Tænketanken Sophia
Blog
Kampen om lærerens identitet, første del
Dannelsesnoter fra et regnfuldt Møre Romsdal, Norge
Af Jens Skou Olsen
Jeg er i disse uger på turné i Norge, hvor jeg improviserer musik for mere end 15000 børn fra 1. til 10. klasse – og midt i alle disse skønne oplevelser og besøg på et utal af norske folkeskoler, så hører jeg også den fjerne torden fra Danmark omkring folkeskolen og lærerens identitet og opgaver. Jeg taler med norske skolelærere og skoleledere, og det står klart for mig, at det ikke kun er i Danmark, at kampen om læreren udkæmpes!
I hele Norden raser på snart 30. år kampen om lærerens identitet; og snart sagt alle andre end lærerne kæmper for serveretten til at definere, hvad læreren er for et væsen. Der er mange bud, som hver især har vidtrækkende konsekvenser. Hvad er læreren for en? Er hun privat-praktiserende, selvstændigt-praktiserende eller teammedarbejder? Er hun professionel, er hun personlig eller er hun privat? Skoleledere, rektorer, forskere og meningsdannere kommer med hver deres bud, og systemoperatører, konsulenter og administratorer lytter intenst og omsætter de fine tanker til dagligdags nede-på-gulvet institutionel og organisatorisk virkelighed. Er læreren en selvstændigt tænkende og handlende ambassadør, der påtager sig ansvaret for elevers og kollegers dannelse og livsduelighed? Er hun en teammedarbejder, som båret af tværfaglighed faciliterer elevernes ansvar for egen læring? Er det læreren eller algoritmerne, der har det sidste ord omkring faglighed, engagement, duelighed og dannelse? Hvem lytter vi til, hvem stoler vi på?
Kampen udkæmpes på to fronter
Ord og begreber skaber vores livsverden, og her afgøres det, om lærernes undervisning og dagligdag er båret af konsensus eller kritik, af autoritet eller facilitering, af anerkendelse eller myndighed. Der kæmpes på to samtidige fronter: den første front er politisk-strategisk-konstruktiv, og den handler om positioner, indflydelse og ideologi. Den anden front er real-mellemmenneskelig-etisk, og den handler om det, som det hele burde handle om: 1) om det konkrete, levende møde mellem læreren og eleverne; 2) om lærerens oplevelse af at kunne finde rum til sin handlekraft, frihed og faglige ild; og 3) om lederes, medarbejderes og elevers oplevelse af at bebo deres skole, om oplevelsen af ikke blot at tilhøre men ligefrem at føle sig hjemme i sin klasse og i alle hjørner af skolens liv.
Det min oplevelse, at læreren i Danmark skubbes til side til fordel for drømmen om fagteams, og skoleledere og forskere fortæller os, hvad vi skal undgå: den privatpraktiserende lærer, her formuleret af skoleleder Ole Graversen fra Alkjærskolen:
Her hos os er det noget, der er foregået via en gradvis udvikling væk fra den lærertype, man kan kalde den 'privatpraktiserende lærer'. Det var en lærertype, der hørte en tidligere skolelovgivning til, hvor den enkelte lærer var eneansvarlig for en løsning af undervisningsopgaven. (1)
Jeg er selv lærer gennem 30 år, og uden at spørge hverken mig eller mine kolleger presses vi hermed ind i en typologi og dømmes 'ude'. De, der definerer typologien har oven i købet et begreb klar: "den privatpraktiserende lærer". Min første tanke er: hvorfor privat? Jeg oplever ikke mig selv som privat, når jeg underviser – tværtimod er jeg en fagprofessionel, som trækker på alle mine ressourcer. Jeg mindes min egen skoletid, hvor vi udstyrede hinanden med øgenavne – er det virkelig noget, vi skal fortsætte med som voksne? Der er noget galt både med intentionen, ideologien bag og begrebskonstruktionen. Jeg og mine kolleger udstyres med et øgenavn, der skal tjene til at afvæbne os som dem, der er fagansvarlige for elevernes dannelse. Vi bliver med andre ord afvæbnet, stigmatiseret og presset ind i en struktur, der er udtænkt af mennesker, der ikke selv skal ned og forsvare strukturen over for eleverne og deres dannelse i klasseværelset.
Ud med læreren - ind med fagteams
Hvad er det så, at vi skal – hvordan skal jeg dekonstruere min privatpraktiserende lærer-identitet og genfødes som ... som hvad? På Brønshøj skole har de svaret på mit spørgsmål:
Lærerne skal ikke længere undervise f.eks. 4. b i matematik. I stedet vil al undervisningen indenfor en afdeling blive varetaget af fagteams, hvor grupper af lærere sammen udvikler, gennemfører og evaluerer al undervisning på de respektive årgange indenfor afdelingen. Det betyder, at ingen lærer længere har alle matematiktimerne i 4. b, men at timerne på skift vil blive dækket af forskellige lærere fra matematik fagteamet. (2)
Jeg kan forstå, at min fremtidige læreridentitet bør være teammedarbejderens. Jeg er ikke lærer, jeg er teammedarbejder. Det er teamet, der underviser, ikke mig. Hvad betyder det for mine helt konkrete erfaringer og handlinger i klasseværelset? Hvem har beslutningskraften, hvem kender eleverne på tværs af årgangene, deres familier og særkender – hvem har i sidste ende ansvaret for elevernes dannelse i den rigtige retning – er det fagteamet?
