Tænketanken Sophia
Blog
En underviser går til bekendelse, 2. del
Dette er et bekendelsesskrift, hvor en underviser bekender sine synder. I denne anden del diskuterer jeg påstanden om, at underviserne skal vide, hvad eleverne skal lære, inden de sammen kan begynde at lave noget i timerne. Læsning sker på eget ansvar!
Af Jens Skou Olsen
Fortsat fra 1. del ...
Jeg går til bekendelse! Denne anden del handler om, hvordan det er lykkedes professorer og evalueringseksperter at vende op og ned på det hele: nemlig illusionen om, at vi undervisere skal vide, hvad vores elever skal lære, før vi går i gang med at undervise. Vicedirektør for læreruddannelse på UCC Katja Munch Thorsen, Tomas Højgaard og Bodil Nielsen (de tre benævnes herefter THN) skriver følgende i forlængelse af en EVA-undersøgelse af lærernes brug af læringsmål:
[Lærernes] fokus er mere på, hvad [eleverne] skal lave, end på, hvad de skal lære. Men hvad skal der så til for at styrke arbejdet med at sætte læringsmål og undervise efter målene? Hvordan styrker vi fokus på, hvad eleverne skal lære, i stedet for det primære fokus på, hvad de skal lave? (1)
THN har i deres læringsmålsiver glemt at redegøre for det lille, men helt afgørende "hvorfor". Hvorfor vil THN styrke fokus på, hvad eleverne skal lære (et strategisk blik) frem for et fokus på, hvad eleverne skal lave (et praksisbåret, processuelt blik)? Fordi THN er optaget af at få hele verden presset ind i deres ideverden – en verden, hvor alting handler om læring.
Begrebsudhulerne er i fuld sving. God skolepraksis er hermed blevet strategisk. Hvad så med dannelsen, hvad med det gode, sande og smukke som en første praksis? Og hvis vi ikke er vågne, så risikerer også vi at se det hele på hovedet – for THN ved jo åbenlyst rigtig meget om alt det her. Jeg får dårlig samvittighed, for det, jeg vil lave med mine elever, det er det, som jeg oplever, det hele handler om. Dette er faget, sagen og det, der driver mit engagement og dermed min undervisning. Men THN fortæller mig, at det ikke er godt nok. Der skal læringsmål til som det allerførste. Det vil sige, at min undervisning skal begrundes i og bæres af et læringsstrategisk blik – og SÅ er det, at jeg må gå til bekendelse. Det kan jeg ikke, det vil jeg ikke!
Min glæde ved og levende interesse i mine elever og mit fag er nemlig ikke strategisk. Det er før-strategisk! Min undervisning er båret af medfølelse, af omsorg, undren, nysgerrighed, overblik, spænding, glæde, irritation, erfaring, mestring, passion og overgivelse. Alle disse samlivstilstande fordrer en udelt spontanitet og et udelt nærvær; og de fordufter som dug for solen, hvis jeg er strategisk. Vi kan ikke være spontane, hvis vi er strategisk bevidste om, at vi er spontane.
Det er alvor, da THN dermed ikke blot forstyrrer med meningsløse udsagn og uholdbare teorier. Deres parløb med skolemagthaverne bliver direkte ødelæggende for min og mine elevers muligheder for at udfolde os, når vi skal pakkes ind i strategi og styring. Den før-strategiske selvforglemmelse er den levende undervisnings forudsætning. Og når det lykkes at komme udelt, før-strategisk til verden og hinanden, så er vi lykkelige. Som måner lyser vi undervisere og elever på hinanden i vores intense samvær – med fagligheden som lyset, der strømmer fra noget andet og større end os selv: en fælles sags sol (2).
Således er jeg gået til bekendelse, og det har lettet mit hjerte. Undervisere på skoler i hele verden – bekend jeres spontane lærefokus-løshed sammen med mig!
Noter
(1) se rapporten "Fælles mål i folkeskolen – En undersøgelse af lærernes brug af fælles mål"
(2) Frit efter Ole Fogh Kirkeby
