Tænketanken Sophia
Blog
En underviser går til bekendelse, 1. del
Dette er et bekendelsesskrift, hvor en underviser bekender sine synder. I denne første del handler det om læringsmål og manglen på samme til fordel for glæden ved emnet, stoffet, undervisningen og aktiviteterne. Læsning sker på eget ansvar!
Af Jens Skou Olsen
Jeg går hermed til bekendelse. I flere dele. Denne første del handler om den store illusion kaldet "læringsmål".
Jeg er underviser, ikke lærer! Jeg hverken "lærer fra mig" eller "skaber læreprocesser", for det har både Sokrates og Steen Larsen for længst vist os er en umulighed. Jeg er underviser. Det vil sige, at jeg er den, der viser, hvad der ligger under. Jeg viser undere frem, som Jens Raahauge så smukt formulerede det i 2005 (1).
Hvorfor underviser jeg? Jeg underviser, fordi jeg er vild med det øjeblik, hvor elever og jeg sammen kommer bag på os selv og opdager, at vi pludselig nemmer en lille smule mere end blot for et øjeblik siden. Eleverne nemmer sagen selv, og jeg nemmer sagen selv samt deres mirakuløse nemmelse! Ja, jeg skriver ”nemmelse” og ikke ”læring” (2). At nemme betyder noget, man har lært, og som man oven i købet mestrer. At lære betyder det første spæde bekendtskab med noget vigtigt. Først herefter starter arbejdet med at mestre det, vi har lært. Det er derfor, vi "står i lære" på en "læreplads". Der skal slides og slibes på det lærte, indtil det nemmes – og er du "lærenem", så kan du både lære og nemme! Vi har nemmet, når vi uden videre bare "gør" det lærte med den største lethed, ynde og i balance med verden. Så kan vi stolt udbryde: Det er nemt! Fordi vi har nemmet det.
Børns, voksnes og min egen nemmelse er grunden til, at jeg underviser og har gjort det i snart 30 år. Igennem alle disse mange års undervisningspraksis har jeg aldrig haft nogen som helst nytte af læringsmål, og jeg har altid lavet noget, jeg synes var spændende, vildt, vigtigt og berigende med mine elever uden tanke på, hvad de præcist skal lære. Jeg indrømmer det blankt og går til bekendelse. Men: har jeg så aldrig lavet læreplaner, og har jeg aldrig opstillet læringsmål for min undervisning? Jo da! Lige som de mere kedelige dele af selvangivelsen eller udfyldelsen af blanketten til adresseflytning har jeg – med en Luhmansk trivialisering tungt hvilende i kroppen – udført de besværgende læringsmålsbevægelser og fyldt læringsmålspinde på papir. Helt og aldeles meningsløst, idet hverken jeg, mine medundervisere eller elever nogensinde har beskæftiget os med disse læringsmål! Jeg har faktisk svært ved at komme på noget mere meningsløst i vores kulturs samlede frembringelser af tekster – og jeg har alligevel siddet nu mere end ti minutter og undret mig. Skraber vi her bunden af vores kulturs tekstuelle tidspild?
Læringsmålsfortalerne ved godt, at den er gal. Det er en offentlig hemmelighed, at vi undervisere brænder for vores undervisning og ikke læringsmålsskrædderi. Vicedirektør for læreruddannelse på UCC Katja Munch Thorsen skriver sammen med Tomas Højgaard (DPU) og Bodil Nielsen (UCC) følgende i forlængelse af en EVA-undersøgelse af lærernes brug af læringsmål:
[l]ærernes planlægning og tilrettelæggelse af undervisningen tager ikke afsæt i læringsmål. I stedet tager den afsæt i, hvilke emner og hvilket stof de skal nå i undervisningen, og hvilke aktiviteter den skal indeholde, mere end, hvad eleverne skal lære af undervisningen. (3)
Tænk, det kunne jeg godt have fortalt dem! Gad vidst, hvor mange hundrede tusinde kroner den undersøgelse har kostet – og gad vidst hvor meget undervisning og nemmelse, vi kunne have fået for de penge! Det er nemlig lige præcis det, vi undervisere er så dybt optaget af: emnet, stoffet, undervisningen og aktiviteterne. "Til Sagen!", som Filosoffen Martin Heidegger ville råbe det ud i nattemørket. Thorsen, Højgaard og Nielsen vil gerne have os til at råbe "Til Målet!" i stedet for sagen, og de har også et bud på, hvad vi skal gøre. Eller rettere, hvad de skal gøre med os:
Lærerne skal klædes på til at sætte læringsmål for det enkelte undervisningsforløb, undervise efter dem og følge op på, i hvilken grad de er nået, og samtidig må både skoleledelser og forvaltninger stille tydelige forventninger til lærernes arbejde med målstyret undervisning og følge op på arbejdet. (3)
Vi undervisere skal "klædes på" – hvilket må betyde, at de ser os som nøgne i al vores til-sagen-lighed eller saglighed. Det tøj, vi skal iklædes er deres til-målet-lighed eller målelighed, og skolelederne skal tydeligt forvente meget af os og følge op på os. Hvor langt er der fra målelighed til middelmådighed? Ikke langt. Vores tilsyneladende nøgenhed er skamfuld, idet den er grænseløs i sin undren og frygtløs i sit mod. Der er nemlig noget sjælerystende og umåleligt (umådeligt!) på spil, når vi viser undere frem for hinanden; og det er dét, som skræmmer Thorsen, Højgaard og Nielsen. For tænk nu, hvis vi sammen nemmede mere, end vi nogensinde kunne finde på at læringsmålsætte? Tænk hvis vores Folkeskole kunne være rugekasse for overraskende tøbrud, grænseløs opfindsomhed og målløse (mål-løse) nemmelser og fornemmelser?
Således er jeg gået til bekendelse, og det har lettet mit hjerte. Undervisere på de danske folkeskoler i Danmark – bekend jeres læringsmål-løshed sammen med mig!
Noter
(1) "[a]t undervise er at vise, hvad der ligger under, og at vise undere." Sagt af Jens Raahauge, Kertemindemødet 2005.
(2) se "Pædagogisk frenologi – gravskrift for læring og fejring af nemmelse". Folkeskolen.dk, 31. maj 2017)
(3) se rapporten "Fælles mål i folkeskolen – En undersøgelse af lærernes brug af fælles mål",
