Tænketanken Sophia
Blog
Charlotte Rønhof på skoleledermødet 2017 – en mikroanalyse
Der er blevet skrevet og talt meget om underdirektør Charlotte Rønhofs udtalelser på Skoleledermødet d. 3. november 2017. Hvad sagde hun egentlig, og hvordan modtog de 1700 skoleledere hendes udtalelser? Dette indlæg gennemfører en mikroanalyse, som måske kan tilbyde et nyt lys over og en dybere forståelse af denne formiddag i Aalborg Kongres- og Kulturcenter.
Af Jens Skou Olsen
Det er torsdag d. 2. november i Aalborg Kongres- og Kulturcenter. Klokken er 10:55, og undervisningsminister Merete Riisager er netop færdig med sin store ministertale, hvor skolelederne har fået ros: "I er en hel uundværlig del af den danske folkeskole." Stemningen er rigtig god blandt de mere end 1700 skoleledere. Dagen startede med morgensang, Mellervangskolens Big Band og åbningstale ved Formand Claus Hjortdal; og nu er der hverken tid til at hente kaffe eller tisse; allerede fem minutter efter, kl. 11:00, venter programpunktet "Torsdagsanalysen". Her vil et panel bestående af ministeren, Hjortdal, Underdirektør Charlotte Rønhof, Uddannelsesordfører for Alternativet Caroline Magdalene Maier og reflektant Klaus Maigaard debattere temaet "Folkeskolens samfundsmæssige betydning".
Humøret er højt i salen. Senere samme dag skal Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary tale om mobning og trivsel, og næste dag kommer bl.a. manipulationseksperten Jan Hellesøe kendt fra TV serien "Fuckr med din hjerne" og aktiverer salen med "Psykologisk manipulation". Der er højt til loftet i Aalborg Kongres- og Kultur center, og med temafarverne blå på scenen og grøn lysende hele vejen ned i den enorme sal udstråler skoleledermødet både håb, ro og stabilitet. Og så er Torsdagsanalysen i gang!
Det går godt. Der er god stemning på scenen, og dialogen strømmer levende. Især Charlotte Rønhof er i god form. Hun har god kontakt til de 1700 skoleledere, og salen ler og klapper af Rønhofs små pointer og vinklinger. Det går faktisk rigtig godt.
Rønhof er også måske en lille smule fræk og vil gerne have overtaget på scenen - hun griber Maiers råd om at lære af Finlands fokus på de kreative fag og får behændingt flettet ind, at hun da også har været begejstret "...i både første og anden bølge af Finlandsbegejstringen..." Skolelederne i salen kan mærke dette mellemstore hip til uddannelsesordfører Maier, og de skjuler ikke deres begejstring: der fnises og grines undertrykt på rækkerne. Rønhof taler med en stor ro, autoritet og god krop bag sin stemme, og så sætter hun trumf på: "...og jeg skal gerne gentage, hvad jeg allerede har sagt..." – der spreder sig en næsten løssluppen stemning i salen, og en skoleleder siger til sin nabo: "Nu er Rønhof gået i gang...!"
Magtrelationerne lyser fra scenen, og publikum er rigtig godt underholdt. Det er tydeligt, at Rønhof har fat i den lange ende, og det kan også ordstyrer Michael Kristiansen mærke. Rønhof skæver over til Kristiansen for at se, om hun har mere taletid, men da salen stadig morer sig over magtfyrværkeriet mellem direktøren og politikeren, så har Kristiansen givet slip; og Rønhof har fået blod på tanden: nu kan hun skifte emne og tage hul på sit egentlige ærinde denne formiddag.
Rønhof holder fast i ordet ved at lade talestrømmen fortsætte, alt imens den næste tankestrøm tager form: "...Men den respekt, der er omkring lærerne [i Finland] er fuldstændig udslaggivende..." Dette er forspillet. Respekten omkring lærerne. Den er nemlig – i Rønhofs optik – ikke til stede i Danmark. Men samtidig vil hun gerne undgå at anbefale en længere læreruddannelse. Respekten vokser ikke kun i fagligheden, tænker Rønhof, den gror især et andet sted. Men kan hun tillade sig at formulere det, hun mener, lige her, i denne sal, foran dette publikum?
Rønhof taler videre og høster lange klapsalver fra salen! Kristiansen har fortsat smidt tøjlerne, og Rønhof er i flow. Nu er det nu! Salen er Rønhofs. Hun kan endda holde en uforstyrret tankepause, hvor applausen efter en af hendes pointer om læreruddannelsen kan nå at lægge sig igen; og nu kan hun smide den lille bombe, som har ligget på Rønhofs tunge, lige siden Maier bragte Finland på banen. Det med den manglende respekt for de danske skolelærere. Hun trækker vejret og fortsætter: "Altså ... skolen har talt sig selv ned, og det handler jo meget om den konflikt..."
