Tænketanken Sophia
Blog
En leder skal se det største lys...
...og vi andre må aldrig lade os slukke!
Af Jens Skou Olsen
I denne juletids vintermørke står lyset stærkest. Vi pynter med lyskæder og tænder op, hvor vi kan. Men hvad er et menneske? Hvem er jeg egentlig? Det er vel spørgsmål, vi alle går og stiller os selv fra tid til anden. Og det kunne se ud som om, vi i virkeligheden ikke er så farlig meget i os selv. Vi er og gør hinanden hver eneste dag i vores liv. Vi begaver eller berøver, løfter op eller tynger ned. I det helt små og det helt store. Oftest er vi ikke klar over med hvilken kraft, vi stemmer hinandens liv i lys eller mørke. Og vi måtte ganske rystes, om vi blev klar over, hvor meget de måske umiddelbart tilsyneladende ubetydelige livshandlinger i ord, tonefald og kropssprog betyder; hvor meget et ord eller en bevægelse kan forme et liv.
Men det er ikke hele historien om os mennesker. Bjergprædikenen fortæller os, at vi selv er lys. Vi er lyset! I den forstand er vi hver især vogtere af dette vores lys, og det er sagen i dette blogindlæg. Et juleindlæg om ledere, brandmænd, lærere, dannelse og det største lys!
Jeg er lærer på flere skoler. Jeg ser mig selv som svævende midt i et vibrerende spind af relationer i adskillige dimensioner og livsverdener; nedad, opad, til siderne. Jeg er som lærer en autoritet, som tager dannelsen på mig. Jeg sætter rammer, skaber indhold og sørger samtidig for, at mine elever og jeg sammen kan udvide dem, sprænge dem og opdage nye veje. Samtidig er jeg også elev med mange lærere. Og en gang i mellem bliver jeg opmærksom på noget, som jeg er kommet til at overse. Det sker gerne, når jeg bliver overrasket over verden, fordi den taler til mig og holder et spejl op for mig – og jeg ser, at jeg er også dette... og dette... og dette! Verden puster til mit lys og nærer min flamme.
Dette skete netop i dag. En studerende skrev følgende til mig: "Tak for et super godt semester - det har været nogle af de mest spændende timer jeg har tilbragt på skolen indtil videre!" Min første reaktion var en glæde over, at det åbenlyst var lykkedes mig at skabe et undervisningsforløb, som har betydning. Men min glæde blev snart til en tidsportal, der sendte mig mange år tilbage i tiden. Hvorhen...og hvorfor?
For en del år siden år siden var jeg indkaldt til møde med en leder, og han evnede ikke at se det største lys i mig – tværtimod oplevede jeg, at han – sikkert uden at ville det sådan – ihærdigt arbejdede på at slukke dette mit største lys. Og lige siden har denne samtale været med mig på min rejse, oftest uden at gøre noget væsen af sig. Som lå der et gammelt krøllet brev i bunden af min kuffert, klemt fast i bunden mellem to tværstivere. Et brev, jeg ved sjældne lejligheder stadig snubler over og begynder at læse endnu en gang, når livet viser mig, at jeg gør en forskel.
Jeg var lige vendt tilbage til mit lærerjob efter et videreuddannelsesforløb, og jeg følte mig stærk, ja ligefrem sprængfyldt af energi, viden og kunnen. Nu skulle det være...der var ild i mig! Men lederen så det ikke. Han så en trist, knækket væge på en gammel gnalling af en rest af et lys. Og han havde ikke brug for gamle lysrester, han havde brug for friske, nydyppede lys! På dette møde fik jeg både at vide, at det med undervisning var meget svært, at jeg ikke duede som lærer på hans skole samt, at han iøvrigt desværre ikke havde nogen timer til mig!
Den dag blev jeg klar over flere ting: Det job, som jeg havde videreuddanet mig til at varetage, var taget fra mig. Den autoritet, som jeg følte, jeg havde optjent gennem studerendes engagement og glæde ved min undervisning, blev ikke anerkendt. Og endelig: Denne leder havde afskrevet mig, ganske som når jeg sætter et overflødigt møbel til salg i Den Blå Avis.
Det var et tab. Men det var også en åbning. En vej til frihed! Dæmpes en flammes skær blot, fordi det ikke ses? Nej. Som en lille flamme, der uset får fat i et lukket værelse i kælderen, vil den vokse i styrke uanset, om vi ser det eller ej. Og jeg blev klar over, hvad der er vigtigt. Sagen selv! Pædagogikken! Dannelsen! Og leder eller ej, så besluttede jeg mig for at lyse, hvor jeg kan og med alt, hvad jeg kan.
Jeg lærte, at jeg ikke behøver at sidde i ledelsen for at kunne lede. Lyset leder i sig selv. Og jeg lærte, at nok har Løgstrup ret, men vi holder ikke blot hinanden i vores hænder. Vi holder vores lys! Vi lyser, men lyset er ikke vores; det skylder vi en større kilde. Og dette lys skal vi derfor holde frem, dele, puste til og til stadighed nære med nye drømme, ideer, vildveje, påhit og utroligheder.
Lederen skal se det største lys i sine medarbejdere, ja. Men er han ikke i stand til det, så må vi selv stå ved vores lys og ikke lade os slukke. Og ved hver antændelse af nye lys, så find det gamle lyseslukkerbrev frem fra din kuffert og husk endnu en gang på alle disse brandmandsledere, der har travlt med at slukke lys – og glæd dig endnu en gang over, at det ikke er lykkedes dem at kvæle din flamme.
Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. (Matt 5,15)
Er dette ikke alle lederes, læreres og menneskers egentlige forpligtelse og livsopgave? Glædeligt lys – glædelig jul!
