Tænketanken Sophia
Blog
Almansur mod Ylva og munkemændene i Ryslinge
En lille kritisk tekst om kritik i anledning af Lærermødet 2017 på Ryslinge Højskole.
Af Jens Skou Olsen
Enkelte vil måske have bemærket en debat om en debat om et Lærermøde på Ryslinge Højskole, der i de seneste dage har raset ud på Facebook og Thomas Aastrup Rømers hjemmeside. Altså en kamp på ord foran blinkende skærme i vores fælles, virtuelle og elektroniske dagligstue. Her mødes vi såvel som gode venner og som bitre fjender til ophedede diskussioner og slagsmål, hvor det ene ord tager de fem næste ord eller tråde, som det hedder – og så har vi balladen. Eller måske blot en god sund debat? Det er værd at overveje.
Det handler om kritik. Kritik som praksis, kritik som optik og kritik som livsform. Livgivende kritik. Kritik kan være som et frisk vindpust eller et pludseligt gennembrud af strømmende frisk vand ind i en ellers ildelugtende brakvandssø. Hvis stilheden er et håbefuldt endnu-ikke, og tavsheden er et indebrændt vil-ikke, så er kritikken det velgørende Nej!, som får os til at stoppe op og se os selv og verden på ny. Kritik er godt, uenighed er en forudsætning for meningsfuld sambevægelse, og der er intet som et godt slagsmål, som kan få safterne til at stige og det levende, dybe engagement til at vise sine muskler for alvor. Det handler alt sammen om kritik, og så vidt, så godt.
Men der er også noget med det der kritik, som fordrer en mestring. Kritik er et værktøj, og som med ethvert værktøj gælder det gamle kinesiske ordsprog: at i de forkerte hænder virker det rigtige værktøj på den forkerte måde. Som Obelix, der blot vil banke på døren og i stedet kommer til at smadre både dør og dørkarm…! Victor Borge sagde en gang, at det ikke er nok med succes; man skal også sørge for at få succes med succesen. Vi kan ane, at der er behov for en slags musisk lytten her – ikke blot en lytten til os selv og vores brysten sig af vores flotte kritik-muskler – men ligefrem også behov for en lytten til de institutioner, de mennesker og sociale verdener, som vi retter skytset mod. Det er paradoksalt nok ikke tilstrækkeligt bare at køre frem med kritik for fuld damp; kritikken skal snarere finde det sted, hvor kritikken så at sige når sin kritiske tilstand – og så holde den vibrerende lige dér!
Det handler ikke om kritik eller ikke kritik. Det handler ikke om at pille tænderne ud af kritikken og gøre den behagesyg. Uden en levende, vedkommende og skarp kritik er vi fortabte. Det handler om at blive klar over, hvor meget, vi skal skrue op for blusset, når vi kritiserer. Jeg har en ukrudtsbrænder hjemme i mit skur, og jeg bruger den alt for sjældent – faktisk kun, når græsset står højt mellem brostenene på mit fortov, og grundejerforeningen lægger trusselsbreve i min postkasse. Og når jeg endelig får taget mig sammen til at pakke gasbrænderen ud, så gælder det om ikke at skrue for meget op for gassen, da et for højt gastryk blæser gnisten ud! Hvorfor? Fordi gas ikke brænder på egen hånd, vi skal have den rette blanding af gas og ilt, før det siger bum og gnisten bliver til flamme. På samme måde kan jeg hvæsse min kniv – men kun til det punkt, hvor den er så skarp, som den kan blive. Hvæsser jeg videre, så går det den forkerte vej. Vores kritik står altså i et forpligtende forhold til verden – og kritikkens mulighed er dens verdensvendthed eller rummelighed for det, der muliggør, at kritikkens gnist bliver til handlingens flamme. Kritiske gnister er i sig selv er kun et trist, alt for kortlivet fyrværkeri, der lader os kolde.
I den konkrete debat malede Thomas Aastrup Rømer et smukt billede frem inspireret af Bengtssons vidunderlige vikingeskrøner om Røde Orm; og Lærermødet i Ryslinge blev her iklædt vikingekostumer, og rollerne som de gode og onde blev fordelt. For nu at blive i dette fine billede, så er det en overvejelse værd, om ikke vi selv – når vi overopheder vores kritik og ender med at gøre nar af hinanden, finder på øgenavne, griber til retoriske forsimplinger og i det hele taget dømmer mennesker ude set fra vores egen, sikre og ophøjede position – gør os til kandidat til endnu en arketype fra Røde Orms farverige persongalleri. Jeg tænker her på Almansur, der ganske uden skrupler tilraner sig retten til det sidste ord og truer med bål og brand til de, der formaster sig til at have andre guder end Almansur selv. Selv når Røde Orm redder Almansur fra sig selv og hans tåbeligheder, er Almansur klar med kritikken; men han er så i det mindste en venlig mand, der giver de stakkels elendige idioter tid til at fremsige deres bønner og binde skægget op, inden han hugger deres hoveder af.
I denne Almansurske verden er der ikke mange gråtoner. Det er sort og hvidt, og det gælder om at bekende sig fuldt og helt til den rette (Almansurs) tro, hvis ikke man skal miste hovedet. Er dette en god vej at gå? Er hele verden idioter, magtsyge manipulatorer, konkurrencestatskoordinatorer og beregnende børneensrettere, og har jeg set lyset som eneste? Eller skulle vi overveje at tage vores egen medicin og hver især leve de pædagogiske værdier og den dannelse, som vi prædiker? Det vil sige praktisere rummelighed, faglighed, gensidig lytten, tålmodighed, medfølelse og omsorg. Det vil sige at tage hinandens liv på os og være der for hinanden også – og måske især – når vi tager fejl, mister jordforbindelsen og bliver besatte af ideer, der ingenting kan. Hvad nu, hvis vores kritik på denne måde kunne få endnu mere vægt, saft og kraft og på denne måde gå fra gnist til levende flamme? Jeg må selv tilstå, at jeg fra tid til anden helt ufortjent har iklædt mig Almansurs bedrevidende kappe, men ikke desto mindre: jeg tror dels, at vores kritik ville blive farligere og dels, at vi ville vinde mere ved at gå i Piet Heins fodspor:
Og så viser det sig, at et ærligt sind
Er en rolle, man ikke kan spille
Og så viser det sig, at dét folk forstår,
Er det man sir ganske stille
Og så viser det sig,
hvad al uægte kunst vrider sig for at benægte
At den eneste vej til at virke ægte
Det er at være ægte
