Tænketanken Sophia
Blog
Det hænger ikke sammen
Religionslæreren nr. 3/2019 har taget på sig at belyse kravet til skolen om afradikalisering. Det er blevet et tankevækkende nummer.
Det er en sær værdicentrifuge, som for tiden drøner rundt. Tåbelige imamer i Rundhøjmoskeen bliver stemplet som hadprædikanter, mens Rasmus Paludan ses som kæmpende på ytringsfrihedens forpost. Han må kalde anderledes troende med sprogets værste gloser.
Men besynderligt er det så i den her kontekst, at den menneskeelskende Halfdan Rasmussen skal udsættes for etnisk sprogrensning - og dermed få hele digte strøget, fordi ordene ikke længere rimer. Er det rimeligt?
Hvis historien skal renses, var det mere på sin plads at nedrive de bygninger i København, som er financieret af slavehandel. Der ville blive gode, luftige byrum i de mest fashionable kvarterer.
Men tilbage til hadprædikanterne og deres sprog: Den eneste, der er nævnt ved navn i vores grundlov, havde en side i sit væsen, som næsten kunne give nutidens hadprædikanter baghjul. Martin Luther prædikede både om troens nådegave til den enkelt og om muslimen og jøden, der skulle bekæmpes med alle midler. Dette gjorde ham til en af Hitlers yndlingsteologer, men som Søren Krarup anfører, så kan Luther ikke klandres for Hitlers senere gerninger, fordi forkyndelsen og politikken må holdes adskilt. Men sammenhængen viser trods alt, at ord kan skabe virkelighed.
På samme måde har Søren Krarup været en god forkynder i Seem og en ihærdig og skarp debattør i det offentlige rum, men skete der ikke noget afgørende, da hans forkyndelse blev gensplejset med politisk ageren. Når vi ser på dagens ytringsfrihedsdebat tyder en del på, at det genmodificerede ugræs, der sprang op i hans politiserende have, føg over hegnet og ind i de nævn og bestyrelser og kommissioner, hvor den ene halvdel af ekstremerne nu blev benævnt had, men den anden fik navn af ytringsfrihed. At dette blev muligt, har bidraget til risikoen for en pest over Europa.
Det er den enspændervogn, som skolen nu tilsyneladende skal trække igennem kravet om afradikalisering, imens man i øvrigt skærper straffene for unge utilpassede lømler og sætter den ind i lukkede institutioner, hvor radikalisering har gode vilkår.
Det hænger ikke sammen! Derfor har det været så inspirerende at læse artiklerne i Religionslæreren, som har sat følgende tanker i gang hos mig:
For det første er det oplagt, at den ubalance, der er bygget op omkring synet på radikalisering og ytringsfrihed, bærer kim til radikalisering i sig. For det andet er det vigtigt, at alle har lov til at tænke ud af boksen, altså tænke radikale tanker, især mens de er unge.
Der er kun en vej til arbejde for en demokratisk dannelse. Det sker igennem den samtale, giver mulighed for at enhvers synspunkter afprøves i relation til en selv, til fællesskabet og til oplysning om verden.
De områder, vi holder uden for samtalen, skaber brakmarker, der suger ugræs til sig. Se blot manges fascination af Paludans videoer.
Det stadigt stigende krav om pænhed får nok en del til at gemme deres snavs til andre arenaer uden for skolen. Vi må skabe rum, der også giver mulighed for udfoldelse af det udfordrende og skæve. Vi må dyrke mangfoldighed frem for tilpasning.
Vi må sikre, at alle kommer til orde og føler, at de bliver set og hørt. Vi taler om, at alle har lige ret til dette, men vores opgave består også i at sikre, at alle oplever, at de andre har de samme rettigheder. Det er i den proces subjektifikations-, socialisations- og kvalifikationsdimensionerne (jvf. Biesta) kan komme til at spille sammen.
Men altså: Det hele forudsætter, at der er tid og rum til at tale sammen. Derfor er det rystende at læse om Lene Kofoed Rasmussens iagttagelser (Religionslæreren 2/19, s. 12-13) af, at eleverne i skolen sjældent er i dialog med hinanden. Og at der altså kun i meget ringe grad finder en indholdsmæssig, faglig samtale sted.
Dette spiller fint sammen med et interview, jeg har i næste nummer af Dansklærerforeningens medlemsblad DANSK (som udkommer 03.06.19) med en elev, der er vendt tilbage til dansk skole efter tre år i skole i New York. Her arbejdede man i rundkreds, og læreren deltog med faglige spørgsmål, men også med jævnlige påpegninger af, hvem der tog del, og hver der var udenfor i den fælles samtale. Tilbage i Danmark var hendes overraskelse stor over, at der blev drevet det, hun kalder turtle-talk: På skift stikker eleverne hovedet ud af skjoldet og svarer på lærerspørgsmål. Men de forholder sig ikke til hinandens udsagn.
Dette fænomen beror måske til en vis grad på tradition og tilfældigheder, men givet er det, at L409 har bidraget væsentligt til udbredelsen af en sådan instrumentalisering af undervisningen - en instrumentalisering som bærer små kim til radikalisering i sig, fordi samtalen modarbejdes og degenererer.
Det hænger ikke sammen. Eller måske hænger det, vi ikke bryder os om, kun alt for godt sammen.
Så: Stop centrifugen - og lad os af og til falde af i rundkreds!
