Tænketanken Sophia
Blog
Væredygtighed og bæredygtighed
Ledelse er gjort til løsningen på alle problemer. Vi har fået et "ledersamfund". Ledelse er blevet "en fetich". Det kritiserede Finn Wiedemann på Sophias konference den 15. maj om ledelse i folkeskolen, fordi det ud over arbejdsmiljøet (stress) og demokratiet (ytringsfrihed). Wiedemann gjorde opmærksom på, at der faktisk var gode erfaringer med kollektiv ledelse - erfaringer, som han mente kunne opsamles og udvikles i et forslag om Kollektiv ledelse 2.0. Men hvad skal der ledes efter? Jens Skou Olsen slog til lyd for, at undervisningen i og ledelsen af folkeskolen skal tage sigte på at fremme elevernes grundlæggende væredygtighed, og Steen Hildebrandt plæderede komplementerende for bæredygtighed - at lede skolen og jorden efter bæredygtighedskriterier.
Jens Skou Olsen slog til lyd for, at undervisningen i og ledelsen af folkeskolen skal tage sigte på at fremme elevernes grundlæggende væredygtighed, og Steen Hildebrandt plæderede komplementerende for bæredygtighed - at lede skolen og jorden efter bæredygtighedskriterier - da So afhophialdt sin konference om skoleledelse: "Hvad leder vi efter?" på Vartov den 15. maj 2017.
Der er sket et politisk opgør med den nordiske skolekultur og den humanistiske, kritiske og demokratiske tilgang, som nu udspiller sig i praksis på landets skoler med skolelederne som afgørende aktører for dette opgør. Med en mere markant central politisk og kommunal styring af skolen ud fra en læringsmålstyret og resultatorienteret tilgang til skole, bliver skoleledernes opgave udfordret, hvad angår både skolens pædagogiske og dannelsesmæssige opgave. Derfor havde Sophia fundet det nærliggende at spørge: Hvad leder vi efter?
Simon Pihl Sørensen, der i øvrigt bestod prøven med hensyn til at tale længe og engageret uden PowerPoint (teknikkens benspænd), talte om tillid til lærerne og kærlighed til folkeskolen. Peter Pannula Toft sagde, at skolen ikke slipper for målinger - men hvad skal den måles på, spurgte han forsamlingen?
Jens Skou havde medbragt sin store bas, som spillede en central rolle i hans lille, komprimerede, poetiske og musiske foredrag om konsonans, dissonans og resonans med indbagt aktivering af latter- og andre muskler. Ikke helt blottet for humor var oplæggets titel "Musisk samskabelse som balancekunst i opbrudstider."
Marie Kjeldsen ledte som leder efter pædagogikken og nævnte eksempler på, at lærerne i takt med en accelererende ovenfrastyring efterhånden har mistet et egentligt pædagogisk sprog. Hun var bestemt ikke glad for ordet "at drifte". Morten Fjord fortalte om, at han havde opsagt sit job som skoleleder i Kolind, fordi hans forvaltning med sin økonomiautisme forhindrede god skoleledelse. Som skoleleder savnede han tillid og råderum. Han havde både en grøn og en gul tale, og vi fik dem begge. Desuden fremlagde han en skitse til "Spiralskolen".
Finn Wiedemann mente at ledelse er gjort til løsningen på alle problemer. Vi har fået et "ledersamfund". Ledelse er blevet "en fetich". Det kritiserede Wiedemann, fordi det gik ud over arbejdsmiljøet (stress) og demokratiet (ytringsfrihed), og han gjorde opmærksom på, at der faktisk var gode erfaringer med kollektiv ledelse - erfaringer, som han mente kunne opsamles i et forslag om Kollektiv ledelse 2.0.
Steen Hildebrandt mente, at decentralisering er et centralt begreb, og han gjorde opmærksom på forskellen mellem data - og erfaringer og viden. -Alt kan ikke forskningsbaseres, sagde Hildebrandt, som diskret mente, der var brug for et oprør. Et stille ét, tilføjede han.
