Tænketanken Sophia
Blog
Første dråbe med duften af dannelse
Dannelse er et levende begreb, der altid er i bevægelse, men som også har en stærk forbindelse til din oprindelse. Dannelse udvikles derfor både med og mod samtiden. Dannelsens forhold skal revitaliseres og diskuteres i en stadig dynamik.
Indledende perspektiver
Dannelsesbegrebet har en lang og traditionsrig historie. Det lader sig dog ikke så let indfange i en kort definition. Når vi i Sophia alligevel ønsker at placere dannelse som et helt centralt humanistis kritisk begreb i forhold til skole og uddannelse, skyldes det, at dannelsesbegrebet som teoretisk figur kan bidrage til en udvidet mulighed for i praksis at komme til en forståelse af, hvad det vil sige at blive et frit og ansvarligt menneske.
Dannelse er menneskets ophav som menneske. Det er gennem dannelsen, vi bliver til som mennesker. Det er i mødet med de andre, det andet, verden og os selv, at vi dannes som mennesker. Dannelsen tager udgangspunkt i mennesket og danner det som sådant. Derfor er dannelsens idealer evigt vedkommende.
Dannelse er ikke det, der er tilbage, når vi har glemt, hvad vi har lært. Mennesker lever i det sociale, og dannelse er ikke noget andet eller isoleret fra det, et menneske tænker, sanser, ved eller gør. På samme måde er frihed ikke friheden til at gøre, hvad man har lyst til. Derimod er et menneske kun frit, hvis det forstår og handler efter, at dets frihed er betinget af ethvert andet menneskes frihed. I denne forståelse vil vi som mennesker blive til mennesker ved i indlevelse og øvelse at tage ansvar for os selv, hinanden og den verden, vi lever sammen i.
Dannelsens perspektiver retter sig mod både individet, fællesskabet, viden og kunnen. Dannelse er specifikt den menneskelige dannelse der ikke lader sig indfange som hverken mål eller proces, men må forstås som et begreb, der kredser om begge dele; både den proces som ethvert menneske gennemgår for at blive til sig selv, og de efterstæbelsesværdige idealer, der opstilles af hver generation. Dannelse er menneskets måde at blive til som netop menneske på i samspil med noget andet og nogle andre i en fælles verden.
Derfor bliver det også så vigtigt, at vi i instituioner med børn og unge evigt tilbagevendene forholder os til spørgsmålene Hvad, hvorfor og hvordan, med øje for menneskers tilblivelse og menneskers værdighed som frie og ansvarsfulde.
Centralt for et humanistisk kritisk dannelsesbegreb handler det om en forståelse af frihed som frihed for alle. Dermed handler det ikke udelukkende om at vende blikket indad, for at finde ud af, hvad der er godt for mig, men samtidig at have øje for, at mine handlinger skal kunne være gode for alle. Et dobbeltrettet blik der kræver øvelse og som på ingen måde trænes ved benhård læringsmålsstyring! Vi skal øve os i at fortolke verden. Altså møde den fra alle mulige vinkler, involverer sig i den med alt, hvad der er at involvere sig med og forholde sig til det, der mødes. Det er dannelse til hele mennesker, der ikke skal være et middel for noget andet, men være helt tilstede i forskellige situationer med forskellige men ligeværdige mennesker der sanser, tænker, fortolker, vurderer, taler og handler.
Diskussionen om dannelse er samtidig diskussionen om, hvilke mennesker vi er, og hvilket samfund vi ønsker. Derfor vil spørgsmålene om: hvad vi gør, hvorfor vi gør det og hvordan vi bør gøre, være evigt tilbagevendene både pædagogisk og politisk. Det kræver tid til dialog, samtale og forberedelse.
Dråberne i denne tekst drypper med lidt ekstra duft fra Sophias Dannelsesskrifter, som blev til på et skriveseminar i 2015. Hæftet er at finde på Sophias hjemmeside.
Desuden tage vi ud til samtaler om dannelse til lokal inspiration. Henvendelse til: Dorte B Jessen, dortebjessen@gmail.com
Billedet er af Storm P.
