Tænketanken Sophia
Blog
Ledelseskommissionen på afveje?
Dannelsesnoter fra et regnfuldt Møre Romsdal i Norge omkring kampen om lærerens identitet, tredje del.
Af Jens Skou Olsen
Jeg er langt væk – små 1200 kilometer hjemmefra – og hver gang, jeg er langt væk, så er det som om, at de nyheder fra Danmark, som jeg læser, ligesom gør et stærkere indtryk på mig. Det er som om, at fjeldene, fosserne og de norske klange giver en ekstra glød til de danske tidener. I hvert fald må jeg tilstå, at nogle af nyhederne tager pusten fra mig, og lad mig begynde med kort at berøre en af disse nyheder. Måske bliver det en længere berøring, og i så fald kan det være, at vi må udsætte vores udforskning af den levende lærer og uudsigeligheden til en fjerde del af mine dannelsesnoter… lad os se, hvad der sker:
Den privatpraktiserende lærer kan vi ikke acceptere
Den 27. september på Skoleliv.dk udtaler ledelseskommissionens formand Allan Søgaard Larsen følgende:
»Man skal insistere på, at det ikke er et mål i sig selv, at lærerne trives. Målet er, at der skal komme noget ud af det for borgerne og for børnene. Det er det, som alt, man foretager sig, skal måles på. Man er nødt til at insistere på, at fagligheden ikke er noget, læreren har i sit eget privatpraktiserende rum. Når det viser sig, at den måde, man underviser på, ikke nødvendigvis er den bedste måde for barnet, og man ikke længere skal være privatpraktiserende lærer, så udfordrer det måske den faglighed, man kom ud af seminariet med for 30 år siden. Men det kan ikke hjælpe noget. Det kan vi ikke acceptere.« (1)
Her lykkes det Søgaard Larsen at sammenfatte hele problematikken for min serie af feltnoter. Lad os kigge på hans udsagn:
- Lærernes trivsel er ikke et mål.
- Målet er, at ”der skal komme noget ud af det” for borger og børn.
- Fagligheden er ikke lærerens faglighed.
- Den privatpraktiserende lærers undervisning er ikke den bedste undervisning for barnet.
- Lærere er utrygge, fordi deres faglighed er utidssvarende.
- Lærere, der er utrygge, er privatpraktiserende, og det er uacceptabelt.
Dette er en næsten foruroligende præcis case på de pointer omkring den afpersonaliserede tekniker-lærer og dannelse som et rationelt projekt, som jeg udfoldede i første og anden del af mine dannelsesnoter; og set i Søgaard Larsens optik giver det hele god mening:
- Hvis en tekniker skal skrue et stik i væggen, er det ikke vigtigt, at denne tekniker trives, mens han skruer stikket i væggen. Det vigtige er, at stikket virker!
- Der er ingen som helst forbindelse mellem teknikerens trivsel og stikkets funktion.
- Vores mål med at sætte et stik i væggen er, at ”der kommer noget ud af det” – at vi f.eks. kan oplade vores telefoner ved hjælp af dette stik.
- Teknikerens arbejdsform skal svare til det stik, han skal installere.
- Hvis teknikeren er utryg, så er han ikke uddannet godt nok.
- Vi vil ikke ansætte dårligt uddannede, utrygge teknikere.
Søgaard Larsen har mange års erfaring med privat topledelse og har blandt andet stået i spidsen for regeringens ledelseskommission. Jeg er sikker på, at Søgaard Larsen er et lyttende og forstående menneske, der vil det bedste for vores skoler og institutioner. Men det er, her fra min nordlige position, ikke desto mindre rystende læsning, der står i direkte modsætning til hele etager af de seneste 30 års ledelses- og organisationsfilosofi. Et hurtigt blik hen over feltet fortæller os om Karl E. Weicks sensemaking, Ralph Staceys komplekse responsive processer, C. Barnett Pearces talehandlinger, Hatch & Schultzs VKI model, Peter Senges femte dimension, David Bohmsk dialog, Foucaultsk magt, Mintzbergs strategikoncepter … og jeg kunne blive ved.
Jeg får lyst til at skrive til Søgaard Larsen og venligt tilbyde min hjælp, for jeg er sikker på, at den ville falde på et tørt sted. Det må skyldes uvidenhed og ikke ond vilje – det er jo vores samfunds og hele menneskeheds fremtid, det handler om! Men Søgaard Larsens udsagn er samtidig en vigtig ledetråd til at forstå, hvordan det kan gå så galt i vores skoledannelse og diskurs om lærerens identitet. De mennesker, vi sætter til at tage de afgørende beslutninger og trykke på de røde knapper, ved ikke deres levende råd; og deres forsøg på at udstikke retningslinjer og formidle viden om, hvad der er rigtigt at gøre, skaber hele dette kompleks af lærer-teknikeren, instrumentaliseringen, algoritmestyringen og nytteetikken.
Men jeg ser også et spirende håb i Søgaard Larsens udsagn. I slutningen af artiklen udtaler han følgende:
»Lærernes trivsel og elevernes trivsel og faglighed går for det meste hånd i hånd. «
Lad os lige tage den igen i slow motion: Lærernes trivsel og elevernes trivsel og faglighed går for det meste hånd i hånd. Tak for det! Hvorfor takker jeg Søgaard Larsen? Hvad er det, der får ham til at udtale sig på den måde? Det er fordi lærere og elever er hele mennesker, og dannelsens mirakel viser sig dér, hvor levende lærere oplever at have friheden, fagkraften, passionen og engagementet til at få dannelsen til at gro. Her, i friheden, fagkraften, passionen og engagementet kan det ske, at det uudsigelige udfolder sig og ligefrem sætter turbo på dannelsen … og hvad var det nu med den der levende lærer og det der uudsigelige? Nu har jeg efterhånden lovet at komme til sagen i tre afsnit … og jeg må udsætte endnu en gang. Men så lover jeg til gengæld at levere i næste del af mine dannelsesnoter fra Møre Romsdal!
Læs første del her.
Læs anden del her.
----------------------------------
Referencer:
(1) www.skoleliv.dk
