 'sker', og vi mener at kunne styre hinandens læring. At nemme er ikke noget, der sker, det er noget, vi 'gør'. Vi nemmer, vi fornemmer og handler i et aktivt samspil med verden. Vi kan nu måske ane, at dette begreb vil radikalt mere, end hvad det udhulede, uselvstændige, passive og ufrie læringsbegreb er i stand til. Vi har lært både dette og hint, men er det nemt for os? Kan vi praktisere det, vi mener at have lært? Selv når det er lært, er det stadig svært!
Folkeskolens credo
Rygning er farligt, har vi lært, men er det nemt at lade være med at ryge? Et hurtigt blik på en pakke cigaretter fortæller historien om en læringsramt kultur. Vi bør ville mere end blot rammes af læring. Når læring reduceres til at betyde 'at blive gjort bekendt med noget, som vi kan måle graden af bekendthed af', så skal der farvebilleder af døde rygerlunger på pakkerne for at forsøge at forhindre os i at gøre det, som stadig er svært, selv om det er lært. At kalde læring for folkeskolens credo – det kan vi ikke være bekendt. Vi skal tværtimod hjælpe hinanden med at nemme det svære, så det bliver nemt – og hvad med vores måletrang, kan vi måle nemmelsen? Det behøver vi ikke, for det gi'r sig selv! Læs højt for hinanden, syng sammen, spil med hinanden, løs ligninger sammen, scor målet, bag brødet til hinanden, svøm de 1000 meter ... og var det nemt for os, så har vi ikke blot lært det, men ligefrem nemmet det.
Nemmelse af jazzimprovisation
For tredive år siden stod jeg som nyoptaget kontrabas studerende på Rytmisk Musikkonservatorium i København over for min helt, jazzbassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen. Jeg spurgte den store baskæmpe, om han kunne undervise mig i, hvordan man laver en jazzimprovisation. Det ville jeg nemlig så gerne blive i stand til. Niels-Henning brød ud i latter og sagde "det er nemt!" Han greb sin kontrabas og begyndte at improvisere løs, mens han med et glimt i øjet sagde "Du skal bare spille det, du hører!". Jeg tabte kæben af på een og samme gang lykke og dyb modløshed. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne kunne det, som han kunne? At nemme det svære. Det, der var nemt for Niels-Henning var uoverkommelig svært for mig; men i ly af hans mesterskab og undervisning tog jeg fat. Jeg kæmpede og nemmede, og selv her 32 år efter og 12 år efter hans død er han stadig med mig hver eneste dag. Undervisning, dannelse og nemmelse er komplekse, transformative samskabelsesrelationer, der fletter sig ind i hinanden; og mesterskabet kommer til syne dér, hvor de tre bliver til én; til en levende, levet praksis båret af mennesker, nemmet håndværk og fornemmelser for dybe oplevelser.
Læringen er død – længe leve nemmelsen!
