Tænketanken Sophia
Blog
Ål og dannelse. 2
En metafor kan have den forunderlige effekt, at man bliver grebet og må tænke i omveje.
Det forekom mig klargørende at se Saragossahavets flydende grænser som et godt billede på karakteren af dannelsens nærvær i undervisningen. Og det billede voksede frem, fordi jeg læste om ålens fantastiske og mystiske liv. Så altså, jeg blev grebet og begyndte at læse mere om Saragossahavet, hvilket i første omgang gav mig problemer med det, man kunne kalde metaforens bivirkninger.
Alene navnet 'Saragossahavet' lyder i mine ører eksotisk; akkurat som jeg som barn havde det med radioens omtaler af Haparanda, Jærens Rev, Godska Sandön og Dokkerbanken. Senere i livet har jeg ved selvsyn konstateret, at nogle af dem ikke kan leve op til klangen i deres navne. Og nu læser jeg sig så, at Saragossahavet nærmest er at ligne ved en havørken, som har forårsaget myter om skibs- og flykatastrofer i Bermudatrekanten og om en af verdens store øer af plastik, der skulle have samlet sig her.
Det viser sig, at plastikøen først og fremmest er en sejlivet myte, men der er plastik i Saragossahavet, flydende i enkeltstykker, akkurat som der er spor af denne forurening overalt i havene. Men plastikken samler sig ikke som en ødannelse i Saragossahavet, som til gengæld kan byde på uanede mængder af en særlig tang og på et særpræget hav, der opfører sig anderledes, end Atlanterhavet ellers gør. Med stillestående vand!
Så spørgsmålet er, om jeg i min iver efter at se dannelsen i ålens perspektiv har valgt en metafor, der ligner dannelse ved ørken. Men der må være noget at komme efter, når nu jeg blev så grebet. Akkurat som ålen. Og jeg får det som Halfdan Rasmussens jomfru Olsen, der sprang ud fra femte sal og blev reddet, da hun på vej ned blev grebet af en gårdsangers tenor og skønne ord.
Selvfølgelig kommer ålen ikke hertil for at opsøge ørkenen, men for at holde liv i livet. Den søger jo i sin nye form ud igen, bryder de flydende grænser og går på opdagelse.
Derfor holder metaforen: Dannelse er at sætte sig ud over sig selv og det kendte, risikere ved at satse ud over tryghedens smalle sti og vende tilbage for at opleve det kendte i nye belysninger.
Tak til jomfru Olsen!
