Tænketanken Sophia
Blog
Traditioner, traditioner, traditioner
Alle kulturer rummer træk, der er gået i arv fra tidligere generationer. Men hvad holder, og hvad må fornyes?
Forleden var jeg i Det ny Teater for at se Tommy Kenters afskedsforestilling, Spillemand på en tagryg, som beretter om mælkemanden Tevye og hans tre døtre i en jødisk landsby i zarens Rusland i begyndelsen af 1900-tallet. Tevye står som vogter af traditionerne, men bliver - som den menneskelige far, han er - nødt til give efter de tre gange hans døtre må lade sig lede af kærligheden. Traditionerne er nødvendige, for de holder det lille samfund sammen, men de må også fornyes, hvis det samme samfund ikke skal blive rigidt undertrykkende.
Dette samspil mellem traditioner, der forener, og fornyelse, der skaber nye rum, er julen et stærkt udtryk for, som det er oplagt at drage ind i undervisningen.
folkeskolen.dk har en fin artikel fra Tingbjerg Skole, hvor 2. klasse helt konkret har ladet traditioner smelte sammen til eid-mas. https://www.folkeskolen.dk/1182978/naar-jul-og-eid-bliver-til-eid-mas . Nogle vil se det som et fint tegn på samspil, at en skole med en meget stor andel af muslimske elever lever med i de danske juletraditioner, mens andre vil betragte det som et brud på den regel, der udtrykkes i det, der synges i kædedansen om træet: rør blot ikke ved min gamle jul.
Og for nu at blive ved Højt fra træets grønne top, som telegrafdirektør Peter Faber skrev som familielejlighedssang i 1848, så blev den traditionsskabende, fordi den gradvist kom til at definere juleadfæren hos store dele af danske familier.
Både Holberg, Andersen, Heiberg med flere havde skrevet om jul, men juletræssangens konkrete karakter bidrog til både at gøre julen til familiens fest, til gavernes højtid og til manifestation af det nationale (vi var jo på vej i krig).
I samme år udkom professor C.C. Moores A Visit from St. Nicholas. Faktisk havde han skrevet digtet om julemandens besøg flere år tidligere, men den fik først genneslagskraft i USA, da bogen udkom med illustrationer af T.C. Boyd. Heri introduceredes St. Nicholas som gavegiveren, der ankommer med gaver natten før juledag i slæden, der er trukket af de otte navngivne rensdyr. Bogen kunne ses som et forsøg på at forene forskellige kulturelle og religiøse problemstillinger blandt de sammenbragte familier i det store indvandrerland. Alene på rensdyrnavnene kan vi finde træk af engelsk, tysk og hollandsk.
Bogen bidrog til at skabe de traditioner, som gjorde den katolske biskop og senere helgen Nicholas til supersælgeren Santa Claus - godt hjulpet af Coca Cola.
Om vi kan lide det eller ej, så er det, der startede som en familiefest blevet stærkt kommercialiseret - akkurat som allehelgensdag er blevet en forbrugsfest i græskarrets tegn. Prøv at sammenligne denne dags adfærd med ansigtsudtrykkene hos de grønlændere, der ved julehilsner til Grønland synger Guterput, salmen, hvorfra tankerne om dem, vi har mistet eller savner, strømmer gennem os.
Mange børn har fanget nogle af dilemmaerne omkring traditionen. Her i december har jeg været sammen med en del børn for at fortælle om juletraditioners opståen og udvikling. I en 6. klasse på en privatskole lød svarene på mit spørgsmål om, hvorfor vi holder jul: gaver, være sammen med familien, Jesu fødsel - i nævnte rækkefølge.
I Julestue fortæller Holberg om, hvordan faren deler gaver ud ved at kigge sig omkring i stuen og så fordele det, han får øje på, til de tilstedeværende. Siden da må man sige, at gavetraditionen har undergået nogle forvandlinger - i forbrugerismens tjeneste.
I et utal af gamle folkelige fortællinger optræder tomten, gårdboen, nissen, som den forfarfigur, der holder sammen på det hele, hvis blot man behandler ham ordentligt. Og Peter Faber cementerer julen som familiens fest. (Kun Henrik var ikke en af julefestens deltagere, men han skulle med i sangen, fordi navnet rimer på den militære rang Fenrik.) Og som i sangen fungerer julen i stor udstrækning fortsat som familiesamlingspunkt; der er tryk på landeveje og toge, selv om flere og flere efter sigende vælger alternative måder at fejre julen på.
Jesu fødsel kommer vi ikke udenom. Og denne begivenhed står fortsat centralt i den traditionelle, danske jul. Bedst ses det i det ret høje antal kirkegængere i julen og i, at der er en stjerne i toppen af juletræet. Det var ikke nødvendigvis sådan i begyndelsen, hvor stjernen havde konkurrence af både nissen, storken og englen om topplaceringen. Men altså: stjernen vandt. Til gengæld vandt den kristne fejring ikke retten til begivenhedens navn. Kristmesse blev forkastet, og vi fastholdt det gamle hedenske vikingeord jul. Men som de dygtige missionærer, de var, valgte de kristne at annektere de hedenske vaner, så man drak på vikingemaner jul for Jesus og ikke for Odin og Tor på den årstid, hvor mørket viger, og lyser tager til.
Julen er altså et sammensurium af traditioner, der er vævet ind i hinanden. Og efter mine lektioner med eleverne på alle klassetrin opfordrede jeg elever til:
- at spørge deres forældre om (jule)traditioner i deres barndomshjem og om, hvad de havde taget med derfra, og hvad de havde droppet
- at tænke over, hvilke traditioner de selv ville kæmpe for at bevare, og hvilke de havde det afslappet med
Det at forholde sig til tradition og fornyelse kan være et bidrag til vores løbende dannelsessamtale, idet vi må finde den balance, der gør os fri af såvel den stivnede tilbageskuen som den ahistoriske rodløshed.
I denne balancesøgen må vi finde det, der er af betydning. Og hvis vi ikke helt ved, hvad det er, så læs Janne Tellers Intet.
I Spillemand på en tagryg står kampen mellem den tryghed, som traditionerne giver, og den frihed, som vores menneskelige følelser indebærer, så stærkt, at den egentlige fare overses. Stykket slutter som et varsel om Holocaust, da zarens soldater tvinger den jødiske befolkning på flugt fra deres landsby.
Så den dannelse til verdensborgere, som er anslået i Folkeskolens formålsparagraf, burde få os til at udvide samtalen om tryghed og/eller frihed med et tredje aspekt: Er der truende skyer i horisonten, som vi skal have med ind i ligningen?