Rønhof ved godt, at hun må starte her, og det er interessant, at hun når at få betegnet den som "konflikt" og ikke "lærerkonflikt". Måske fordi den ikke må få for stor vægt lige her, da Rønhof vil et helt andet sted hen. Hun vil dybere ned. Ned i den danske skolelærersjæl, som hun – og her ligger arnestedet i hendes indlæg – ikke respekterer. Hun fortsætter:
"...men det var også før konflikten, vil jeg sige. Fordi det har altid været sådan, at..." Hun skal lige til at fortsætte, men tager sig i det og indskyder " - i hvert fald i den tid, jeg har fulgt det – at lærerne har tudet rigtigt meget ... altså har sat sig selv i en offerrolle..."
Allerede ved ordet "tudet" går der et sus gennem salen. Stemningen er pludselig skiftet, og det er ikke til at sige, hvor vi er på vej hen. Forundring, rystelse og målløshed er måske mere dækkende ord. Væk er de undertrykte fnis og den opløftede stemning, som levede i salen for et øjeblik siden. Der er noget andet på spil her, og det kan Rønhof mærke. Hun bliver nødt til at bakke lidt:
"...og det er rigtig rigtig ærgerligt, og det kan man godt have grund til at gøre ... og synes at noget er synd for en og sådan noget..."
Der er stadig uro i salen. Rønhofs forrige frase med tuderiet er stadig på vej ned gennem de 1700 skoleledere i den enorme, aflange sal; og den bagerste del af salen sender med forsinkelse deres reaktioner tilbage op mod scenen. Bølger af forundring skubbes frem og tilbage mellem rækkerne, og de forstærker og udfaser hinanden. Alt dette sker på een og samme gang, mens Rønhof taler, og hun fortsætter nu i et lidt højere tempo måske for at inddæmme usikkerheden:
"...Men dér, hvor det bare er rigtigt ærgerligt er, at der ikke er ret mange unge mennesker, dygtige unge mennesker, som vil vælge en profession, hvor man ender i en offerolle. Så, hvis man skal have endnu flere dygtigere lærere, der går og drømmer om Finland og sådan noget, så skal man også på en eller anden måde gøre op med den der offerkultur ... i ... professionen ... selv."
Rønhof formulerer disse sidste ord med store pauser imellem for at markere, at nu er hun færdig. Og så bliver der stille - det er blot et lille øjeblik, men det er tydeligt, at salen holder vejret i Aalborg Kongres- og Kulturcenter.
Tudet. Offerrolle. Synd for een. Drømme om Finland. Stemningen i salen er helt forandret, alt imens 1700 skoleledere forsøger at tage de mange skarpe udtalelser til sig. Rønhofs sidste ord hænger i luften, og ingen ved helt, hvordan vi kommer videre. Kristiansen får sagt et undrende "...okay, så går vi videre..." Og så først klapper publikum i salen anført af nogle skoleledere på de første rækker. Det er ikke en begejstret applaus, det er snarere en høfligt tøvende applaus. Det er tydeligt, at Rønhof har mistet salen. Der er ingen fælles energi i de 1700 skolelederes klapsalver, og det virker som mange klappende hænder, der ikke rigtig enten kan eller ønsker at finde hinanden. På intet tidspunkt begynder applausen at få luft nok under vingerne til at kunne lette i begejstring; og snarere end begejstring over Rønhofs angreb på skolelærerne er salens applaus udtryk for en høflighedsgestus over for panelet på scenen.
Det mærkes som om, skolelederne som gruppe står last og brast ved deres skolelærere. Er der måske mange af dem, der ser for sig, at Rønhofs udtalelser og salens reaktion bliver offentliggjort og fortolket hjemme på lærerværelserne? Og hvad er det egentlig, der er så slemt ved Rønhofs udtalelser? Hvorfor er det, at skolelederne reagerer, som de gør? Har skolelederne den medfølelse med deres lærere, som Rønhof mangler?
I min analyse er det først og fremmest på grund af Rønhofs klare mangel på medfølelse og omsorg. Hun udtaler, at lærerne tuder og ser sig som ofre, og sådan kan man da godt gå rundt og have det. Men det springende punkt er, at hun ikke føler med lærerne. Hun kunne have sagt: "...og det gør ondt på mig at opleve, hvordan skolelærerne er i krise..." Men det sagde hun ikke.
I hendes optik er problemet ikke, at lærerne ikke trives. Problemet for Rønhof er, at det hindrer rekkruteringen af nye, unge lærerkræfter, der ikke tuder og ser sig selv som ofre. Hun udtaler, at det altid har været sådan med den danske lærerstand, og at det må vi gøre op med "i proffessionen selv". Mener Rønhof, at skolelærerne, som altid har tudet og plejet en offerkultur, skal ud af vagten til fordel for nye, unge, friske, positive, veluddannede, robuste og omstillingsparate lærere? I så fald skal folkeskolereformen følges op af en lærerreform. Men måske den allerede er på tegnebrættet?
---------------------------
Denne analyse er fortaget på baggrund af en optagelse, der venligst i dag er stillet til rådighed af en deltager ved skoleledermødet. Jeg har tidligere – før jeg havde adgang til denne optagelse – skrevet et indlæg, som tager Rønhofs udtalelser op til behandling. Dette indlæg nuancerer i nogen grad mit tidligere indlæg.
