Tænketanken Sophia
Blog
Lærer eller systemfunktionær
Diskussionen om skolereformen må ikke drukne i diskussionen om overenskomsten! Vi må i gang med at drøfte reformforslagets formål, indhold, undervisningsbegreb og lærerideal.
Det var et dejligt tv-gensyn i påsken med den amerikanske dramafilm, Døde Poeters Klub, som i 1990 fik en Oscar for bedste originale manuskript og en britisk Bafta-award som bedste film.
Selv om handlingen i filmen foregår i et fremmed highschoolmiljø i 1950’erne, og selv om filmens elevoprør kan virke gammeldags romantisk, tilføjer filmens indhold et vedkommende perspektiv til det efterhånden dominerende skole- og læringssyn i Danmark, som ikke viser udpræget respekt for selvstændige lærere, men hellere vil gøre dem til instrumenter i et mere og mere klinisk, rationelt organisationssystem.
Politisk-administrative kræfter er tilskyndet af globalisering, krise og budgetbegrænsninger ved at etablere en ny autoritær og teknokratisk skole – i denne historiske fase ved hjælp af gennemsnitlige effektivitetsmålinger og central styring. Lærernes metodefrihed er et begreb, som disse nye teknokratiske ledertyper efterhånden ikke kender eller accepterer.
Vi er ved at glemme, at demokratisk deltagelse er mere effektivt end standardiserede, centralt styrede krav og diktater, fordi det skaber tillid. Det er arven fra 1930’erne og 40’erne. Og vi er ved at glemme, at vi ikke alene holder skole for samfundets og erhvervslivets skyld, men også for den enkelte og for ”livets, skønhedens og kærlighedens skyld” for nu at citere læreren i filmen, John Kean.
Mr. Kean accepterer ikke skolens fælles standard eller norm, der tilsiger, at poesiens kvalitet kan måles via en matematisk formel. Sprogfag drejer sig ikke bare om at kunne læse og stave, men om at nyde ord og sprog. Som rollemodel for drengene på skolen viser han, at man gennem personligt vovemod kan forløse identiteter og personlige muligheder. ”Grib dagen” bliver elevernes motto. Vi går i skole for at blive selvstændigt tænkende. For ”at udsuge livets marv”. For at kunne ”bidrage med et vers”.
Den fælles, standardiserede undervisningsforståelse får i filmen et skud for boven, for god undervisning kan ikke med fordel sættes på en formel. Den afhænger nemlig af ”lærer og lærlings vilje”, som Grundtvig sagde det. I dag ville man måske sige motivation, personlighed og relation.
Det er ikke desto mindre, hvad undervisningsminister Christine Antorini (S) ønsker. Altså at vi skal have en fælles undervisningsforståelse. Og Jane Findahl fra SF, som er formand for KL’s børne- og kulturudvalg, vil have, at hele Danmark skal have et fælles læringssyn og et fælles børnesyn. Én slags undervisning, én slags læring, en slags børnesyn! Så får vi ét stort bureaukratisk, rationelt system som i det hedengangne Østtyskland. Vi er heldige med, at lærerne i Danmark er uddannet til at tage et selvstændigt ansvar og foretage selvstændige, fagligt pædagogiske vurderinger – uafladeligt, hvert eneste minut. Lad os ikke sætte denne kvalitet over styr ved at indføre en systemfunktionalistisk skolemodel med mindelser fra gamle dages industri og en anonym, teknokratisk ”undervisningsekspert” som lærer.Diskussionen om skolereformen må ikke drukne i diskussionen om overenskomsten! Vi må i gang med at drøfte reformforslagets formål, indhold, undervisningsbegreb og lærerideal.