Der kæmpes også i Norge
Mine samtaler her i Møre Romsdal med skoleledere og lærere viser, at kampen om lærerens identitet også raser her. Professor Kaare Skagen fra Højskolen i Oslo skriver ligefrem om en jagt på lærerne:
Særlig fra 1990-årene opplevde vi en nærmest kampanjeartet jakt på lærere og ikke minst lektorer som insisterte på selvstendighet i egen undervisning, og som hadde opposisjonelle meninger om skoleutvikling og skolepolitikk. Under slagordet «den privatpraktiserende lærer» ble det tegnet en profil av en faglig dyktig, men umedgjørlig og lite samarbeidsvillig, altfor streng og kravstor lektor som ikke kunne drive tilpasset opplæring etter politikernes og skolemyndighetenes ønsker. Dessverre ble mange dyktige lektorer og lærere marginalisert og presset ut av skolen i denne perioden. (3)
Selvstændighed, normativitet og kritisk praksis – det er i professor Kaare Skagens analyse det, som teamideologerne gerne vil afvæbne i læreridentiteten. Jeg er rystet, for disse tre – selvstændighed, normativitet og kritik praksis – er da lige præcis selve dannelsens grundfjeld! Er jeg, 1) når jeg udfolder min lærergerning, som jeg synes, den skal udfoldes, 2) når jeg forholder mig kritisk til skole- og institutionspolitik, 3) når jeg begrunder min lærergerning på et normativt, etisk grundlag – er jeg dermed en umedgørlig, ikke-samarbejdsvillig og alt for krævende lærer? Det er tydeligt, at kritik ikke er velset mere, og kritik har ligefrem vist sig at være fyringsgrund for flere af mine kolleger. I Norge lægger skoleledere ikke fingrene imellem: Læreren i mig skal udrenses til fordel for teammedarbejderen, her formuleret af rektor Bjørn Bolstad fra Ringstabekk skole i Bærum:
Jeg ønsker ingen privatpraktiserende lærere på skolen jeg leder, og jeg ønsker heller ikke det som lærer for mine barn. Hvorfor ikke? Fordi en privatpraktiserende lærer, slik jeg oppfatter uttrykket, aktivt holder seg unna andre lærere. I mitt hode er en privatpraktiserende lærer en lærer som ikke deltar i faglige debatter på egen skole, en som i liten grad tar til seg nye metoder, ny forskning eller aktuelle strømninger innen pedagogikk og didaktikk, og en lærer som ofte gjentar sin egen praksis år etter år. (4)
Der synes at udspille sig en kold borgerkrig i hele Norden mellem politikere, ledere og meningsdannere på den ene side og lærere, forældre og vores børn på den anden side; og det er en borgerkrig, hvor højt dannede mennesker ikke holder sig for gode til at spille et beskidt spil med øgenavne, strategisk manipulation og afvæbning af kritik. Hvad skal vi dog gøre – hvilken veje kan vi forsøge at gå i dette koldkrigsklima?
Den levende lærer og det uudsigelige
Spørgsmålet er, om vi skal lade den herskende diskurs og de formulerede øgenavne styre vores tænkning og praksis som lærere – skal vi absolut tale videre i det spor, som teamideologerne allerede har pløjet i debatten? Hvis vi ikke kan kende os selv som den udskældte privatpraktiserende lærer, kunne vi måske løse problemet ved at bruge en anden begrebskombination? Den professionelt-praktiserende lærer, den personligt-praktiserende lærer? Der er mange muligheder for begrebskombinationer, som vi kan hive ud af den blå luft – men hvor er vores faste holdepunkt? Hvordan forhindrer vi, at vi desperat slår i luften og roder os ind i yderligere forvirring, som hæmmer og måske ligefrem umuliggør det, som vi gerne vil: undervise, danne og gro vores børn, hinanden og hele samfund på en ordentlig måde?
Måske skal vi søge tilbage i vores erfaringshorisont og finde vores grundfjeld et sted, som ligger så tilpas langt tilbage i vores dannelseshistorie, at det er ikke er del af den aktuelle kolde borgerkrig omkring læreridentiteten. Jeg foreslår, at vi går 60 år tilbage i tiden; og her finder vi modige tanker og begreber om læreren, som ikke først har været igennem teamideologernes taktiske mølle: her finder vi spændende tanker om den levende lærer og det uudsigelige. Mere om det i anden del af mine Møre Romsdal noter!
-------------------
Henvisninger:
(1) https://www.folkeskolen.dk/522351/farvel-til-den-privatpraktiserende-laerer
(2) https://www.folkeskolen.dk/564280/er-teamlaerere-bedre-end-privatpraktiserende
(4) https://bbolstad.wordpress.com/om-bloggen/
